Mødedato: 06.12.2022, kl. 18:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Aftenskolernes Hus

Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til, om udvalget fortsat vil anbefale over for Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at der etableres et Aftenskolernes Hus i København eller om udvalget på baggrund af en budgetoverskridelse anbefaler, at projektet annulleres.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget beslutter at indstille, at der fortsat skal etableres et Aftenskolernes Hus i København, eller
  2. at Folkeoplysningsudvalget beslutter at indstille, at projektet skal annulleres.

Problemstilling

Foreningen Aftenskolernes Hus orienterede den 15. november 2022 Kultur- og Fritidsforvaltningen om, at der i forbindelse med indhentning af priser i forhold til ombygningen af huset til aftenskolebrug, er en budgetoverskridelse på 6 mio. kr. i forhold til det oprindeligt afsatte budget.

Budgetoverskridelsen skyldes primært stigende priser på byggeri. En mindre del skyldes ændringer i projektet.

Løsning

I forbindelse med vedtagelsen af budget 2020 blev det besluttet at etablere et Aftenskolernes Hus i København. Visionen om Aftenskolernes Hus blev drøftet i Folkeoplysningsudvalget på udvalgets møde i december 2019. Herunder muligheden for at indrette hele huset på Tomsgårdsvej 35 til aftenskoleaktiviteter, efter at Socialforvaltningen havde besluttet at fraflytte huset.

Tomsgårdsvej 35 består af i alt 1.850 m2, og forskellige forvaltninger har igennem årene brugt huset til forskellige kommunale aktiviteter. Senest har Kultur- og Fritidsforvaltningen og Socialforvaltningen delt lejemålet.

Samrådet for Aftenskoler i København har hele tiden bakket op om etableringen af et Aftenskolernes Hus i København og visionen er, at huset indrettes, så det kan rumme både musiklokaler, værksteder, motionsfaciliteter, undervisnings- og foredragssal samt et produktionskøkken.

Foreningen Aftenskolernes Hus står for etableringen af huset og den efterfølgende drift. Alle aftenskoler i København har mulighed for at være medlem af foreningen. På nuværende tidspunkt består foreningen af FOF København og AOF Storkøbenhavn.

Foreningen Aftenskolernes Hus har først nu kunnet indhente et endeligt tilbud på ombygningen af huset. Projektet blev forsinket, da huset under Corona-nedlukningerne blev brugt til testcenter.

Økonomi

Grundet stigende priser og ændringer i projektet er der efter indhentning af tilbud en budgetoverskridelse på 5,2 mio. kr. (inkl. moms).

Cirka 3 mio. kr. kan tilskrives ændringer i projektet, da flere forhold har vist sig at være i dårligere stand end forventet og eksempelvis nye brandforhold i Bygningsreglementet 2018. De resterende 2,2 mio. kr. kan tilskrives både den generelle indeksering af byggepriser samt ekstraordinære stigninger på grund af diverse kriser de seneste par år. 

Dertil mangler der en restfinansiering på 1,28 mio. kr., da der i 2019 dels ikke blev indtænkt tilstrækkelig dækning af moms, dels ikke blev afsat tilstrækkeligt med midler i Forenings- og Aftenskolepakken.

Der udestår dermed samlet manglende finansiering på 6,48 mio. kr. for at kunne realisere Aftenskolernes Hus. Anlægstilskudsaftalen vil dermed samlet være på 16,75 mio. kr.

Hvis Folkeoplysningsudvalget ønsker, at etableringen af Aftenskolernes Hus fortsættes, foreslår Kultur- og Fritidsforvaltningen, at midler til ændringer i projektet (3 mio. kr.) i 2023 finansieres via Aftenskolerammen, og at den manglende finansiering i 2019 (1,28 mio. kr.) finansieres via Forenings- og Aftenskolepakken. Samlet 4,3 mio. kr. inkl. moms finansieres i 2023. Midlerne ligger på drift, hvorfor de skal konverteres til anlæg.

De stigende udgifter på 2,2 mio. kr. inkl. moms i selve byggeriet kan søges finansieret via P/L puljen til dækning af stigende byggepriser, der blev afsat i forbindelse med budget 2023.

Der skal for det samlede beløb anvises anlægsmåltal. Københavns Kommune, herunder Kultur- og Fritidsforvaltningen, er presset på anlægsmåltal i 2023 som følge af det lavere anlægsmåltal afsat med Økonomiaftalen for 2023.

Det er ikke muligt frit at konvertere servicemidler til anlægsmidler. Hvis det besluttes, at der skal afsættes yderligere finansiering, så vil det potentielt kunne kræve en prioritering blandt anlægsprojekter under Kultur- og Fritidsudvalget.  

Videre proces

På baggrund af udvalgets beslutning udarbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen en indstilling til Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Mads Kamp Hansen

                                                         /Rikke Lauritzen

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 6. december 2022:

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.

Til top