Forslag til udvalgsinitiativ: DIF idrætsfrikommuneforsøg
Indstilling og beslutning
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller at Folkeoplysningsudvalget over for Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler, at Københavns Kommune indgår aftale om idrætsfrikommuneforsøg med Danmarks Idræts Forbund (se bilag 1), og
Problemstilling
I den hidtil største undersøgelse af frivilligheden i DIF’s idrætsforeninger svarer 31 % af de frivillige foreningsledere, at det er svært at rekruttere og fastholde frivillige, fordi der stilles for mange krav fra kommunen for at få støtte og faciliteter.
DIF inviterer på den baggrund fem kommuner, herunder Københavns Kommune, til at indgå en aftale med DIF om et idrætsfrikommuneforsøg, hvor kommunerne i samarbejde med DIF arbejder på at reducere kravene til snærende regler, blanketter og skemaer. Ved at fritage idrætsforeningerne for administrative forpligtelser, der er med til at gøre dagligdagen besværlig for de frivillige ledere, kan DIF og kommunerne i fællesskab skabe rammevilkår, der fordrer til mere frivilligt arbejde.
Løsning
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller at imødekomme DIFs ønske om at indgå en aftale om et idrætsfrikommuneforsøg. Forvaltningen anbefaler, at der gives en særlig bevilling til projektet, som løber over tre år (2012-2014). I denne periode afprøves nye metoder til at reducere administrative krav hos idrætsforeningerne.
Projektet formål
Projektets formål er at undersøge metoder til at mindske det administrative arbejdspres hos idrætsforeningernes frivillige ledere og dermed gøre det lettere at være idrætsleder i Københavns Kommune.
Aktiviteter og mål
1. Lokalefordelingsområdet
År 1 og 2: Københavns Kommune identificerer inden for fodbolden og minimum tre andre facilitetstyper klubber og områder i kommunen, hvor foreningerne pr. automatik får tildelt de tider indendørs og/eller udendørs, som de benyttede sidste år. Foreninger, der ønsker flere eller færre tider, skal fortsat igennem en lokalefordelingsproces som hidtil, men foreninger, der ønsker at bevare deres nuværende tider, fritages for at skulle søge ind på disse tider i kommunens bookingsystem.
År 3: Københavns Kommune identificerer mindst fem idrætsforeninger, med hvilke kommunen indgår flerårige aftaler om benyttelse af de faciliteter, som de bruger til deres aktiviteter.
2. Understøtte det frivillige arbejde i ”Den Hele Idrætsforening” i Københavns Kommune
”Den Hele Idrætsforening” defineres i idrætsfrikommuneforsøget som foreninger med et samlet medlemsantal på 100 – 500 medlemmer. Foreningen udbyder aktiviteter til børn, unge, voksne og også gerne ældre. Foreningerne har inden for de seneste fem år været deltager i et projekt inden for områderne foreningsudvikling, rekruttering af bestemte målgrupper i samfundsorienterede projekter eller været aktiv i det pågældende specialforbunds udviklingsarbejde.
Der identificeres 10 større idrætsforeninger i Københavns Kommune, der under betegnelsen ”Den Hele Idrætsforening” får adgang til en klippekortsordning. Foreningerne kan trække på et klippekort, der giver dem ret til et antal konsulenttimer med henblik på at yde administrativ hjælp til de deltagende idrætsforeninger med det fokus at mindske det administrative arbejdspres hos de deltagende klubbers frivillige ledere.
Målet er, at 50 % af de frivillige ledere i de deltagende klubber vurderer, at de bruger mindre tid på administration og papirarbejde, en medlemstilgang på 15 % i de foreninger, som deltager i initiativet ”Den Hele Idrætsforening”, samt at de deltagende idrætsforeninger får 10 % flere frivillige trænere og ledere som følge af deres adgang til konsulentstøtte.
Se bilag 1 for samarbejdsaftale med DIF og Københavns Kommune.
Ifølge retningslinjerne for Udviklingspuljen kan der ikke bevilges midler til foreninger, der ikke er godkendt som folkeoplysende. Folkeoplysningsudvalget har imidlertid mulighed for selvstændigt at tage initiativ til at støtte projekter, der understøtter foreningslivet.
Økonomi
Forvaltningen indstiller, at der bevilges i alt 250.000 kr. fra Udviklingspuljen for Børn og Unge til Idrætsfrikommuneforsøget.
DIF medfinansierer med 250.000 kr.
Videre proces
Såfremt den fulde projektfinansiering tilvejebringes af DIF, udbetales midlerne fra Københavns Kommune, og projektet igangsættes.
Beslutning
Indstillingens 2. at-punkt blev forkastet efter afstemning, som resulterede i to stemmer for og 9 imod. Fem medlemmer undlod at stemme.