Mødeplan for 2012
Ifølge § 2 i Folkeoplysningsudvalgets forretningsorden fastlægges udvalgets mødeplan senest på udvalgets sidste møde året før.
Indstilling og beslutning
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget godkender forslag til Folkeoplysningsudvalgets mødeplan for 2012, jf. bilag 1, og
- at Folkeoplysningsudvalget drøfter formen for årets seminar.
Problemstilling
Ifølge § 2 i Folkeoplysningsudvalgets forretningsorden afholdes udvalgets ordinære møder i overensstemmelse med en årlig mødeplan, der fastlægges senest på udvalgets sidste møde året før.
Folkeoplysningsudvalget skal endvidere drøfte, hvilken form det årlige seminar skal have.
Løsning
Der fremlægges forslag til afholdelse af 6 ordinære møder i 2012, jf. bilag 1. Ekstraordinære møder afholdes, når formanden finder det fornødent, eller hvis mindst 3 af udvalgets medlemmer fremsætter begæring herom. Udkast til Folkeoplysningsudvalgets mødeplan er udarbejdet med udgangspunkt i den vedtagne mødeplan for Kultur- og Fritidsudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget samt Børne- og Ungdomsudvalget, og møderne afholdes på hhv. mandage og tirsdage i tidsrummet fra kl. 15.00 – 17.30. Møderne afholdes på Rådhuset.
Efter udvalgets seminar i 2011 blev det drøftet, om man ønskede et lignende seminar fremover. Det blev i den forbindelse nævnt som en mulighed, at 2-dages seminar med overnatning kun skulle afholdes det første år efter nyvalg, og at en alternativ og kortere form kunne anvendes de efterfølgende 3 år.
På den baggrund foreslår Kultur- og Fritidsforvaltningen, at seminaret i 2012 kommer til at bestå af en rundtur til forskellige projekter og foreninger med efterfølgende opsamling og spisning. Program vil blive forelagt på udvalgets første møde i 2012, såfremt dette forslag tiltrædes.
Økonomi
Videre proces
Den godkendte mødeplan publiceres på internettet.
Mads Kamp Hansen
/Anders ChristensenBeslutning
Vedrørende udvalgets seminar fremsatte Leslie Arentoft forslag om, at det afholdes på Magleås Kursuscenter med en overnatning som i tidligere år.
Der blev herefter stemt om, hvorvidt Leslie Arentofts forslag skulle tiltrædes. Leslie Arentofts forslag blev tiltrådt med 9 stemmer for og 6 imod. Forvaltningen finder en fredag-lørdag i foråret, hvor udvalgsseminaret kan afholdes. Program for seminaret drøftes på førstkommende møde i 2012.