Mødedato: 10.06.2020, kl. 16:30
Mødested: Microsoft Teams

Forudbetaling af tilskudsrater for 2. halvår 2020

Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til forudbetaling af tilskudsrater for 2. halvår 2020 som konsekvens af Corona-krisen.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsforvaltningen, som følge af Covid 19-krisen, bliver bemyndiget til at udbetale tilskud til aftenskoler og foreninger, der søger om det, for 2. halvår af 2020.

Problemstilling

Folkeoplysningsudvalget besluttede på sit møde den 17. april 2020 at bemyndige forvaltningen til at udbetale tilskud til aftenskoler og foreninger for 1. halvår af 2020 hurtigst muligt og til at forberede udbetaling af tilskud for 2. halvår 2020.

Løsning

"Bekendtgørelse om visse midlertidige foranstaltninger for den frie folkeoplysende virksomhed som led i forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med Covid-19" giver blandt andet mulighed for at fremrykke kommende ratetilskud for kalenderåret 2020. Der skal fortsat aflægges tilskudsregnskaber efter de sædvanlige instrukser, men det er anerkendt, at budgetterne vil ændre sig.

Tilskuddet for 2. halvår til aktører og institutioner udgør mindst 60 mio. kr. For aftenskolernes vedkommende drejer det sig i 2. halvår 2020 om 24 mio. kr. og for foreningernes vedkommende om ca. 35 mio. kr.

Forvaltningen foreslår, at tilskuddene udbetales efter ansøgning og ikke automatisk, da behovene antages at være forskellige, og nogle foreninger og aftenskoler kan risikere at skulle betale negative renter. Hvis foreninger eller aftenskoler, der søger, er under skærpet tilsyn, vurderer forvaltningen individuelt og konkret, om tilskud kan udbetales.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis indstillingen godkendes, orienterer forvaltningen aftenskoler og foreninger om muligheden for at søge om forudbetaling af tilskud gennem nyhedsbrevet Nyt til foreninger og aftenskoler og kommunens hjemmeside.

 

Mads Kamp Hansen

  /Marianne Kruckow

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 10. juni 2020:

Indstillingen blev godkendt.

Til top