Mødedato: 07.12.2004, kl. 15:00

Udmøntning af ny udviklingspulje

Udmøntning af ny udviklingspulje

Folkeoplysningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 7. december 2004

 

 

11.      Udmøntning af ny udviklingspulje

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller

at Folkeoplysningsudvalget beslutter at nedsætte en arbejdsgruppe med henblik på udmøntning af udviklingspuljen i 2005. Arbejdsgruppen skal komme med forslag til en samlet indsats i idrætsforeningerne rettet mod overvægtige børn og unge samt piger med etnisk minoritetsbaggrund.

 

 

RESUME

I forbindelse med vedtagelsen af budget 2005 er det besluttet at afsætte 2.500.000 kr. til idrætsforeningerne til idræts- og motionsprojekter for drenge og piger i 2005 samt i 2006 og frem. Pengene skal sikre mulighed for at gennemføre idræts-, kultur- og motionsprojekter, der hjælper overvægtige og andre med behov for adgang til bevægelse. Der skal inddrages erfaringer fra tilsvarende projekter og lignende.

Det foreslås at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal komme med forslag til udmøntning af puljen i form af en samlet koordineret indsats i kommunen.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

I forbindelse med vedtagelsen af budget 2005 er det besluttet at afsætte 2.500.000 kr. til idrætsforeningerne til idræts- og motionsprojekter for drenge og piger i 2005 samt i 2006 og frem. Pengene skal sikre mulighed for at gennemføre idræts-, kultur- og motionsprojekter, der hjælper overvægtige og andre med behov for adgang til bevægelse.

Puljen understøtter opfyldelsen af målene i den idrætspolitiske redegørelse 2004.

Undersøgelser viser, at der er en stigning i antallet af børn og unge, som er overvægtige og ikke er fysisk aktive i deres hverdag. Samtidig har en undersøgelse i 2003 af 5. og 9. klasses skoleelever i kommunen vist, at der er stor forskel på deltagerfrekvensen i foreningerne i de forskellige bydele i kommunen, og at antallet af etniske minoritetspiger i foreningerne ligger væsentligt lavere end andre grupper af børn og unge.

Erfaringer

Der har gennem de seneste år været en stigende fokus på begge målgrupper. Det har medført forskellige projektindsatser over for målgrupperne. Resultaterne har været svingende. Erfaringerne fra DGI Storkøbenhavns projekt "Play" er bl.a., at det er nødvendigt at skabe et solidt samarbejde med lokale folkeskoler for at rekruttere målgruppen. Dvs. at frivilligt arbejde ikke kan gøre det alene. Det kræver megen administration og koordination. Ressourcer som en forening ikke kan forventes at have.

Erfaringer fra lignende projekter (Fyns Amt og Bergen, Norge) viser også, at det er muligt at tiltrække målgruppen, men at de fleste stopper aktiviteterne, når projektperioden ophører. De falder derpå tilbage i deres gamle vaner – både aktivitets- og ernæringsmæssigt. Det skyldes, at indsatsen kun har været rettet mod børnene og ikke også mod deres forældre.

Projekter i andre kommuner viser, at en forebyggende indsats mod overvægt er relevant at iværksætte allerede fra børnehavealderen. Det er i den alder manglende motionsvaner og dårlige ernæringsvaner etableres.

Arbejdsgruppe

På baggrund af erfaringerne fra allerede gennemførte projekter over for målgrupperne og udfra ønsket om at gennemføre en større koordineret indsats, foreslår Kultur- og Fritidsforvaltningen, at Folkeoplysningsudvalget tager en principbeslutning om at nedsætte en arbejdsgruppe til at komme med forslag til en samlet, koordineret indsats i kommunen for at få flere børn og unge blandt navnlig overvægtige børn og unge samt etniske minoritetspiger gjort aktive i de frivillige folkeoplysende foreninger. Indsatsen skal inddrage en bred vifte af idrætsforeninger, institutioner og skoler i kommunen.

Arbejdsgruppen foreslås at bestå af

·        Sundhedsforvaltningen                            

·        Kultur- og Fritidsforvaltningen

·        2-3 foreninger udpeget af Folkeoplysningsudvalget

 

Arbejdsgruppens budgetramme foreslås at være de 2.500.000 kr., som er afsat i udviklingspuljen årligt.

Projektet skal målrettes de 4 til 16-årige og deres forældre.

Projektet skal strække sig over 2005 og 2006. Arbejdsgruppen skal i projektet sikre forældreinddragelse, og at aktiviteterne kan videreføres efter projektperioden.

Samtidig foreslår forvaltningen, at det skal indgå i forslaget, at der udvælges fem bydele, hvor indsatsen skal foregå. På denne måde vil man kunne komme i dybden, høste erfaringer med henblik på senere tiltag og skabe bæredygtige resultater.

Som udgangspunkt må det formodes, at det vil være de større foreninger, som vil have mulighed for at deltage i en indsats målrettet mennesker, der kræver noget ud over det, foreningerne normalt tilbyder. Arbejdsgruppen skal tage højde for at mange små foreninger har aktiviteter, som kan være interessante for målgrupperne. Det skal tilstræbes, at så mange interesserede foreninger som muligt får mulighed for at deltage i projektet.

Det foreslås endvidere, at indsatsen har udgangspunkt i foreningslivet, hvor projektkoordinatorer/instruktører m.m. ansættes.

Erfaringer fra kendte projekter som bl.a. Herkules, Motion på recept og DGI-Storkøbenhavns Play skal inddrages.

Arbejdsgruppen skal forelægge Folkeoplysningsudvalget et forslag til den samlede koordinerede indsats inden udgangen af marts 2005.

I bestræbelserne på muligvis at kunne gennemføre en forøget indsats, der dækker flere bydele, foreslås det, at arbejdsgruppen også udarbejder en ansøgning til Kulturministeriets nye pulje "Idræt for vanskeligt stillede børn".

Alternativet til en samlet koordineret indsats er, at der skal laves særlige kriterier for udmøntning af puljen, som foreningerne kan søge på samme vilkår som i dag gælder for udviklingspuljerne. Forvaltningen vurderer dog, at små enkeltforeningsbaserede projekter ikke vil have samme samlede effekt som en større samlet indsats, der inddrager interesserede foreninger og institutioner bredt.

 

 

MILJØVURDERING

Der er ikke foretaget miljøvurdering.

 

ØKONOMI

I budgetforliget for 2005 er der afsat 2.500.000 kr. i en pulje i både 2005 og 2006 til idræts-, kultur-, og motionsprojekter, der hjælper overvægtige og andre med behov for adgang til bevægelse.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen kendte.

 

HØRING

Der er ikke foretaget høring.

 

BILAG

-

 

  Mads Kamp Hansen

                                                              /     Stig Jørgensen

 


 


Til top