Mødedato: 10.12.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Udviklingspuljen for børn og unge

Se alle bilag
Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til ansøgninger til Udviklingspuljen for børn og unge, orienteres om administrative bevillinger fra puljen, orienteres om et administrativt afslag samt tage stilling til forbrug af restmidler for puljen.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Folkeoplysningsudvalget godkender de indstillede ansøgninger under pkt. 1 - 2 (bilag 1 - 2),
  2. at Folkeoplysningsudvalget tager de administrative bevillinger (bilag 3) og et administrativt afslag til efterretning, og
  3. at Folkeoplysningsudvalget godkender, at en del af de resterende midler fra Udviklingspuljen for børn og unge anvendes til dækning af underskud på budgettet for tilskud til lederkurser.

Problemstilling

To foreninger har søgt Folkeoplysningsudvalget om midler fra Udviklingspuljen for børn og unge. Den ene forening søger om midler til projektets 2. år. Udvalget skal tage stilling til ansøgningerne.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har administrativt bevilget fem projekter midler fra Udviklingspuljen for børn og unge. Forvaltningen orienterer herom.

Bispebjerg Bokseklub har søgt om et tilskud på 97.220 kr. til indkøb af sportsrekvisitter. Ansøgningen har været behandlet som et medlemsforslag i Kultur- og Fritidsudvalget og blev henvist til behandling i Folkeoplysningsudvalget. Forvaltningen har meddelt Bispebjerg Bokseklub afslag på ansøgningen, idet Udviklingspuljen kun kan anvendes til støtte af projekter, men ikke til almindeligt indkøb af udstyr.

Der er på budget 2013 for Tilskud til lederkurser et forventet underskud på ca. 400.000 kr. Udvalget skal tage stilling til, hvorvidt underskuddet skal dækkes af en del af restmidlerne fra Udviklingspuljen for børn og unge.

Løsning

Aktivitetsudvikling / rekruttering.
1. Rockets Cheerleaders er indstillet til en bevilling på 163.750 kr. som støtte til projektet "Opstart af 3 nye aktiviteter". Der søges støtte til trænerløn (78.750 kr.), PR (10.000 kr.) og rekvisitter efter liste (75.000 kr.).

Formål og målgruppe.
Rockets Cheerleaders blev stiftet i 2009 og oplever stor tilgang af børn og unge. Foreningen er hjemmehørende i Tingbjerg, Husum og Brønshøj, og træningen foregår på EnergiCenter Voldparken syv gange ugentligt. Herudover har foreningen tider på Husum og Brønshøj Skole.
Med dette projekt vil foreningen imødekomme den fortsatte medlemsstigning ved at oprette tre nye aktiviteter, fordelt på seks nye faste hold.
Rockets Cheerleaders lægger vægt på at udvikle børnene til at blive dygtige atleter, som dyrker deres holdsport med engagement, på et seriøst niveau og med et godt kammeratskab på tværs af kulturelle og sociale forskelle.
De nye aktiviteter fordeler sig med to nye hold til hver aktivitet, hvor der tilbydes:
  • springgymnastik / tumling
  • smidighedstræning
  • cheerleader hold

På samtlige hold vil der være tilknyttet to instruktører.

Herudover indeholder projektet rekruttering og uddannelse af trænere samt udvikling af træningsprogrammer.

Projektets målgruppe er 4-24 årige piger og drenge fra lokalområdet. Erfaringsmæssigt tiltrækker sporten flest piger.

Varighed.
Projektperioden er 15. oktober 2013 - 14. oktober 2014.

Succeskriterier.
Foreningen forventer, at ca. 50 nye børn og unge under 25 år vil blive faste medlemmer efter projektperioden. Herudover forventes det, at der uddannes seks nye instruktører til at videreføre holdene efter projektperioden.

Metode.
Deltagerne vil blive rekrutteret via projektets og foreningens deltagelse i FerieCamp og andre lokale arrangementer. Der vil blive holdt "åbent hus" i foreningen, hvor børnene får mulighed for at afprøve de forskellige aktiviteter. Projektet vil udbrede kendskabet til cheerleading ved at besøge SFOer, skoler og børnehaver. Til dette formål vil der blive udarbejdet flyers, posters og opsat bannere ved arrangementer.

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at der bevilges 163.750 kr.

Integration.
Global Kidz er indstillet til en bevilling på 108.750 kr. som støtte til andet år af projektet "Global Kidz i Dansekapellet". Bevillingen gives som støtte til projektlederløn (78.750 kr.), PR (10.000 kr.), udstyr og rekvisitter (10.000 kr.) og afsluttende dokumentation (10.000 kr.). Til projektets første år blev der bevilget 98.750 kr.

Formål og målgruppe.
Projektets formål er at starte en ny afdeling af Global Kidz med undervisning i Dansekapellet. Projektet fokuserer på lokalområdets børn, hvor hovedparten er med anden etnisk baggrund end dansk.

Varighed.
Projektperioden er  1. januar 2013 - 31. december 2014.

Succeskriterier.
Projektet er knapt halvt igennem projektperioden og har fået 19 nye medlemmer og en hjælpetræner til at undervise.
I et samarbejde med kontaktpersoner fra beboerprojektet "Bispebjerg" har der været afviklet workshops på nogle af Teater Nords forestillinger, der har været afholdt motionsdag for børnene i udskolingen og foreningsdag på Tagensbo Skole.
Projektet har herudover kontakt til et boligsocialt projekt i Dommerparken, hvor børnene har lavet danseoptræden.
Grundet lærerlockouten i foråret 2013 lykkedes det ikke at skabe kontakt til skolerne i Bispebjerg, men efterfølgende er der etableret kontakt til lærere fra Holbergskolen, Utterslev Skole og Tagensbo Skole.
Den største udfordring for foreningen er at opsøge og fastholde de tosprogede børn og få kontakt til deres forældre for at få dem til at forstå, hvor vigtigt det er at støtte børnene i deres fritidsinteresse.

Metode.
Projektet fortsætter sit arbejde med at skaffe kontakter til skoler, institutioner og boligforeninger i Nordvest, for at skabe relationer til områdets børn. Projektets mål er at ialt 50 nye børn og unge vil blive medlemmer af foreningen. Heraf er de 19 allerede "i hus".

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at der bevilges 108.750 kr. til projektets 2. år.

Restmidler fra Udviklingspuljen for børn og unge.
Der er ca. 850.000 kr. tilbage på budget 2013 for Udviklingspuljen for børn og unge.

Til Tilskud til lederkurser er der på budget 2013 afsat 1.200.000 kr. 
Det skønnes at der i 2013 vil være et underskud på ca. 400.000 kr. til Tilskud til lederkurser, hvorfor Kultur- og Fritidsforvaltningen anbefaler at underskuddet dækkes af en del af restmidlerne fra Udviklingspuljen for børn og unge.




 

Økonomi

Udviklingspuljen for børn og unge har i 2013 et budget på 5.605.000 kr.

På Folkeoplysningsudvalgets møde 28. oktober 2013 blev det besluttet at nedsætte et netværk for kulturudøvende foreninger i København for en 2-årig periode. Udgiften hertil udgør ialt 590.000 kr., og beløbet bevilges af Udviklingspuljens midler fra budget 2013.

Der er til dette møde en særskilt indstilling om, at der afsættes 250.000 kr. til en aktivitetsmedarbejder i Mimersparken. Det er indstillet, at udgiften afholdes af budget 2013 for Udviklingspuljen for børn og unge.

Der er til dette møde indstillet to projekter for ialt 272.500 kr., overførsel af 400.000 kr. til Tilskud til lederkurser, og der er givet fem administrative bevillinger på ialt 382.610 kr.

Der er på budget 2013 tilbagebetalt ialt 28.450 kr. fra to lukkede projekter. Internationale Familiers Club har tilbagebetalt  23.450 kr. for projektet "International Dansecafé", og COOLTUR har tilbagebetalt 5.000 kr. for projektet "COOLTUR".



Resterende midler i Udviklingspuljen efter FOU 28. oktober 2013                      

                                         2.365.886 kr.

 Tilbagebetalt fra 2 lukkede projektet

                              28.450 kr.

 Netværk for kulturudøvende foreninger

590.000 kr.

 Aktivitetsmedarbejder Mimersparken

250.000 kr.

 Bevillinger indstillet til dette møde

672.500 kr.

 Administrative bevillinger

382.610 kr.

 Markedsføring af Udviklingspuljen

50.000 kr.

 Rest på budget 2013

 449.226 kr.



Mads Kamp Hansen

                                                                                                /Marianne Kruckow




Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt.
Til top