Mødedato: 07.02.2023, kl. 18:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Aftenskolernes regnskabsaflæggelse for 2022

Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til aftenskolers regnskabsaflæggelse for 2022, herunder perioden 1. januar – 17. januar 2022, hvor aktiviteter stadig var begrænsede på grund af Corona.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at aftenskolerne aflægger regnskab for 2022 som et almindeligt regnskabsår, og
  2. at aftenskolerne kan indberette undervisning, der er aflyst på grund af Corona i perioden 1-17. januar 2022 som afholdt undervisning og således beholde tilskuddet for perioden.

 

Problemstilling

Senest den 1. april 2023 skal aftenskolerne aflægge regnskab for det folkeoplysningstilskud, de modtog i 2022. Tilskudsåret startede imidlertid med en periode (1.-17. januar 2022) hvor samfundet fortsat var lukket som følge af Corona.

Det blev på Folkeoplysningsudvalgets møde den 1. marts 2022 besluttet, at aftenskoler og foreninger, jf. Kulturministeriets "Bekendtgørelse om visse midlertidige foranstaltninger for den frie folkeoplysende virksomhed som led i forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med Covid-19" i 2022 kunne beholde det bevilgede tilskud i Corona-nedlukningsperioder, hermed også i perioden 1-17. januar 2022. 

 

Løsning

Forvaltningen foreslår, at aftenskolerne – fremfor at aflægge delregnskab for perioden 1-17. januar 2022 – aflægger regnskab for et helt kalenderår. Hvad angår perioden 1-17. januar 2022, kan aftenskolerne indberette undervisning aflyst som følge af Corona-nedlukningen.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

 

Videre proces

 

Forvaltningen meddeler udvalgets beslutning til aftenskolerne.

 

Mads Kamp Hansen 

                                                                  /Rikke Lauritzen

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 7. februar 2023:

Indstillingen blev godkendt.

Til top