Mødedato: 07.02.2023, kl. 18:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Evaluering af samarbejdsaftalen mellem Børne- og Ungdomsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltnin-gen

Se alle bilag

Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til udarbejdelse af høringssvar til behandlingen af fællesindstilling i Kultur- og Fritidsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget tager evalueringen til efterretning,
  2. at Folkeoplysningsudvalget drøfter initiativer, idéer, forslag, anbefalinger m.v., og
  3. at Folkeoplysningsudvalget anmoder forvaltningen om at udarbejde høringssvar, der sendes til Kultur- og Fritidsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalgets respektive behandlinger af evalueringen af samarbejdsaftalen.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) og Børne- og Ungdomsudvalget (BUU) skal henholdsvis den 9. og den 23. marts 2023 behandle en fællesindstilling omhandlende en afsluttet evaluering af samarbejdsaftalen mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF) og Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF).

Løsning

Evalueringen af samarbejdsaftalen omhandler udlån af skolefaciliteter til folkeoplysende foreninger og aftenskoler. Hvis Folkeoplysningsudvalget ønsker at bidrage med input, anbefalinger m.v. til behandlingen, vil forvaltningen udarbejde et høringssvar på vegne af udvalget og efterfølgende sende svaret til de to udvalgsbehandlinger.

Ultimo 2020 vedtog BUU og KFU en opdatering af samarbejdspapiret (bilag 1), der danner grundlag for de to forvaltningers samarbejde i forbindelse med folkeoplysende foreninger og aftenskolers brug af kommunale skolefaciliteter. Udmøntningen af samarbejdsaftalen består af en implementeringsplan, hvis formål dels er at få et overblik over skolernes erfaring med udlån af lokaler til folkeoplysende foreninger og aftenskoler, dels at forsøge at få yderligere skolelokaler i udbud til folkeoplysende aktiviteter. Den foreløbige implementering af aftalen opsamles i evalueringen, som nu er færdig (bilag 2).

KFF har i forbindelse med implementeringen besøgt og afholdt møder med de 44 folkeskoler inkl. 2 specialskoler, som p.t. udlåner lokaler til foreninger og aftenskoler - herudover har 22 skoler intet eller begrænset udlån på grund af igangværende renoveringer eller manglende/ikke-kompatible digitale adgangssystemer (ADK – Automatisk DørKontrol). ADK er en nødvendighed for at kunne udlåne faciliteterne, da det er eneste måde, hvorpå adgang til de rette brugere i de rette tidsrum kan styres. Møderne er afholdt i efteråret 2021 samt i efteråret 2022. Møderne havde fokus på samarbejdet omkring udlån af lokaler til foreninger og aftenskoler. På baggrund af møderne har KFF udarbejdet en evaluering af samarbejdsaftalen.

Uddrag af udvalgte hovedpunkter fra evalueringen

1) Potentialet for udbud af yderligere faciliteter og lokaler på kommunens folkeskoler
Hvert skolemøde har inkluderet drøftelse af yderligere udbud af faciliteter. Evalueringen inkluderer en samlet oversigt over lokaler, som skolerne råder over, men som af forskellige årsager endnu ikke er udbudt.

2) Økonomi
Størstedelen af skolerne opfatter økonomien i samarbejdet som værende uigennemsigtig, samt at kompensationen for udlånet ikke matcher det øgede slid eller det øgede behov for rengøring, som fritidsbrugen medfører. Skoler oplever dette som en af de største udfordringer ved samarbejdet.

3) Potentialer, gevinster og udfordringer skolerne oplever ved lokaleudlån
Skolerne kan opdeles mere eller mindre groft i tre kategorier med hensyn til deres holdninger til samarbejdet:
Skoler, som

  1. ser samarbejdet som en stor gevinst;
  2. ser samarbejdet som en naturlig del af kommunens opgaver;
  3. helst er fri for lokaleudlån til foreningsbrug.

4) Udbud af de kommunale skolers idrætsfaciliteter
Ser man bort fra skoler, som ikke er i udbud på grund af enten renovering eller ADK-årsager, er stort set alle skolernes idrætssale og -haller udbudt til foreningsbrug både på hverdage og i weekenderne. En håndfuld skoler har indtil nu haft enten weekendlukket eller andre begrænsninger i udbudstider, men på baggrund af skolebesøgene vil de resterende idrætsfaciliteter snarest blive udbudt til foreningsbrug.

5) Stor efterspørgsel på faciliteter i eftermiddagstimerne:
Jf. samarbejdsaftalen skal faciliteter som udgangspunkt udbydes fra kl. 16 i hverdagene, men langt de fleste folkeskoler benytter faciliteterne til KKFO og klub indtil kl. 17. Derfor udlånes lokaler oftest først til foreninger og aftenskoler herefter. Da skolernes faciliteter i samme tidsrum benyttes af mange andre aktører som f.eks. Københavns Kommunes Ungdomsskole, Københavns Musikskole og folkebiblioteker, er der generelt stor efterspørgsel på lokaletider og et højt aktivitetsniveau på mange skoler i eftermiddagstimerne.

Hertil kommer det igangværende pilotprojekt for 2022-23 med titlen ”Multifunktionelle m2”, hvis mål er en bedre brug af de kommunale kvadratmeter.

På baggrund af evalueringen er udarbejdet forslag til syv initiativer (bilag 3), som kan forbedre samarbejdet og øge brugen af skolernes faciliteter. KFU og BUU har mulighed for at vælge om/hvor mange af initiativer, der skal arbejdes videre med.

Forvaltningen foreslår, at Folkeoplysningsudvalget drøfter eventuelle input, forslag, anbefalinger m.v. og beslutter, at der på baggrund heraf udarbejdes et høringssvar.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Godkendes indstillingen, udarbejder forvaltningen et høringssvar og sender det til KFU og BUU, som kan lade det indgå i deres respektive  behandling af evalueringen.

 

Mads Kamp Hansen

  /Rikke Lauritzen

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 7. februar 2023:

Indstillingen blev godkendt.

Forvaltningen udarbejder høringssvar på udvalgets vegne.
Til top