Mødedato: 08.11.2006, kl. 15:00

Ansøgning om dispensation fra Folkeoplysningsloven § 8, stk. 4

Se alle bilag

Ansøgning om dispensation fra Folkeoplysningsloven § 8, stk. 4

Folkeoplysningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 8. november 2006

 

 

5.      Ansøgning om dispensation fra Folkeoplysningsloven § 8, stk. 4

(FOU  71/2006)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at foreningen AOF Metropol får dispensation fra åbenhedskriteriet ved kurser i bevægelseslære: "Kropsglæde, motion og afspænding" på krisecentret Dannerhuset

at dispensationen gives for en tidsbegrænset periode på to år

at AOF Metropol i denne periode registrerer fremmødet i form af mødelister, der viser af- og tilgang på holdene, og indsender dem til Fritid og Idræt.

 

 

RESUME

AOF Metropol har søgt om dispensation fra åbenhedskriteriet ved nogle kurser i bevægelseslære, som de planlægger at gennemføre for kvinder på krisecentret Dannerhuset.

Det indstilles, at AOF Metropol får den ansøgte dispensation i en tidsbegrænset periode på to år på betingelse af, at de registrerer fremmødet.

Hensigten er, at Fritid & Idræt skal kunne vurdere, om deltagermønstret er så stabilt, at deltagerne har mulighed for at få et rimeligt udbytte af undervisningen, inden en eventuel permanent dispensation kan gives.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

AOF Metropol har søgt dispensation for åbenhedskriteriet i forbindelse med nogle kurser i bevægelseslære: "Kropsglæde, motion og afspænding", som de planlægger at gennemføre for kvinder på krisecentret Dannerhuset.

AOF Metropol anfører som begrundelse for ansøgningen, at kvinderne i Dannerhuset er isolerede på grund af sikkerhedsmæssige foranstaltninger, at isoleringen i nogen grad er ufrivillig, samt at undervisningen skal tilrettelægges særligt på grund af kvindernes psykiske og fysiske tilstand.  


I henhold til Folkeoplysningslovens § 8, stk.4 er det et krav, at den folkeoplysende voksenundervisning er åben for alle. Der er imidlertid hjemmel til, at Folkeoplysningsudvalget, jf. § 37, stk. 5 kan dispensere fra denne bestemmelse, hvis der er særlige forhold, der berettiger en afgrænset deltagerkreds.

For at sikre at der er progression i undervisningen, samt at deltagerne har mulighed for at få et rimeligt – socialt og fagligt – udbytte af den, er det nødvendigt, at deltagerne som hovedregel gennemfører hele kurset. Hvis der løbende indsluses nye deltagere, vil der være risiko for at både de deltagere, der har været med til undervisningen fra starten, og de deltagere, der sluses ind relativt sent i forløbet, får forringet deres udbytte af undervisningen.

Det indstilles derfor, at AOF Metropol får dispensation til det ansøgte på føl gende betingelser:

·        at dispensationen er tidsbegrænset til to år

·        at AOF Metropol i denne periode registrerer fremmødet i form af mødelister, der viser af- og tilgang på holdene, og indsender dem til Fritid & Idræt.

Hensigten med registreringen er, at Fritid & Idræt skal kunne foretage en vurdering af, om deltagermønstret er så stabilt, at deltagerne har mulighed for at få et rimeligt udbytte af undervisningen, inden en eventuel permanent dispensation kan gives.

 

ØKONOMI

Dispensationen vil ingen økonomiske konsekvenser få, da kurserne gennemføres inden for AOF Metropols almindelige bevilling til folkeoplysende voksenundervisning.

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

 

HØRING

Ingen.

 

BILAG

Bilag 1. Ansøgning fra AOF Metropol.

                                           

 

                      Mads Kamp Hansen

                                 

                                                                 /   Lisa Hougaard

 

 


 

Bilag

Til top