Godkendelse af folkeoplysende foreninger der søger lokaler
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget drøfter og eventuelt godkender ansøgningen fra Musik i Folkeskolen, der søger om godkendelse som folkeoplysende med henblik på at anvende offentlige lokaler, jf. bilag 1, og
- at Folkeoplysningsudvalget godkender to foreninger, der søger om godkendelse som folkeoplysende med henblik på at anvende offentlige lokaler, jf. bilag 1.
Problemstilling
Ledige offentlige lokaler skal ifølge folkeoplysningsloven stilles til rådighed for folkeoplysende foreninger. De ansøgende foreninger har søgt om og opfylder kravene til at blive godkendt som folkeoplysende foreninger med henblik på at få stillet lokaler til rådighed.
Løsning
En ansøgende forening skal opfylde en række betingelser i henhold til folkeoplysningsloven og Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København for at blive godkendt som en folkeoplysende forening. Der stilles blandt andet krav til foreningens formål og vedtægter, der skal vedlægges ansøgningen.
Når en forenings ansøgning er komplet, meddeler forvaltningen en administrativ godkendelse, så foreningen kan søge tider og påbegynde sine aktiviteter. Den administrative godkendelse er betinget af, at foreningen godkendes på førstkommende møde i Folkeoplysningsudvalget.
Musik i Folkeskolen har supplerende oplyst, at man ikke har forbindelse til eller samarbejde med Musikskolen. Musik i Folkeskolen samarbejder med Kirkebjerg Skole, men holdene er åbne og ikke forbeholdt eleverne på skolen. Børnene tilmelder sig individuelt og betaler kontingent. Planen er, at undervisningen skal tilbydes efter skoletid - afhængigt af hvilke tider, Musik i Folkeskolen kan få tildelt. Jf. bilag 2.
Yderligere to foreninger i bilag 1 indstilles til godkendelse, idet de opfylder betingelserne i folkeoplysningsloven og Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København.
En forening, der har søgt om godkendelse, lever ikke op til betingelserne og er administrativt meddelt afslag, jf. bilag 1.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Forvaltningen meddeler foreningerne Folkeoplysningsudvalgets beslutning.
Mads Kamp Hansen
/Marianne Kruckow
Beslutning
Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 10. juni 2020:
Udvalget besluttede at godkende Musik i Folkeskolen som folkeoplysende forening.
Indstillingen blev godkendt.