Mødedato: 09.12.2003, kl. 15:00

Ansøgning om tilskud til udvikling af et fælles værdigrundlag for aftenskolerne i København

Ansøgning om tilskud til udvikling af et fælles værdigrundlag for aftenskolerne i København

Folkeoplysningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 9. december 2003

 

 

9.      Ansøgning om tilskud til udvikling af et fælles værdigrundlag for aftenskolerne i København

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Folkeoplysningsudvalget bevilger 389.000 kr. til at udvikle et fælles værdigrundlag for aftenskolerne i København

at der anvises kassemæssig dækning for beløbet på konto 03.71.1 (start- og udviklingspuljen 2003).

 

 

 

RESUME

Efter Kultur- og Fritidsforvaltningens opfattelse er der brug for at udvikle et koncept/redskab, som aftenskolerne i Københavns Kommune kan anvende til at udvikle, evaluere og dokumentere deres praksis. Forvaltningen ønsker derfor at igangsætte et projekt, hvis formål er at finde frem til et fælles værdigrundlag for aftenskolerne i København Kommune. Heraf kan der på længere sigt udledes nogle fælles parametre, der kan evalueres ud fra på alle aftenskoler i Københavns Kommune– eller eventuelt på landsplan. Materialet vil desuden kunne anvendes som dokumentation af området.

Torben Schipper, Den Rytmiske Aftenskole, og Jørgen Jørgensen, Studieskolen, har på baggrund af en konkret ansøgning fået tilsagn om et tilskud fra Undervisningsministeriets Tips- og Lottomidler på 405.500 kr. til en undersøgelse af "Aftenskolernes interessenter og identitet". I ansøgningen var det forudsat at Københavns Kommune yder et tilskud på 265.000 kr.

Efter forvaltningens vurdering kan de to projekter med nogle nærmere beskrevne ændringer med fordel sammenlægges til et projekt.

På den baggrund indstiller forvaltningen, at der bevilges 389.000 kr. til projektet, idet ændringerne i forhold til det oprindelige projekt betyder, at beløbet på 265.000 kr. ikke er tilstrækkeligt. 

Det skal understreges, at de 389.000 kr. udelukkende er til en afdækning af et fælles værdigrundlag for aftenskolerne i Københavns Kommune.

Det landsdækkende aspekt er kun medtaget for at vise, at projektet også er tænkt ind i en mere langsigtet dimension.

Det forudsættes, at Undervisningsministeriet vil give tilladelse til, at projektdesignet ændres.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Efter Kultur- og Fritidsforvaltningens opfattelse er der brug for at udvikle et koncept/redskab, som aftenskolerne i Københavns Kommune kan anvende til at udvikle, evaluere og dokumentere deres praksis. Forvaltningen ønsker derfor at igangsætte et projekt, hvis formål er at finde frem til et fælles værdigrundlag for aftenskolerne i København Kommune. Heraf kan der på længere sigt udledes nogle parametre, som kan danne grundlag for et fælles evalueringsmateriale.

Torben Schipper, Den Rytmiske Aftenskole, og Jørgen Jørgensen, Studieskolen, søgte den 27. november 2002 Undervisningsministeriet om tilskud fra Tips- og Lottomidlerne på 420.000 kr. til en undersøgelse af "Aftenskolernes interessenter og identitet", hvor de to ovennævnte skoler samt en skole mere, der har en bredere profil, skulle medvirke (bilag 1). I ansøgningen var det forudsat, at Københavns Kommune yder et tilskud på 265.000 kr. Ansøgningen blev den 28. maj 2003 imødekommet med et tilskud på 405.500 kr.

Undersøgelsen blev forelagt Folkeoplysningsudvalget til orientering den 3. februar 2003 med henblik på en bevilling på de sidste 265.000 kr. Ved den lejlighed blev det besluttet, at Folkeoplysningsudvalget skulle anbefale Kultur- og Fritidsudvalget, at der skulle overføres midler fra 2002 til finansiering af projektet. På Kultur- og Fritidsudvalgsmødet den 27. marts 2003 var der imidlertid kun ca. 600.000 kr. til fordeling, hvorfor de 265.000 kr. til projektet alligevel ikke blev bevilget.

Efter forvaltningens vurdering kan de to projekter med fordel sammenlægges til et projekt. Men der bør i den forbindelse foretages følgende ændringer (bilag 2) i forhold til projektbeskrivelsen for "Aftenskolernes interessenter og identitet":

 Der bør inddrages:

·        Et større antal skoler, således at de medvirkende skoler tilsammen er repræsentative for aftenskolerne i KK

·        Ekspertviden om folkeoplysningens ide og tradition.

·        Folkeoplysende nøglepersoners visioner for området.

·        En generering af aftenskolernes "best practise".

Et projekt, hvor de parametre, der kan evalueres ud fra, afdækkes i Københavns Kommune, vil kunne fungere som pilotprojekt i forbindelse med et landsdækkende materiale, som kunne danne grundlag for et egentligt landsdækkende evalueringsmateriale. Såvel afdækningen af de landsdækkende parametre som udviklingen af selve evalueringsmaterialet vil der kunne søges midler til i Undervisningsministeriet.

På den baggrund indstiller forvaltningen, at der bevilges 389.000 kr. til projektet, idet ændringerne i forhold til det oprindelige projekt betyder, at beløbet på 265.000 kr. ikke er tilstrækkeligt. 

Det skal understreges, at de 389.000 kr. udelukkende er til en afdækning af et fælles værdigrundlag for aftenskolerne i Københavns Kommune.

Det landsdækkende aspekt er kun medtaget for at vise, at projektet også er tænkt ind i en mere langsigtet dimension.

Det forudsættes, at Undervisningsministeri et vil give tilladelse til, at projektdesignet ændres i overensstemmelse med ovenstående. 

 

ØKONOMI

Der anvises kassemæssig dækning for beløbet på konto 03.71.1 (start- og udviklingspuljen 2003). Herved er midlerne i puljen i 2003 opbrugte.

 

BILAG

1.  Oprindelig projektbeskrivelse for "Aftenskolernes interessenter og identitet"

2.  Notat om udvikling af et fælles værdigrundlag for aftenskolerne i København

 

                     

                                            Mads Kamp Hansen

                                                                                                                                                                                                                         

                                                                                                           / Lisa Hougaard   

 


 


Til top