Mødedato: 06.06.2017, kl. 15:30
Mødested: Nørrebrohallen

Analyse af aftenskolernes vilkår

Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til Kultur- og Fritidsforvaltningens oplæg til analyse af de københavnske aftenskoler.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget afsætter 200.000 kr. fra Udviklings- og Aktivitetspuljen for Aftenskoler til at gennemføre en analyse af aftenskolernes vilkår i København, og
  2. at Folkeoplysningsudvalget udpeger 2-3 medlemmer, der vil indgå i en følgegruppe i forhold til analysen.

 

Problemstilling

På Folkeoplysningsudvalgets møde den 22. april 2017 blev der fremsat ønske om at foretage en analyse af de københavnske aftenskoler.

 

Løsning

Der iværksættes en analyse af de københavnske aftenskoler. Analysen skal munde ud i konkrete anbefalinger til at styrke området. Arbejdet skal være med til at sikre, at aftenskoleaktiviteter også i fremtiden har gunstige betingelser i en moderne storby som København.

Formålet med analysen er at give et samlet billede af vilkårene for og mangfoldigheden blandt aftenskolerne i Købehavn og at opstille forslag til konkrete udviklingsmuligheder for aftenskolernes samspil med kommunen.

Udover at afdække aftenskolernes aktiviteter og udviklingsmuligheder er det målet, at analysen kan bidrage til, at Kultur- og Fritidsforvaltningen får bedre mulighed for at understøtte de aftenskoler, der har behov for ekstra hjælp til drift og udvikling.

Metodisk vil analysen basere sig på en spørgeskemaundersøgelse, interviews og dialogmøder med relevante aktører samt datamateriale fra Kultur- og Fritidsforvaltningen og øvrige rapporter. Analysen vil således både indeholde kvantitative og kvalitative aspekter.

Der nedsættes en følgegruppe, som mødes 4-5 gange i løbet af perioden og bidrager til analysens design, fremdrift og anbefalinger. Følgegruppen vil bestå af 2-3 medlemmer fra Folkeoplysningsudvalget samt 2-3 medarbejdere fra Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Analysearbejdet forventes at være færdiggjort i foråret 2018.

 

Økonomi

Der afsættes i alt 200.000 kr., hvoraf hovedparten vil blive anvendt til lønmidler til at udføre analysen. Det anbefales, at udgiften dækkes via Udviklings- og Aktivitetspuljen for Aftenskoler i 2017.

 

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, påbegynder Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejdet med analyserne hurtigst muligt. Når analysen er udarbejdet, præsenteres den for Folkeoplysningsudvalget.

 

Mads Kamp Hansen

                                  /Rikke Thielcke

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 6. juni 2017:

Indstillingen blev godkendt med den tilføjelse, at følgegruppen sammen med forvaltningen beslutter analysens endelige design, og hvem der skal udarbejde analysen.

Charlotte Lorentzen, Kåre Emtoft, Maria Llambias blev udpeget til at deltage i følgegruppen.
Til top