Mødedato: 06.12.2022, kl. 18:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Opfølgning på medlemsforslag om konvertering af offentlig tid til foreningstid i varmtvandsbassinet i Valby Vandkulturhus

Se alle bilag
Folkeoplysningsudvalget forelægges indstilling om muligheden for at konvertere yderligere offentlig tid til foreningstid i Valby Vandkulturhus.

Indstilling

  1. Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Folkeoplysningsudvalget tager stilling til om udvalget skal anmode Kultur- og Fritidsudvalget om at konvertere yderligere offentlig tid i varmtvandsbassinet i Valby Vandkulturhus fra og med januar 2023, og
  2. at en konvertering i givet fald finansieres ved, at Kultur- og Fritidsforvaltningen fra og med januar 2023 afstår fra at leje tid torsdage i varmtvandsbassinet på Lions Kollegiet.

Problemstilling

Folkeoplysningsudvalget behandlede på sit møde den 25. oktober 2022 et medlemsforslag fra John Kalo om, at der konverteres eller frikøbes yderligere foreningstider til fire hold på Gigtskolen torsdag formiddage i Valby Vandkulturhus fra og med januar 2023.

Folkeoplysningsudvalgt anmodede forvaltningen om at kvalificere forslaget yderligere og vende tilbage med en ny indstilling.

Løsning

Aftenskolen Gigtskolen har tidligere selv lejet tider på Lions Kollegiet, hvorefter regningen for tiderne blev sendt til Kultur- og Fritidsforvaltningen. Fra august 2022 har forvaltningen overtaget lejeaftalen med henblik på at fordele tiderne jf. Retningslinjer for støtte til Folkeoplysning i København.

I forbindelse med genforhandling af aftalen indskrænkedes hver booking med et kvarter, da Lions Kollegiet havde oplevet, at Gigtskolens kursister mødte op et kvarter før for at kunne klæde om. Denne praksis forstyrrede imidlertid Lions Kollegiets brugere.

Gigtskolen fortsatte imidlertid med at møde som hidtil, hvorefter den pågældende tid blev yderligere indskrænket med en time. Dette tidsrum tilfredsstiller ikke Gigtskolens behov jf. medlemsforslaget fra sidste Folkeoplysningsmøde.

Kultur- og Fritidsforvaltningen, Svøm KBH, har oplyst at antallet af offentlige brugere af varmtvandsbassinet i Valby Vandkulturhus i dette tidsrum hverken er højere eller lavere, end i den øvrige offentlige åbningstid.

Varmtvandsbassinet i Valby Vandkulturhus har åbent 85,5 timer om ugen. Normalt er 20 timer om ugen afsat til foreningsbrug. Men i forbindelse med renoveringen af varmtvandsbassinet på Amager Hospital besluttede Kultur- og Fritidsudvalget at konvertere 22 timer offentlig tid til foreningstid.

John Kalo har konkret anmodet om, at den offentlige tid torsdage kl. 14-17 i varmtvandsbassinet i Valby Vandkulturhus fra og med januar 2023 konverteres til foreningstid, jf. bilag 2.

Hvis yderligere tid konverteres som foreslået af John Kalo vil i alt 45 timer om ugen blive afsat til foreningsbrug til og med september 2023.

Tiderne vil blive udbudt i Foreningsportalen og fordelt efter Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København.

De konkrete tider i Valby Vandkulturhus fremgår af fremgår af bilag 1.

Økonomi

Udgiften til Valby Vandkulturhus til kompensation for tabt billetsalg finansieres af de midler, som Kultur- og Fritidsforvaltningen har afsat til at leje tid torsdage i varmtvandsbassinet på Lions Kollegiet. Indstillingen har således ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Folkeoplysningsudvalget beslutter, at forvaltningen over for Kultur- og Fritidsudvalget skal indstille, at Kultur- og Fritidsudvalget tager stilling til, om yderligere offentlig tid i varmtvandsbassinet i Valby Vandkulturhus fra og med januar 2023 skal konverteres til foreningstid, vil forvaltningen udarbejde en indstilling til Kultur- og Fritidsudvalget, der er i overensstemmelse med ovenstående.

 

Mads Kamp Hansen
/Rikke Lauritzen

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 6. december 2022:

Udvalget besluttede at anmode Kultur- og Fritidsudvalget om at konvertere yderligere offentlig tid til forenings-/aftenskoletid.

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.

Til top