Kultur- og Fritidspolitik og Folkeoplysningspolitik 2023-2026
Det fremgår af folkeoplysningsloven (§ 34), at Borgerrepræsentationen vedtager en politik for det folkeoplysende område. Indtil nu har Folkeoplysningspolitikken været en del af Kultur- og Fritidspolitikken.
Kultur- og Fritidsudvalget vedtog den 24. februar 2023 Københavns Kommunes Kultur- og Fritidspolitik for perioden 2023-2026.
Folkeoplysningsudvalget orienteres om Kultur- og Fritidspolitikken, som ikke længere omfatter en Folkeoplysningspolitik.
Folkeoplysningsudvalget skal samtidig tage stilling til det videre forløb for udarbejdelsen af en ny Folkeoplysningspolitik.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
-
at Folkeoplysningsudvalget tager orienteringen til efterretning, og
-
at Folkeoplysningsudvalget godkender den videre proces for udarbejdelsen af en ny Folkeoplysningspolitik.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget vedtog den 24. februar 2023 Københavns Kommunes Kultur- og Fritidspolitik for perioden 2023-2026 (bilag 1). Folkeoplysningspolitikken er ikke længere en integreret del af Kultur- og Fritidspolitikken, og Folkeoplysningsudvalget skal derfor igangsætte arbejdet med en ny Folkeoplysningspolitik.
Løsning
Den nye Kultur- og Fritidspolitik er inddelt i 6 temaer, der beskriver ambitionerne for forskellige målgrupper:
- For fællesskabet
- Temaet skal understøtte fællesskaber gennem oplevelser og tilbud til de mange, der kan og vil
- For de oversete
- Temaet skal sikre, at aktiviteter og tilbud når ud til dem, som ikke selv kommer
- For talenterne
- Temaet skal skaber muligheder for byens talenter, og en scene hvorfra de kan inspirere andre
- For byen
- Kultur og byliv skal være den lim, der gør en samling bygninger til en levende bydel
- For hovedstaden
- København skal give næring til nicherne, nørderne og nationens stoltheder
- For organisationen
- Indsatsen kræver en moderne og digital forvaltning, der samarbejder med idræts- og kulturlivet i byen
Folkeoplysningspolitik er ikke længere en integreret del af Kultur- og Fritidspolitikken. Det fremgår af folkeoplysningsloven (§ 34), at Borgerrepræsentationen vedtager en politik for det folkeoplysende område. Politikken skal indeholde følgende elementer:
-
Målsætning for borgernes deltagelse i den folkeoplysende voksenundervisning og det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde.
-
Rammer for den folkeoplysende voksenundervisning og det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde, herunder de fysiske rammer.
-
Samspil og sammenhæng mellem den støtteberettigede folkeoplysningsvirksomhed og selvorganiserede grupper og aktiviteter, herunder også de økonomiske rammer for det folkeoplysende udviklingsarbejde.
-
Samspil mellem den folkeoplysende virksomhed og øvrige politikområder, herunder muligheder for indgåelse af partnerskaber om løsning af konkrete opgaver.
-
Afgrænsning af aktiviteter inden for den folkeoplysende virksomhed i forhold til andre tilgrænsende aktiviteter.
-
Omfanget og karakteren af brugerinddragelsen af den folkeoplysende virksomhed i kommunen.
Forvaltningen foreslår, at Folkeoplysningsudvalget anmoder forvaltningen om at udarbejde udkast til en ny Folkeoplysningspolitik for perioden 2023-2026. Forvaltningen foreslår desuden, at den nye Folkeoplysningspolitik tager udgangspunkt i folkeoplysningsområdets hovedområder (voksenundervisningsområdet, det frivillige folkeoplysende foreningsområde og bookingområdet) og relaterer til den vedtagne Kultur- og Fritidspolitik, hvor det er relevant.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Forvaltningen udarbejder udkast til Folkeoplysningspolitik på baggrund af udvalgets tilkendegivelser.
Mads Kamp Hansen
/Rikke Lauritzen
Beslutning
Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 11. april 2023:
Udvalget besluttede at nedsætte en arbejdsgruppe bestående af Anders Berner, Charlotte Lorenzen, Kåre Emtoft, Niels P. Ravn, Søren Hemmingshøj og Thomas Mathiesen. Arbejdsgruppen skal komme med input til emner i den nye Folkeoplysningspolitik.