Mødedato: 06.06.2017, kl. 15:30
Mødested: Nørrebrohallen

B-sag: Administrative bevillinger fra Udviklingspuljen for børn og unge

Folkeoplysningsudvalget skal orienteres om administrative bevillinger fra Udviklingspuljen for børn og unge.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget tager de administrative bevillinger til efterretning.

 

Problemstilling

Folkeoplysningsudvalget har delegeret afgørelser under 100.000 kr. til Kultur- og Fritidsforvaltningen.

 

Løsning

1. Copenhagen Tomahawks

Copenhagen Tomahawks har fået en bevilling på 41.635 kr. til projektet "Amerikansk fodbold er også for kvinder".

Formål og målgruppe

Projektets målgruppe er kvinder i alderen 18 - 24 år. Foreningen ønsker at øge bevidstheden om og interessen for amerikansk fodbold blandt unge kvinder og forventer med dette projekt at kunne etablere et kvindehold.
Rekruttering vil ske ved åbne træninger og gennem sociale medier og eksisterende medlemmer. Træningen skal foregå to gange ugentligt på foreningens baner i Valby Idrætspark.
Indtil videre findes der ikke danske foreninger med kvindehold, hvorfor projektet vil afholde træningskampe mod kvindehold i Skåne-området.
Foreningen forventer at få 10 nye medlemmer under 25 år samt to nye instruktører via projektet.

Projektperioden er 1. april 2017 - 30. marts 2018.

 

2. IF Stadion

IF Stadion har fået en bevilling på 56.000 kr. til projektet "Håndbold for de mange".

Formål og målgruppe

Projektets formål er at rekruttere børn og unge fra området omkring EnergiCenter Voldparken og derved kunne genopbygge foreningens ungdomsafdeling. Rekrutteringen vil ske via områdets skoler, KKFOer og boligselskaber. Aktiviteterne skal foregå i den nye idrætshal EnergiCenter Voldparken, hvor foreningen har fået samlet sine aktiviteter og har fået klublokaler.
Projektet vil rekruttere frivillige blandt forældregruppen og desuden indlede samarbejde med det "frivilligkorps", der er tilknyttet de mange foreninger med aktiviteter i EnergiCenter Voldparken.
Foreningen forventer at få 40 nye medlemmer under 25 år, 10 frivillige og 5 nye trænere.

Projektperioden er 1. maj 2017 - 31. december 2017.

 

3. Copenhagen City Taekwondo Klub

Copenhagen City Taekwondo Klub har fået en bevilling på 27.975 kr. til projektet "Kraftige børn - sund igennem kampsport".

Formål og målgruppe

Formålet med projektet er at rekruttere kraftige børn i alderen 10 - 15 år til to aldersopdelte hold. Børnene skal tilbydes en overskuelig idræt, hvor rummelighed, klare beskeder, faste regler og rutiner indgår. Der skal på holdene skabes et miljø, der giver børnene et frirum, hvor de kan udfolde sig fysisk på lige vilkår som børn uden vægtproblemer.
Undervisningen skal foregå på Tagensbo Skole, hvor deltagerne rekrutteres i samarbejde med skolen.
Foreningen forventer at få 6-10 nye medlemmer via projektet.

Projektperioden er 1. maj 2017 - 30. april 2018.

 

4. Stevnsgade Basketball

Stevnsgade Basketball har fået bevilget 71.696 kr. til projektet "Børn til tidlig foreningsstart".

Formål og målgruppe

Projektet retter sig mod børn i alderen 1 - 5 år. Formålet er at give børnene et "forspring" i forhold til senere at kunne fastholde dem i foreningsidrætten og derved sikre foreningens vækst. Samtidig vil projektet arbejde med at få forældre til at engagere sig aktivt for derved at kunne rekruttere frivillige ledere. 
Rekruttering vil ske via de sociale medier og ved markedsføring ved Nørrebrohallens Folkekøkkens arrangementer, der afholdes en gang ugentligt med deltagelse af et stort antal børnefamilier. 
Foreningen forventer at få 50 nye medlemmer samt 12 frivillige ledere via projektet.

Projektperioden er 1. maj 2017 - 31. december 2017.

 

5. Stevnsgade Basketball

Stevnsgade Basketball har fået bevilget 39.250 kr. til projektet "Rekruttering af frivillige instruktører og rekruttering af børn og unge".

Formål og målgruppe

Projektets mål er at rekruttere flere 0. til 5. klasse børn fra skolerne på Nørrebro. Herudover koncentrerer projektet sig om at rekruttere nye instruktører fra Institut fra Idræt og institutioner for lærerstuderende.
Foreningen vil i samarbejde med Danmarks Basketball Forbund gennemføre intense introduktionsforløb med nye instruktører. Derved vil foreningen kunne tage godt imod de mange børn og unge, der p.t. viser stor interesse for at starte til basketball.
Foreningen forventer at kunne rekruttere 20 børn og unge, samt 10 nye frivillige instruktører via projektet.

Projektperioden er 16. maj 2017 - 29. oktober 2017.

 

6. Christianshavns Karateklub

Christianshavns Karateklub har fået bevilget 60.500 kr. til projektet "Læring i bevægelse".

Formål og målgruppe

Projektets mål er at supplere den nuværende træning med en ny undervisningsform, der tilgodeser børn med undervisningsudfordringer, og børn der har svært ved at finde en indgang til idrætslivet. Herigennem forventes at kunne rekruttere og fastholde medlemmer.
Målgruppen er skolebørn med lyst til at lære på en ny måde, og der oprettes et nyt hold inden sommerferien. Samtidig forventer foreningen, at projektet vil kunne bidrage til at fastholde nuværende medlemmer.
Projektet samarbejder med Hishiki Hiromi, der leder to karateklubber i Japan. Samarbejdet foregår via ugentlige "Skype" møder, og i undervisningen arbejdes der med karate og sprog (som udgangspunkt engelsk).
Sideløbende med dette projekt er foreningen i gang med at opgradere og uddanne nye instruktører, hvilket vil give mulighed for at oprette hold til de nye medlemmer.
Aktiviteten skal afvikles i foreningens lokaler, og børnene rekrutteres fra de omkringliggende skoler og klubber.
Foreningen forventer at få 10 nye medlemmer i løbet af projektperioden.

Projektperioden er 1. maj 2017 - 10. december 2017.

 

7. Wolfpack Group

Wolfpack Group har fået bevilget 77.719 kr.

Formål og målgruppe

Projektets formål er at oprette hold på Gerbrandskolen, hvor foreningen har fået tildelt lokaler. Målgruppen er børn i alderen 6-13 år, og aktiviteten består af kampsport, dans, gymnastik, atletik og parkour. Træningen foregår en gang ugentligt, og herudover har projektdeltagerne mulighed for at deltage i foreningens 3 andre ugentlige træninger i selskab med en forælder.
Herudover rummer projektet 7 åben skole forløb på de nærliggende skoler, alle af 4 ugers varighed og med en ugentlig træning af 3 timers varighed. Rekruttering af de nye medlemmer forventes primært at ske via åben skole forløbene.
Foreningen forventer at kunne rekruttere 10 nye medlemmer.

Projektperiode er 5. juni 2017 - 4. juni 2018.

 

Økonomi

Udviklingspuljen for børn og unge har i 2017 et budget på 4.813.000 kr.

Der indstilles til dette møde 4 projekter med et samlet forbrug på 1.015.990 kr., og der er meddelt 7 administrative bevillinger med et samlet forbrug på 374.775 kr.

Resterende midler efter FOU 22. april 2017       3.696.457 kr.
Indstillet til dette møde 1.015.990 kr.
Administrative bevillinger 374.775 kr.
Rest på budget 2017 2.305.692 kr.

 

 

Mads Kamp Hansen

                                    /Rikke Thielcke

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 6. juni 2017:

Punktet blev godkendt umiddelbart efter dagsordenens punkt 1. Indstillingen blev godkendt.

Til top