Mødedato: 09.03.2009, kl. 15:00

Udviklingspuljen for børn og unge 2009

Udviklingspuljen for børn og unge 2009

Folkeoplysningsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde mandag den 9. marts 2009

 

 

5.      Udviklingspuljen for børn og unge 2009(FOU  18/2009)

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til ansøgninger til Udviklingspuljen for børn og unge samt orienteres om administrative bevillinger.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Folkeoplysningsudvalget godkender de indstillede ansøgninger (bilag 1-4)

2. at Folkeoplysningsudvalget tager den administrative ansøgning til efterretning     

    (bilag 5)

 

Folkeoplysningsudvalgets beslutning i mødet den 9. marts 2009:

 

Udvalget godkendte indstillingen.

 

Problemstilling

4 foreninger har søgt Folkeoplysningsudvalget om midler fra Udviklingspuljen for børn og unge (indstilles til mere end 100.000 kr.) Udvalget skal tage stilling til ansøgningerne.

Kultur- & Fritidsforvaltningen har administrativt bevilget 1 projekt midler fra Udvik-lingspuljen for børn og unge (under 100.000 kr.). Forvaltningen orienterer om dette.

Alle 5 ansøgninger ligger inden for retningslinierne for Udviklingspuljen for børn og unge.

 

Løsning

1. FC United er indstillet til 2. års bevilling på i a lt 175.000 kr. fra den "åbne pulje" som støtte til projektet "Etablering af boldklub med bane i Nørrebroparken". Bevillingen indstilles til fortsættelse af projektet med tilskud til: koordinatorløn, rekvisitter og husleje.  

Formål og målgruppe. Projektets formål er at etablere en lokal boldklub i KBU-regi omkring Nørrebro Parken. Klubben er blevet etableret den 13. marts 2008. Målgruppen er lokale børn og unge af begge køn under 25 år primært med anden etnisk baggrund end dansk. 

Varighed. Projektperioden er fra 1. oktober 2007 til 30. september 2009.

Succeskriterier Pr. november 2008 er 43 drenge og 22 piger blevet medlemmer af foreningen – alle under 25 år. Der er 8-10 frivillige tilknyttet foreningen, hvoraf 7 er aktive med træning af holdene. Der er en kvindelig træner og en pigeassistent.

 

Metode: Der afholdes indendørs træning og turneringer, og der trænes udendørs i Nørrebro Parken. Der er sat fokus på kost, motion og sundhed. Klubben vil skabe forståelse for dansk foreningstradition hos områdets mange børn og voksne med anden etnisk baggrund end dansk.

 

2. Copenhagen Cruise er indstillet til en bevilling på 150.000 kr. fra Fokusområde 2 "Street". Bevillingen indstilles til afvikling af Copenhagen Street-Festival 2009.

Ni foreninger, der hver især repræsenterer en gren af street kulturen, er gået sammen om at løfte projektet CSF. Ved arrangementet vil man kunne opleve en række kunst- og aktivitetsformer, der spiller sammen, giver mulighed for nye oplevelser og inspirerer til nytænkning. Bevillingen indstilles til: Markedsføring, leje af udstyr, leje af faciliteter, tilskud til aktivitetsgennemførelse og projektlederløn.

 

Formål og målgruppe. Ideen er at give de unge og foreningerne en tilbagevendende vinterevent, der giver mulighed for, at man kan vise sine evner gennem et større udstillingsvindue end normalt og samtidig kunne være med i et større fællesskab, hvor man netværker og inspirerer på tværs af bygrænser og aldre. Samtidig skabes der også et alternativt forum, hvor kunst og idræt bliver sammensmeltet på en helt anden måde, end det er tilfældet i dagligdagen.

Der findes en masse små interessante arrangementer, som afvikles mange forskellige steder med jævne mellemrum i løbet af året, og tanken er, at det kunne give nogle rigtigt gode energier, hvis man samlede hele denne aktivitet under samme tag. Eksperimentet med at integrere hele street-kulturen under samme tag er et meget interessant og inspirerende område. Det er meningen, at festivalen skal forgrene og udvikle sig til at kunne involvere flere foreninger, flere aldersgrupper, flere samarbejdspartnere samt at arbejde nationalt og internationalt. Målgruppen er i alderen fra 12 – 30 år.

 

Varighed. Projektperioden er fra 1. marts 2009 til 31. december 2009. Selve festivalen strækker sig over en weekend (lørdag eller søndag) i november 2009. 

 

Succeskriterier. At afvikle aktiviteter ude i de nærområder, hvor de unge befinder sig, samt at få flere børn og unge gjort aktive i klub og foreningslivet.

 

Metode. Et hav af tilbud, opvisninger og workshops vil kunne opleves under samme tag, over hele dagen. Aktiviteterne er inden for områderne Skate Area, Baal Area, Hip Hop Music Area, Street Art Area og Dance Area. Som udgangspunkt er tanken at lægge aktiviteterne på tværs af aldersgrupperne, således at de yngre rent fysisk får mulighed for at spille, synge, tegne, danse osv. sammen med de ældre. Dagen afbrydes løbende af små sessions på 10 min., hvor alt fokus kommer på den enkelte aktivitets finale, koordineret med et sang- eller rapnummer. På den måde får hver happening hver deres "prime time" i en realistisk tidsblok.   

 

3. Global Kidz er indstillet til et 2-årigt projekt. Der indstilles en bevilling til første år på 155.500 kr. og andet år til 166.000 kr. fra den "åbne pulje" som støtte til etablering af en ny forening. Der søges til: projektlederløn, PR, kostumer, rekvisitter og workshops.

Formål og målgruppe. Projektet Global Kidz har til formål at starte en frivillig folkeoplysende forening for børn og unge, der skal danne ramme om undervisning og optræden med dans, sang og rytme med udtryk relateret til børnenes forskellige kulturelle baggrunde.

Målgruppen er børn med anden etnisk baggrund end dansk, både drenge og piger i alderen fra 9 – 13 år. Den sekundære målgruppe er alle interesserede børn i aldersgruppen, samt børnenes familier.

 

Varighed. Projektperioden er fra 1.marts 2009 til 31. december 2010

Succeskriterier: Målet er, at ca. 40-50 børn, hvoraf mindst 50 % har en flerkulturel baggrund, bliver medlem af foreningen. At øge børnenes selvværd og styrke deres fysiske form, motorik, samarbejdsevner og fællesskabsfølelse.

 

Metode. Børnene vil blive undervist om egne kulturelle rødder, en kreativ proces med dialog og nye udtryk. Undervisningen vil blive varetaget af 2 undervisere, en danser og en musiker med kendskab til det kulturelle, ofte kunstnere af anden etnisk baggrund end dansk, der også vil fungere som positive rollemodeller. Til én undervisningsgang vil børnene arbejde med: Opvarmning, rytmisk koordination, kvalitet i stemme, bevægelse og rytme, indlæring af nye sange og danse, koreografi, repetition af allerede tillærte danse og sange, baggrundsviden om de pågældende danse og musikkulturer.

Undervisningen vil lægge op til, at børnene selv skaber bevægelser og koreografier inspireret af det tillærte materiale.

 

4. DGI Storkøbenhavn er indstillet til 2. års bevilling på i alt 281.000 kr. fra Fokusområde 2 "Street" til projektet "Tipoff-Street" . Bevillingen er givet som tilskud til aktiviteter for unge og i samarbejde med unge, der har interesse for streetbasket og streetsoccer på de københavnske baner i byens rum. Derudover gives der tilskud til projektkoordinatorløn og uddannelse, PR, netværks- og foreningsudvikling, færdiggørelse af www.tipoff.dk , rekvisitter og transport af disse.

Formål og målgruppe. Projektets mission er at udbrede, udvikle, koordinere og understøtte allerede igangværende aktivitet og igangsatte nye aktiviteter på området – således, at der skabes øget aktivitet, og flere unge bliver fysisk aktive og deltager i relevante fællesskaber omkring streetboldspil. Det vurderes, at streetbasket og streetsoccer som aktiviteter i København har et stort potentiale. Begge aktivitetsområder ønsker en udvidelse af eksisterende tiltag, som kan udbrede aktiviteterne til en bredere målgruppe – bl.a. piger og unge under 18 år.

 

Varighed. Projektperioden er 1. april 2009 til 31. marts 2011.

Succeskriterier. Projektet forventer over de 2 år, at 1000 unge deltager i aktiviteterne. Hvis der i projektperioden opstår behov for dannelse af nye foreninger, vil de blive etableret under DGI. Der er ligeledes mulighed for indmeldelse i allerede eksisterende foreninger.

Metode. Med baggrund i Tipoff -Street er visionen at kunne udvikle et "færdigt" site. En hjemmeside, der er åben for alle med interesse, engagement og lyst til at deltage i streetbasket og streetsoccer aktiviteter – både grupper, foreninger og enkelt personer. Alle skal kunne oprette deres egen profil og kommunikere til og igennem hjemmesiden fra deres PC eller mobiltelefon. Det kan være alt fra et spontant initiativ til at spille en kamp, træne eller afholde turneringer, formidle stævneinvitationer etc., som via hjemmesiden skal kunne nå en meget bred brugerflade. Hjemmesiden skal opfordre og motivere de unge til at komme op af stolen og ud at dyrke streetbasket og streetsoccer. Hjemmesiden er "community driven" og har ligheder med Facebook, Arto og Myspace, men med en direkte niche inden for streetboldspil skal den promovere de mange streetfaciliteter, der findes i byen og dermed være med til at skabe og synliggøre aktivitet på streetboldspilsbaner. Intentionen er, at hjemmesiden kan være med til at skabe kontinuerlig aktivitet på streetbaner i hele københavnsområdet og få flere unge gjort fysisk aktive og deltage i et aktivt fællesskab.

 

Økonomi

Udviklingspuljen for børn og unge har et budget på i alt 5.512.000 kr. (opført tidligere med 6.559.000 kr.) i 2009. Der indstilles til dette møde 4 projekter for i alt 761.500 kr.

1 administrativ bevilling + bevillinger fra 2008 som skal konteres på 2009 + bevillinger fra tidligere møde udgør et forbrug på i alt 2.525.492 kr. Restbudgettet er 2.225.008 kr.

Bevillingen fordeles med følgende forbrug:

Den "Åbne pulje" 4 bevillinger på i alt 587.700 kr. Fokusområde 1 "Børn med særlige behov" 2 bevillinger på i alt 655.000 kr. Fokusområde 2 "Street" 4 bevillinger på i alt 606.000 kr. Fokusområde 3 "Foreningsbaseret Fitness" 1 bevilling på i alt 86.473 kr. Derudover skal 2. rate af bevillinger fra 2008 belaste 2009 med i alt 1.041.819 kr. Offentlige lokaler i alt 0 kr. Andre udgifter (Sommeraktiviteter)i alt 310.000 kr. Tilbagebetaling af bevilling fra foreningerne i alt 0 kr.

 

Videre proces

Fritid & Idræt meddeler projekterne Folkeoplysningsudvalgets beslutning.

 

BILAG

1. Forudsætningsaftale for projekt "Etablering af boldklub med bane i   

      Nørrebroparken"

2.   Forudsætningsaftale for projekt "Copenhagen Street Festival 2009"

3.   Forudsætningsaftale for projekt "Global Kidz"

4.   Forudsætningsaftale for projekt "Tipoff - Street"

5.   Administrativ bevilling siden sidste møde.

 

        

Mads Kamp Hansen

 

 


 

Til top