Mødedato: 07.05.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse D på 1. sal

Tilskud til ny midlertidig skatefacilitet på Amager

CPH Skatepark har udviklet et projekt for midlertidig aktivering af hal og bygninger på Strandlodsvej 67. Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til et tilskud fra Udviklingspuljen for børn og unge til etablering af Amager Skatepark.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at der bevilges 280.000 kr. i tilskud til etablering af en midlertidig skatehal på Strandlodsvej 67 – Amager Skatepark, og
  2. at tilskuddet finansieres via Udviklingspuljen for børn og unge.

Problemstilling

Der er kommet flere brugere til byens skatefaciliteter i takt med udbygningen af faciliteter i byen. CPH Skatepark er den eneste indendørs skatepark i København og er så presset på pladsen, at der må siges nej til mange brugere. Med etablering af Amager Skatepark vil der kunne skabes rum til de over 500 børn og unge, der kører på løbehjul, rulleskøjter og BMX, og som ikke kan rummes i CPH Skateparks eksisterende kvadratmetre.

Løsning

Projektet rummer et partnerskab med virksomheden Skanska. Skanska stiller hal, bygning og areal til rådighed for projektet mod dækning af meget begrænsede driftsudgifter, som afholdes af CPH Skatepark. Hal og bygning vil skulle nedrives i takt med udbygningen af området. Etableringsudgifterne vil hovedsageligt bestå af en lovliggørelse og ny gulvbelægning. Omkostningerne er opgjort til 280.000 kr.

Street aktiviteter trives bedst på asfalt og i rå og upolerede omgivelser. Strandlodsvej 67 har en stand og et udtryk, som udgør ideelle og appellerende omgivelser for de børn og unge, der dyrker gadeidrætten.Samtidig vil der blive plads til en udvidet Skateskole, der vil skabe muligheder for mange børn og unge, der ønsker at lære at skate, samt mulighed for afvikling af events og kulturtilbud, hvor tusindvis af unge fra hele byen mulighed kan blive en del af et idrætsligt og kulturelt fællesskab.

CPH Skatepark er organisatorisk placeret under Kultur- og Fritidsudvalget og har et bredt netværk af forskellige streetbaserede aktiviteter og har kontakt til mange forskellige brugergrupper. Amager Skatepark vil organisatorisk skulle etableres under CPH Skatepark.

Ved at lægge driften af hallen ind under CPH Skateparks administration, vil det være muligt at realisere de mange foreslåede aktiviteter. CPH Skateparks eksisterende personale, en stor gruppe frivillige, en række stordriftsfordele samt entré til de nye aktiviteter vil skabe grundlag for at en sammenhængende økonomi. Alle aktiviteter vil blive administreret via CPH Skatepark og vil have en midlertidig karakter. CPH Skatepark lægger op til en 2-årig drifts- og lejeaftale med Skanska, hvorefter samarbejdet ophører eller genforhandles. CPH Skatepark skaber grundlaget for driften og sikrer udnyttelse af kvadratmeter og tid. Ved hjælp af eksisterende medlemmer, frivillige, foreninger og sponsorer vil CPH Skatepark selv stå for at bygge ramper, parkourfaciliteter og inventar, hvilket vil skabe involvering, medejerskab og en opbygning/aktivering af faciliteten.

Økonomi

Det foreslåede tilskud finansieres via Udviklingspuljen for børn og unge. Såfremt denne indstilling tiltrædes, og såfremt indstillingen om Udviklingspuljen på dette møde tiltrædes, vil puljens restsaldo være på 4.340.181 kr.

Projektet afhænger af en dispensation og fritagelse fra deponering af ejendomsværdi. Der er fremsendt ansøgning herom til Økonomi- og Indenrigsministeriet. Tilskud fra Folkeoplysningsudvalget udmøntes i forbindelse med den forventelige dispensation fra Økonomi- og Indenrigsminteriet.

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt.
Til top