Behandling af ansøgninger til Forenings- og aftenskolepakken
Folkeoplysningsudvalget skal behandle de indkomne ansøgninger til Forenings- og aftenskolepakken samt pulje til genopretning af idrætsfaciliteter 2023.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget giver 11 tilsagn og tre afslag i henhold til følgegruppens drøftelse, og
- at Folkeoplysningsudvalget tager stilling til fire ansøgninger på et senere tidspunkt, når Kultur- og Fritidsforvaltningen har indhentet relevante oplysninger.
Problemstilling
Med Forenings- og aftenskolepakken er der varigt afsat midler til at understøtte og forbedre de fysiske rammer for folkeoplysende aktiviteter. Der er afsat 9,7 mio. kr. årligt, hvoraf de 5,5 mio. kr. udmøntes som pulje under Folkeoplysningsudvalget i 2023.
Med budget 2022 er der derudover afsat en 4-årig pulje på to mio. kr. årligt til genopretning af idrætsfaciliteter.
Løsning
Der er kommet 18 ansøgninger til Forenings- og aftenskolepakken samt pulje til genopretning af idrætsfaciliteter til behandling på Folkeoplysningsudvalgets møde i april 2023.
Syv af ansøgningerne til Forenings- og aftenskolepakken indstilles til tilsagn og yderligere to ansøgninger indstilles til betinget tilsagn. To ansøgninger til pulje for genopretning af idrætsfaciliteter indstilles til tilsagn.
Der er behov for yderligere oplysninger i forbindelse med fire ansøgninger, som Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre med at indhente.
Tre ansøgninger indstilles til fuldstændigt afslag.
Økonomi
Hvis Folkeoplysningsudvalget godkender følgegruppens indstilling, udmøntes 1.165.323 kr. til forbedring af faciliteter og 580.239 kr. til genopretning af idrætsfaciliteter.
Se bilag 3 for økonomi.
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen udmønter Forenings- og aftenskolepakken på baggrund af Folkeoplysningsudvalgets beslutning.
Mads Kamp Hansen
/Rikke Lauritzen
Beslutning
Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 11. april 2023:
Indstillingen blev godkendt.