Mødedato: 10.12.2007, kl. 15:00

Foreningernes vurdering af Fritid & Idræts serviceniveau

Foreningernes vurdering af Fritid & Idræts serviceniveau

Folkeoplysningsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde mandag den 10. december 2007

 

 

14.      Foreningernes vurdering af Fritid & Idræts serviceniveau(FOU  92/2007)

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Fritid & Idræt har undersøgt de frivillige folkeoplysende foreningers vurdering af Fritid & Idræts serviceniveau. Folkeoplysningsudvalget skal drøfte undersøgelsens resultater og tage den til efterretning.

 

 

INDSTILLING OG Beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Folkeoplysningsudvalget tager brugerundersøgelsen til efterretning.

 

 

Folkeoplysningsudvalgets beslutning i mødet den 10. december 2007:

 

Udvalget tog uundersøgelsen til efterretning.

 

 

Problemstilling

Fritid & Idræt har i efteråret 2007 foretaget en spørgeskemaundersøgelse, der har undersøgt foreningernes vurdering af Fritid & Idræts serviceniveau. I 2005 blev der foretaget en tilsvarende undersøgelse, og i foreliggende rapport er der foretaget en sammenligning af resultaterne.

 

Løsning

I brugerundersøgelsen for 2007 er målgruppen udvidet til at dække følgende foreningstyper:

1. Tilskudsforeninger: Foreninger, der kun modtager tilskud til børn og unge og ikke låner offentlige faciliteter
2. Lokaleforeninger: Foreninger, der kun låner offentlige faciliteter og ikke får tilskud til børn og unge. (Et repræsentativt udsnit af lokaleforeningerne er blevet spurgt.)
3. Lokale- og tilskudsforeninger: Foreninger, der både får tilskud til børn og unge og låner offentlige faciliteter
4. Aftenskoler.

Den samlede svarprocent for de tre første målgrupper (1-3) er 63,9 %
Svarprocenten for aftenskoler er 73 %

Udover gentagelse af spørgsmål fra undersøgelsen i 2005 er der tilføjet en række spørgsmål i 2007, som blandt andet skal afdække foreningernes kendskab til det generelle tilskudsområde samt deres eventuelle ønsker og behov for udviklingstiltag.

Nedenfor skitseres de mest centrale svar og anbefalinger indenfor udvalgte afsnit.

 

 

 

Ansøgning om tilskud
Børne- og ungeforeninger
En del foreninger oplever stadig ansøgning om tilskud samt regnskabsaflæggelse som en ressourcekrævende og administrativ byrde.
Det vurderes, at Fritid & Idræt fortsat skal gøre en særlig indsats på dette område.

Aftenskoler
Der er ikke nogen markant udvikling i forhold til, hvordan sværhedsgraden af ansøgningsmaterialet vurderes. Set i forhold til skolernes størrelse, er det markant, at alle de store skoler finder det meget let, mens de mindre skoler svarer mere bredt.

Flere aftenskoler oplever, at der er meget arbejde og bureaukrati forbundet med den daglige drift. Det vurderes dog, at ansøgningsmaterialet fra Fritid & Idræt generelt er let at forstå.  

Ansøgning om lån af offentlige faciliteter
Omkring halvdelen af foreningerne har nemt ved at søge om lån af offentlige fritidsfaciliteter.  Det vurderes, at Fritid & Idræt fortsat kan gøre en ekstra indsats for at lette den administrative byrde for foreninger, der ønsker at søge om lån af offentlige fritidsfaciliteter.

Rådgivning
Lokale- og tilskudsforeninger (børn og unge)
Foreningerne er generelt rigtig glade for rådgivningen fra Fritid & Idræt. Dette gælder alle rådgivningstyper (telefonisk, e-mail, personligt møde). Flest foreninger har modtaget telefonisk rådgivning. På andenpladsen kommer personligt møde med medarbejder, som især tilskudsforeningerne (børn og unge) har benyttet sig af.
Det vurderes, at Fritid & Idræt yder en meget god og serviceminded rådgivning.

Aftenskoler
Ligesom foreninger, er også aftenskolerne generelt glade for rådgivningen fra Fritid & idræt. Der er flest, der har modtaget telefonisk rådgivning, derefter kommer personligt møde med en medarbejder og til sidst rådgivning via e-mail. Det ser ud til at aftenskolernes størrelse, har betydning for oplevelsen af tilfredshed med de forskellige former for rådgivning. Der er en tendens til, at jo større aftenskolen er, jo større er tilfredsheden.
Det vurderes, at Fritid & Idræt yder en meget god og serviceminded rådgivning, både telefonisk, pr. e-mail og gennem personlige møder.

Kendskab til muligheder for foreninger i København
I 2007 er foreningerne blev spurgt om deres kendskab til mulighederne for foreninger i København. Her er der en markant forskel på foreninger, der kun låner offentlige fritidsfaciliteter, og foreninger, der både låner faciliteter og modtager tilskud til medlemmer under 25 år.

Det vurderes, at Fritid & Idræt kan gøre en indsats for at markedsføre puljerne for frivillige folkeoplysende foreninger i København. Derudover vurderes det, at der skal informeres bredere om, at børne- og ungeforeninger, der modtager tilskud, kan søge tilskud til lederkurser.

Foreningernes interesse for at søge tilskud indenfor fokusområder
I 2007 er foreningerne blevet spurgt om interessen for at søge puljemidler indenfor udvalgte områder. Lokaleforeninger viser generelt en svag interesse for at søge puljemidler indenfor bestemte fokusområder. Lokale- og tilskudsforeningerne er især interesseret i at søge puljemidler til projekter, hvor de selv definerer formålet. Disse foreninger viser dog også interesse for at søge midler til projekter for børn og unge med særlige behov samt til integrationsfremmende formål.

Det vurderes, at Fritid & Idræt fremover kan gøre en større indsats for at synliggøre puljerne til lokale/tilskudsforeningerne. Dette skal sammenholdes med det faktum, at kun ca. halvdelen af disse foreninger har kendskab til puljerne.

Aftenskolernes interesse for udviklingsaktiviteter
Interessen for udviklingsaktiviteter er – uafhængig af aftenskolernes størrelse – meget stor. Over halvdelen ønsker at udvikle nye aktiviteter. Der er også stor interesse for at udvikle nye undervisningsformer og nye projekter. Og endelig har omkring halvdelen af aftenskolerne svaret positivt på, at de også ønsker at indlede samarbejde med nye samarbejdspartnere.

 

 

Økonomi

Indstillingen indeholder ingen økonomiske konsekvenser.

 

 

Videre proces

Fritid & Idræt arbejder videre med brugerundersøgelsens anbefalinger.

 

Bilag

1. Foreningernes vurdering af Fritid & Idræts serviceniveau, brugerundersøgelse 2007

2. Noter til svar fra lokaleforeninger, lokale/tilskudsforeninger og tilskudsforeninger

3. Noter til svar fra aftenskoler

4. Fordeling af aftenskolernes svar i forhold til størrelse

 

 

 

        

         Mads Kamp Hansen                       / Anders Christensen

 

 


 

Til top