B-sag: Godkendelse af nye folkeoplysende foreninger, der søger lokaler.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at udvalget godkender 7 foreninger, der søger om godkendelse og lokaler (bilag 1).
Problemstilling
Ledige offentlige lokaler skal ifølge Folkeoplysningsloven stilles vederlagsfrit til rådighed for folkeoplysende foreninger. De ansøgende foreninger har søgt om og opfylder kravene til at blive godkendt som folkeoplysende forening med henblik på at få stillet lokaler til rådighed.
Løsning
Den ansøgende forening skal opfylde en række betingelser i henhold til Folkeoplysningsloven og Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København for at blive godkendt som en folkeoplysende forening. Der stilles blandt andet krav til foreningens formål og vedtægter, der skal vedlægges ansøgningen.
Når en forenings ansøgning er komplet, meddeler forvaltningen en administrativ godkendelse, således at foreningen kan søge tider og påbegynde sine aktiviteter. Den administrative godkendelse er betinget af, at foreningen godkendes på førstkommende møde i Folkeoplysningsudvalget.
De 7 foreninger i bilag 1 indstilles til godkendelse, idet de opfylder betingelserne i Folkeoplysningsloven og Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i Københavns Kommune.
Til orientering har to foreninger (bilag 1) fået afslag, da det vurderes, at deres formål ikke er folkeoplysende:
- AUK, Amager Ungdoms- og Kulturforening
- Youth for Development Denmark
En forening (bilag 1) har fået afslag, da der er tale om en landsforening:
- Internationale Socialisters Ungdom
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Forvaltningen meddeler foreningerne Folkeoplysningsudvalgets beslutning.
Mads Kamp Hansen
/Rikke Thielcke
Beslutning
Punktet blev godkendt umiddelbart efter dagsordenens punkt 1. Indstillingen blev godkendt.