Mødedato: 11.04.2023, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Særfordeling af tider i idrætsfaciliteter på Nordøstamager Skole

Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til forslag om særfordeling af tider i idrætsfaciliteterne på den kommende Nordøstamager Skole.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget godkender forslag om en særfordeling af tider i idrætsfaciliteterne på den kommende Nordøstamager Skole i perioden frem mod næste ordinære fordelingsrunde.

Problemstilling

Til august 2023 ibrugtages Nordøstamager Skole inkl. idrætshal og bevægelsessal. Herved stilles nye attraktive lokaler til rådighed for en bred vifte af idrætsforeninger.

Erfaringer viser, at tiden lige efter ibrugtagning har betydning for såvel foreningers brug af stedet og ikke mindst samarbejdsrelationen med skolen. Kultur- og Fritidsforvaltningen ser muligheder i at understøtte en god foreningsstart ved at facilitere dialog mellem foreninger og skoler inden ibrugtagning. Et vigtigt greb i den forbindelse er særfordeling af tider i idrætsfaciliteterne. Det kan ske uden, at det går ud over eksisterende brugere, som har en forventning om at få tildelt tider i faciliteten. 

Det fremgår af punkt 5.5. i Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København, at Kultur- og Fritidsforvaltningen som en forsøgsordning i et lokalt område og/eller på udvalgte kultur- og idrætsfaciliteter kan undlade de ansøgningsrunder, der normalt er udgangspunktet for fordelingen af tider på faciliteterne. I det ønskede forsøg med særfordeling indgår dog også tider lørdag formiddag, hvorfor forsøget skal godkendes af Folkeoplysningsudvalget.

Løsning

En særfordeling af tider i idrætsfaciliteter på Nordøstamager Skole vil styrke forudsætningerne for at skabe et godt fritidsmiljø og en god samarbejdsrelation mellem foreninger og skole/KKFO. Det skal medvirke til, dels at foreningerne trives i det nye byggeri, dels at flere børn kommer ind i foreningslivet.

Forsøget understøtter den nye Kultur- og Fritidspolitiks mål om at løfte kultur- og fritidslivet for børnene i byen og at bruge skolen som bro til fritidslivet, samt at børn skal møde forskellige tilbud i løbet af deres barndom.

Beskrivelse af særfordelingen

Der foreslås en særfordeling af tider i hverdage kl. 16-20 og lørdage kl. 9-13. Tider fra kl. 20-22 i hverdage og resterende weekendtider fordeles gennem en ansøgningsrunde efter de gældende retningslinjer.  De udvalgte tidsrum skyldes, at disse primetime-tider er særligt attraktive for at tilbyde især skolens børn foreningsaktiviteter efter skoletid. I forhold til lørdagstiderne viser erfaringer, at potentialet for at etablere flere lokale foreningstilbud for familier med børn i 0-6 års-alderen er stort. Dette kræver dog, at der er tilgængelige tider blandt andet i weekenden, hvorfor lørdage kl. 9-13 medtages i særfordelingen med denne målgruppe for øje.

Perioden for særfordeling gælder fra 15. august 2023 til 30. juni 2024. Fra sæson 2024/2025 indgår tiderne på Nordøstamager Skole i den normale 2-årige ansøgnings- og fordelingsrunde medmindre andet besluttes.

Forvaltningen foreslår, at foreninger, der opfylder en eller flere af nedenstående kriterier får forrang til tiderne i det definerede tidsrum:

  • Lokale foreninger, der har særlig interesse i et samarbejde med skolen og KKFO’en.
  • Lokale foreninger, der har aktiviteter for børn og unge under 18 år og har mulighed for at inkludere flere medlemmer.
  • Foreninger, der har deltaget i byggeprojektets følgegruppe.
  • Foreninger, der har aktiviteter, der matcher hallens springgymnastikprofil.

Fordeling af tider vil ske i perioden 15.april- 15.maj 2023, så foreninger kan forberede sæson 23/24 inden sommerferien, og forvaltningen kan facilitere dialog med skolen inden ibrugtagning 15. august.

Forvaltningen vurderer, at der på nuværende tidspunkt er ca. 10 lokale foreninger, der opfylder disse kriterier. Herunder store lokale foreninger som Amager SK og Sundby Boldklub.

Et godt fritidsmiljø

De fysiske rammer har stor betydning for foreningslivets aktiviteter og trivsel på stedet. Foruden idrætsfaciliteterne indeholder skolebyggeriet en række opholdszoner og lokaler, som også kan anvendes af idrætsforeninger før og efter aktivitet. I byggeprocessen har idrætsforeninger været involveret i programmering af disse områder. Disse foreninger vil blive inddraget i den sidste bearbejdning af områderne frem mod ibrugtagning med f.eks. ophæng af relevant information om træningstider, kontaktinfo, arrangementer m.m. Dette er med til at skabe tilhørsforhold og ejerskab til stedet og vil styrke brugernes oplevelse af at dyrke idræt i en fritidsfacilitet og ikke blot være gæst på en skole. Udvælgelsen af foreninger til at sætte præg på stedets indretning forudsætter viden om, hvilke foreninger, der tildeles tid i idrætsfaciliteterne. Det er særfordelingen et redskab til.

Flere børn i foreningslivet

Særfordeling af tiderne i hverdagen giver mulighed for et tæt og struktureret samarbejde med skolen og KKFO’en. Erfaringer fra samarbejdet mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen og DGI Storkøbenhavn ”10.000 flere børn og unge i foreningerne” viser, at foreningsuvante børn ofte bliver en del af det etablerede foreningsliv via tæt KKFO-samarbejde, fordi der er opbakning fra pædagogisk personale, lettere vej til foreningsaktiviteterne, bedre sammenhæng i børnenes hverdag m.m. Børne-og Ungdomsforvaltningen er enig i dette potentiale, og skoleleder og KKFO-leder på Nordøstamager Skole har tilkendegivet stor interesse i et tættere samarbejde med lokale foreninger. Ved at prioritere tid i idrætsfaciliteterne til lokale foreninger med overskud og lyst til samarbejde med skolen og KKFO understøttes indsatsen med at få flere børn i foreningslivet.

Med særfordelingen bliver det muligt for forvaltningen at facilitere kendskab og samarbejde mellem foreninger, der får tider i idrætsfaciliteterne og skole/KKFO. Et godt samarbejde med skolen er vigtigt, da foreninger og skolen skal dele udstyr, depotrum og trives side om side på de fælles arealer i og ved idrætshallen. Derudover er kendskabet og det personlige møde afgørende for at skabe samarbejde om brug af tider fra kl. 16 og afvikle åben skole forløb som del af idrætsundervisningen. Der afvikles en foreningsuge i uge 24, hvor foreninger kan vise deres aktiviteter frem og gå i dialog med KKFO’en og skolen om eventuelle samarbejder.

Erfaringsopsamling

Forsøget med særfordeling på Nordøstamager Skole vil fungere som pilotprojekt, der kan give vigtig erfaring om, hvordan skole-foreningssamarbejdet bedst understøttes af forvaltningen. Som opfølgning på forsøget fremlægges en evaluering for Folkeoplysningsudvalget med henblik på at vurdere, om lignende tiltag skal iværksættes forud for ibrugtagning af fire kommende folkeskoler i 2024 (Skolen på Hannemanns Allé, Sluseholmen Skole, Ny Skole i Kødbyen, Nørre Fælled Skole).

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. 

Videre proces

Hvis udvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen hurtigst muligt informere relevante foreninger om muligheden for at søge tider samt facilitere dialog med skolen/KKFO og foreningerne.

 

Mads Kamp Hansen

                                                          /Rikke Lauritzen

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 11. april 2023:

Indstillingen blev godkendt.

Udvalget ønsker en tilbagemelding om, hvordan særfordelingen har fungeret.
Til top