Mødedato: 09.03.2004, kl. 15:00

Hjemvisning af klagesag om Torsdagsklubben til fornyet behandling

Hjemvisning af klagesag om Torsdagsklubben til fornyet behandling

Folkeoplysningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 9. marts 2004

 

 

13.      Hjemvisning af klagesag om Torsdagsklubben til fornyet behandling

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Folkeoplysningsudvalget meddeler tilskud for 2003. Tilskuddet baseres på dokumenteret gennemførte aktiviteter og betalende medlemmer i klubb en i 2003.

 

 

RESUME

Torsdagsklubben har søgt Folkeoplysningsudvalget om støtte efter folkeoplysningsloven i 2003. Folkeoplysningsudvalget har på sit møde den 10. december 2002 givet afslag til Torsdagsklubben. Som følge heraf har Torsdagsklubben klaget til Klageudvalget, der har besluttet at hjemvise sagen til Folkeoplysningsudvalget. Klageudvalget begrunder deres afgørelse med at Folkeoplysningsudvalgets afgørelse ikke lever op til forvaltningslovens begrundelseskrav. Da forvaltningen ikke har yderligere at tilføje, indstilles Torsdagsklubben til tilskud for 2003. Torsdagsklubben har fået afslag på tilskud for 2004 uden at klage over afgørelsen.

 

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Torsdagsklubben har søgt Folkeoplysningsudvalget om støtte efter folkeoplysningsloven i 2003. Folkeoplysningsudvalget har på sit møde den 10. december 2002 givet afslag til Torsdagsklubben. Som følge heraf har Torsdagsklubben klaget til Klageudvalget, der har besluttet at hjemvise sagen til Folkeoplysningsudvalget. Klageudvalget begrunder deres afgørelse med at Folkeoplysningsudvalgets afgørelse ikke lever op til forvaltningslovens begrundelseskrav.

 

Folkeoplysningsudvalget begrundede sit afslag med

"at det af foreningens ansøgning fremgik, at der foregår klubaktiviteter på torsdage fra kl. 17.00 – 20.15. En klubaften kan bestå af formidling af kristendomskundskab, sang, lege, underholdning, sport, udflugter m.v."

 

Ovennævnte opfattede Folkeoplysningsudvalget ikke som faste, planlagte, kontinuerlige folkeoplysende aktiviteter.

 

Torsdagsklubben har efterfølgende over for Klageudvalget beskrevet, at de følger et fast program. Dvs. at der er sang, lege, konkurrencer mv. på samme tid, i rækkefølge hver torsdag. Blot er der et nyt emne (fx venskaber, frygt, racisme) og selvfølgelig nye konkurrencer mv. til hver klubaften. Programmet ser således ud:

 

Kl. 17.00

Medarbejderne mødes. Aftenens emner tales igennem og de forskellige rekvisitter og stole stilles frem.

Kl. 17.45

Vi går over på Lukretiavej og henter børnene

Kl. 18.00

Vi ankommer til klubben

Kl. 18.05

Aftenens program starter:

Velkomst – sang

Reglerne gennemgås

Introduktion til aftens emne

2-3 konkurrencer

Vi synger et par sange

Dukketeater, skuespil, videoklip eller lign.

Kreativ undervisning

Historie, fx med "lysbilledshow", billeder via overhead eller lign.

Kl. 19.15

Vi går i grupper, hvor vi får saftevand og taler om ugen der er gået, hvad der sker i skolen, på fritidshjemmet, og der hjemme m.v.

Kl. 19.30

Børnene følges hjem igen. Herefter er der oprydning, og evaluering af aftenen indtil ca. kl. 20.00

 

Aktiviteter som "historie, fx med "lysbilledshow", billeder via overhead eller lign.", "Vi går i grupper, hvor vi får saftevand og taler om ugen der er gået, hvad der sker i skolen, på fritidshjemmet, og der hjemme m.v." kan ikke karakteriseres som folkeoplysende. De andre aktiviteter er som udgangspunkt folkeoplysende, men programmet minder mere om hvad, der foregår i en fritidsklub eller legestue end i en folkeoplysende forening.

 

Torsdagsklubben har beskrevet, at de henvender sig til indvandrerbørn, hvoraf størstedelen kommer fra belastede hjem. Medlemslisten, som er fremsendt med ansøgningen består af 5 medlemmer. Tre medlemmer bor i Valby på Lukretiavej 16, 3. sal, og to medlemmer på Lukretiavej 16, 1. sal. Af vedtægterne fremgår det, at foreningen er åben for alle.

I forhold til Klageudvalgets krav om en præcisering kan forvaltningen ikke præcisere afslaget klarere end det tidligere er gjort. Da klageudvalget ikke finder begrundelsen for afslaget tilstrækkelig og forvaltningen ikke har yderligere at tilføje til afslaget, indstilles foreningen til tilskud for 2003. Tilskuddet vil blive opgjort på baggrund af aktiviteter, som er gennemført efter folkeoplysningsloven og dokumenteret betalende medlemmer i klubben i 2003.

Torsdagklubben har søgt tilskud for 2004. Her fik de afslag. Dette afslag er ikke der ikke klaget over.

 

MILJØVURDERING

 Der er ikke foretaget miljøvurdering.

 

ØKONOMI

Tilskudsbeløbet bliver taget fra børne- og ungeområdets konto 3.73.1 til aktivitets- og medlemstilskud samt på konto 3.74.1 til lokaletilskud. Kontiene kan dække tilskudsbeløbet.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen kendte.

 

HØRING

Der er ikke foretaget høring.

 

BILAG

Klageudvalgets afgørelse.

 

  Mads Kamp Hansen

                                                                 / Stig Jørgensen


 


Til top