Mødedato: 07.05.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse D på 1. sal

Lukning af BOS

Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til lukning af Blindes Oplysningsforbund (BOS).

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget godkender en afvikling af Blindes Oplysningsforbund, hvor det sikres, at aktiviteterne kan afvikles planmæssigt inden endelig lukning. 

Problemstilling

Blindes Oplysningsforbund har meddelt forvaltningen, at skolen ser sig nødsaget til at indstille sin virksomhed og lukke skolen grundet dårlig økonomi.

Løsning

I marts 2011 modtog BOS' bestyrelse en kollektiv opsigelse fra skolelederen og den administrative medarbejder. Dansk Oplysningsforbund gik ind i sagen og ansatte en person til at skaffe et overblik over situationen. Det viste sig, at der lå ubetalte regninger for et par hundrede tusinde kroner. Samtidig havde skolen en negativ egenkapital. Gennem forhandlinger med de største kreditorer blev gælden nedskrevet i et omfang, der gjorde fortsat drift mulig, og der blev etableret et administrativt samarbejde med SUKA.

Trods forbedringer på en række områder har situationen dog udviklet sig således, at det ikke længere er muligt at fortsætte aftenskolen.

Med forbehold for, at den endelige sagsbehandling endnu ikke er afsluttet, vurderes det, at BOS's tilbagebetalingsforpligtelse for 2011 er på 150.000 kr. BOS har fået udbetalt de første tre rater i 2012, og forvaltningen har af hensyn til den nuværende situation tilbageholdt de øvrige.

BOS ønsker at afvikle sine aktiviteter, så lukningen går mindst muligt ud over kursister og undervisere. Det er derfor skolens ønske at køre de påbegyndte kurser færdig og lukke skolen med udgangen af juni. Bestyrelsen har udarbejdet en aktivitetsoversigt og et budget, der viser, at skolen kan gennemføre den resterende del af forårets aktiviteter for et tilskud på 150.000 kr.

BOS har fået tildelt et tilskud for perioden april-juni på 330.000 kr. Forvaltningen foreslår, at foreningen får udbetalt det fornødne tilskud, mens det resterende tilskud  tilbageholdes til modregning af foreningens tilbagebetalingsforpligtelse for regnskabsåret 2011.

Det betyder, at der regnskabsteknisk skal afskrives et beløb på ca. 150.000. Finansieringen af dette kan anvises på endnu ikke udbetalte tilskud. Da afskrivningen vedrører aktiviteter for 2011, og budgettet for foråret viser, at undervisningen kan gennemføres med et reduceret tilskud, stiller det samlet set Københavns Kommune i samme økonomiske situation.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser, da både tilskuddet på 150.000 kr. og den forventede tilbagebetalingsforpligtelse på 150.000 kr. kan dækkes af det tildelte tilskud for perioden på 330.000 kr.

Videre proces

Forvaltningen meddeler BOS Folkeoplysningsudvalgets beslutning.

Beslutning

Under dette punkt forlod Anne Marie Hannberg mødet som værende inhabil.

Indstillingen blev tiltrådt.
Til top