Mødedato: 06.12.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Behandling af ansøgninger om tilskud til folkeoplysende voksenundervisning 2012

Se alle bilag
Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til ansøgninger om tilskud til folkeoplysende voksenundervisning i 2012 fra nye og kendte foreninger, herunder det fordelte budget til voksenundervisning i 2012.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, 

  1. at Folkeoplysningsudvalget godkender fordeling af tilskud 2012 til 88 kendte og 5 nye foreninger, som det fremgår af bilag 2,
  2. at Folkeoplysningsudvalget godkender de 5 nye foreninger (Oplysningsforbundet Grobund, Oplysningsforbundet Indre By, Seniormusik i København, The Yoga Space, Sing'in Body) som folkeoplysende foreninger samt godkender foreningernes foreløbige tilskud anført i bilag 3,
  3. at Folkeoplysningsudvalget bemyndiger forvaltningen til at godkende yderligere bevillinger op til størrelsen af det endelige tilskudstilsagn for de nye foreninger (jf bilag 3), såfremt foreningerne kan dokumentere, at de har igangsat og vil gennemføre de ansøgte aktiviteter,
  4. at Folkeoplysningsudvalget godkender indstillinger vedr. foreninger, der har anført særlige ønsker i deres ansøgning om tilskud til folkeoplysende voksenundervisning 2012 samt forvaltningens bemærkninger og indstillinger i øvrigt som angivet i bilag 4,
  5. at foreningen Rytmisk Center bevilges tilskud til aktiviteter for børn og unge, jf. bilag 5,
  6. at Folkeoplysningsudvalget giver FOF/H-O-F København dispensation for åbenhedskriteriet i forbindelse med undervisning i Vestre Fængsel i kalenderåret 2012,
  7. at Folkeoplysningsudvalget godkender, at der fra voksenundervisningens ramme flyttes 1 mio. kr. til dækning af driftsudgifterne for Børn og unge området, og
  8. at Folkeoplysningsudvalget således godkender budget 2012, jf. bilag 1, samt at budgettet lægges til grund for fordelingen af tilskud i 2012.

Problemstilling

I 2012 er der på voksenundervisningsrammen afsat netto 50.091.000 kr. Derudover er der afsat 7.703.000 kr. til lokaletilskud.

Der var ansøgningsfrist den 1. oktober 2011, kl. 14.00 for tilskud til den folkeoplysende voksenundervisning i 2012. Kultur- og Fritidsforvaltningen modtog til fristen 88 ansøgninger fra kendte foreninger samt 7 ansøgninger fra nye foreninger.

Følgende særlige forhold er kommet frem ved behandlingen af ansøgningerne:

  1. 5 foreninger (Tolkekompagniet Babel, Atelier Flamenco, Ældre i bevægelse Vanløse, Dansk-Ukraisnk Selskab og Skolen for Apopleksi- og Afasiramte) har ændret i deres af Kultur- og Fritidsforvaltningen fortrykte ansøgning eller har på anden måde søgt om andre beløb end dem, foreningens aktivitetsniveau 2010 berettiger til, jf. retningslinjerne § 2.4.4.
  2. To foreninger (Tolkekompagniet Babel og Cambridge Institute) søger om øget tilskud til lokaleleje (75%), jf. retningslinjernes § 2.16.1.
  3. 5 kendte foreninger (Main City Square Dancers, Yoga Skolens Oplysnings Forbund, Aftenskolen BUFtimisterne, Den kreative Musik- og Aftenskole og Hveden - Københavns lille aftenskole) har ikke indsendt ansøgning.
  4. Rytmisk center søger om tilskud til børn- & unge aktivteter under visitkortmodellen.
  5. FOF søger om dispensation for åbenhedskriteriet til deres undervisning i Vestre Fængsel i 2012.

Løsning

Budget 2012 / Tilskud kendte foreninger:

Budgetrammen giver mulighed for, at foreningerne i 2012 kan få et løntilskud, der svarer til deres beregnede maksimale løntilskud i 2010. Foreningerne skal i 2012 afsætte 10 % af løntilskuddet til debatskabende aktiviteter.

 

Lokalesatsen for tilskud til særligt udstyrede lokaler sættes til 51 kr. i 2012.

 

Fordelingen af tilskud 2012 til den enkelte forening kan ses af bilag 2.

 

Der er desuden afsat tilskud til nedenstående særlige områder:

  1. Kofoeds Skole indstilles til et løntilskud på 2.200.000 kr.
  2. Idrætsskolen for udviklingshæmmede indstilles til 705.000 kr. i 2012.
  3. Der er afsat 1.000.000 kr. til udviklingspuljen.

 

Nye foreninger:
Forvaltningen har modtaget ansøgning fra syv foreninger, som søger om godkendelse som folkeoplysende voksenundervisningsforeninger i 2011. Efter ansøgningsfristen har to af foreningerne trukket deres ansøgninger tilbage. Forvaltningen har behandlet ansøgningerne og indstiller til godkendelse og et foreløbigt tilskudstilsagn, som det fremgår af bilag 3.

Ansøgning om ekstra/ændret tilskud eller andre særlige forhold:
Forhold 1 og 2 indstilles som følger:

  • Ansøgning fra Tolkekompagniet Babel, Atelier Flamenco, Ældre i bevægelse Vanløse, Dansk-Ukrainsk Selskab og Skolen for Apopleksi- og Afasiramte om øget tilskud udover det, som regnskabstallene fra 2010 berettiger til, imødkommes ikke (forhold 1).
  • Ansøgning om øget tilskud til lokaleleje (75 %) fra to foreninger (Tolkekompagniet og Cambridge Institute) imødekommes, jf. retningslinjernes § 2.16.1 (forhold 2).

Derudover indstilles som følger:

  • Santhi Yoga School (godkendt pr. 1. juli 2010) indstilles til at få tilskud 2012 justeret til at dække et helt års aktiviteter på baggrund af foreningens aktivitetsniveau i 2. halvår 2010.
  • To foreninger (Bellahøj Koret og Aftenskolen på Nørrebro) begge godkendt pr. 1. januar 2011 indstilles til, at tilskud 2012 beregnes ud fra foreningens aktiviteter i 2011.

Der henvises i øvrigt til bilag 4.

Ikke-modtagne ansøgninger (forhold 3):
5 kendte foreninger (Main City Square Dancers, Yoga Skolens Oplysnings Forbund, Aftenskolen BUFtimisterne, Den kreative Musik- og Aftenskole og Hveden - Københavns lille aftenskole) har ikke ansøgt til fristen d. 1. oktober 2011. De har efterfølgende tilkendegivet, at de ikke ønsker at søge om tilskud i 2012. Foreninger vil blive bedt om at lægge regnskab for deres aktiviteter i 2011 ved den samlede tilskudsregnskabsrunde med frist 2. april 2012.

Foreninger med Børn og Unge aktiviteter (forhold 4):
Der bevilges tilskud til Rytmisk Aftenskoles børn og unge aktiviteter med henholdsvis 355.360 kr. i aktivitetstilskud og 578.200 i driftstilskud, som det fremgår af bilag 5. Tilskuddet tages fra voksenundervisningsrammen som en del af visitkortmodellen.

Dispensationsansøgning (forhold 5):
Forvaltningen indstiller, at FOF/H-O-F København gives dispensation for folkeoplysningslovens § 4, stk. 2, pkt. 3, vedrørende åbenhedskriteriet og undervisningen skal være åben for alle.

Overførsel af tilskud fra Voksenundervisningsrammen til Børn og unge:
Det godkendes, at der flyttes 1 mio. kr. fra voksenundervisningsrammen til at dække driftsudgifter til lokaler på Børn og unge området, for at forhindre meget store fald til tilskudstarifferne for grundtilskud og timetilskud.

 

Økonomi

Nettorammen til den folkeoplysende voksenundervisning i 2012 er på 50.091.000 kr. samt 7.703.000 kr. til lokale- og driftstilskud (jf. bilag 1) efter prisfremskrivning og besparelse på området på 1 mio. kr. I bilag 7 vises en oversigt over udviklingen i budgettet til voksenundervisning for årene 2007-2012.

På budget 2012 er der afsat en samlet buffer på 1.113.388 kr. Ud over at give plads til nye foreninger kan bufferen give udvalget mulighed for at sætte initiativer i gang, der kan udvikle og/eller styrke området, fx gennem forbedring af faciliteter, events eller andre aktiviteter og initiativer til gavn for hele området. Ubenyttede midler vil gå tilbage til rammen og uddeles ved en eventuel omfordeling.

Videre proces

Folkeoplysningsudvalgets afgørelser meddeles foreningerne. Foreninger, der gives afslag, får et begrundet afslag samt klagevejledning.

Beslutning

Leslie Arentoft anmodede om separat afstemning angående indstillingens 6. at-punkt.

Indstillingens øvrige punkter blev godkendt uden afstemning.

Afstemningen om indstillingens 6. at-punkt resulterede i 16 stemmer for, en stemme imod, og to undlod at stemme. Punktet blev således vedtaget.
Til top