Mødedato: 10.10.2023, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Medlemsforslag om dispensation fra tilbagebetaling af tilskud

Folkeoplysningsudvalget skal behandle medlemsforslaget.

Indstilling

John Kalo har anmodet om, at følgende medlemsforslag optages på dagsordenen for Folkeoplysningsudvalgets møde den 10. oktober 2023:

  1. Bevilgede tilskud for år 2023, bliver ekstraordinært ikke tilbagebetalt af de aftenskoler og foreninger, som ikke har en chance for at udføre planlagt aktivitet p.g.a. facilitetsmangel. Til gengæld skal aftenskoler/foreninger dokumentere deres aktivitetsniveau, som det var planlagt i deres administrationssystem (holdlister, undervisere og lektioner) samt indsende ansættelsesbreve for undervisere.
  2. I 2024 skal kommunale svømmehaller holde ekstraordinært åbent i juni måned for godkendte foreninger og aftenskoler, så de kan nå at indhente en del af deres manglende aktivitet.
  3. Langsigtet strategi i 10 års periode, om at bygge mere kapacitet i området, samt at svømmehalsrenovering koordineres bedre end hidtil.

Motivering

Det er et velkendt faktum, at Københavns Kommune har stor mangel på egnede lokaler til foreninger og aftenskoler. Situationen er desværre forværret hvert år. Det er en stor frustration blandt borgere og vores foreninger/aftenskoler.

Manglen er især stor i forhold til varmtvandsbassiner og andre typer af bassiner. I skrivende stund, har vi kun et fungerende varmtvandsbassin for hele Københavns Kommune i DGI Byen.

Problematikken har også været i mediernes fokus: TV2 Lorry, Politikken og andre medier.

Der er godt fyldt op i hovedstadens svømmeanlæg. Tallene viser, at hver plads deles af omkring 32.000-35.000 borgere, og ventelisterne bliver større og større.

Aftenskoler og foreninger mister hermed deltagere og undervisere/instruktører/administrativt personale, som i den nuværende beskæftigelsessituation i Danmark er næsten umulig at reetablere.

Især aftenskoler i Københavns Kommune (som har aktiviteter i svømmehaller) bliver dermed straffet to gange. Dels p.g.a. manglende planlagt aktivitetsniveau og mistet deltagerbetaling, dels p.g.a. krav om tilbagebetaling af tilskud til kommunen i 2 år, ifølge gældende tilskudsregler.

Dette kan også ses i størrelsen af omfordeling for år 2023 for aftenskoler.

Dette har store konsekvenser for vores aftenskolers overlevelse i vores kommune.

Vi er i høj grad med til at bevare borgernes fysiske sundhed og forebygge eller forhale funktionsnedsættelser. En lang række foredrag og foredragsrækker udvikler desuden interessen for samfundets udvikling og skaber et trygt miljø.

Man kan godt sammenligne nuværende ekstraordinære situation med Covid-situationen, hvor alle faciliter var lukkede og aktivitet umulig at gennemføre.

Denne facilitetskrise kommer oveni økonomisk usikkerhed på grund af cornakrisens indvirkning på driften samt den høje inflation.

Som det er nu, ophører bookinger af kommunale svømmehaller 1. juni, svømmehaller er lukkede for foreninger/aftenskoler i skoleferien.

De samtidige lukninger af flere store svømmehaller øger kun trængslen i bassinerne i hovedstaden.

København bliver større, og der kommer flere borgere til kommunen, som stiller krav til kommunale faciliteter og kulturlivet. Facilitetsudbuddet skal følge med og tænkes ind i alle bydele.

København har brugt ti år på at renovere sine skoler. Det har været vigtigt og godt. Hvorfor ikke lave en lignende vedligeholdelsesplan for svømmehaller i København?

Forslaget har ikke nogen økonomiske konsekvenser, fordi de berørte aftenskoler/foreninger allerede har fået deres tilskud/tilsagn fra Københavns Kommune.

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 10. oktober 2023:

Forvaltningen undersøger de foreslåede initiativer.

Sagen tages op igen på udvalgets næste møde.

Til top