Idrætten i København – to rapporter om den københavnske idræt

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller:

1. at Folkeoplysningsudvalget drøfter rapporterne ”Det københavnske Idrætsliv” og ”Den københavnske idræt".

Problemstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen har rekvireret to rapporter med henblik på at belyse idrætten i Københavns Kommune. Dels har Idrættens Analyseinstitut (Idan) udarbejdet ”Det københavnske Idrætsliv – en vidensoversigt”, dels har Klaus Eskelund udarbejdet ”Den københavnske idræt - videns- og strategirapport”.

Løsning

Formålet med den førstnævnte rapport er at give et statusbillede af idrætten med udgangspunkt i eksisterende litteratur, undersøgelser og datakilder. Formålet med den anden rapport er, at supplere Idans rapport med en vurdering af de aktuelle udfordringer og opridse strategiske muligheder for idrætspolitikken i København.

Idans rapport

Rapporten er opdelt i fire hovedafsnit:

Første del giver et billede af Københavns idrætsliv på baggrund af en række nøgletal m.v. og giver en forståelse af kommunens idrætsliv nu og i fremtiden. Den viser, at kommunens borgere er unge og højtuddannede, hvilket giver en forventning om en høj idrætsdeltagelse. Byens særlige socioøkonomiske karakteristika – særligt i visse bydele – giver imidlertid en forventning om det modsatte. På den baggrund er vurderingen, at København således ikke er en homogen størrelse. Første del kommer også ind på den kraftige befolkningsvækst og den forventede stigning i uddannelsesniveauet (og indkomsten) og konkluderer således, at der kan forventes flere idrætsaktive i fremtiden.

Anden del fokuserer på de aktuelle idræts- og motionsvaner i København. Den viser, at idrætsdeltagelsen er på niveau med landsgennemsnittet, selvom der på baggrund af uddannelsesniveauet og den høje andel af studerende kunne forventes en højere deltagelse. Rapportens anden del konkluderer altså, at København underpræsterer en anelse.

Tredje del beskriver de københavnske idrætsforeningers status, virke og udfordringer med udgangspunkt i foreningernes udvikling i antal og medlemstal. Her fremgår det, at størstedelen af idrætten i København er selvorganiseret, og at der er færre foreningsaktive i København end i resten af landet. Der konkluderes – forsigtigt – en sammenhæng med facilitetsdækningen, som også er lav sammenlignet med andre kommuner.

Fjerde del viser, at facilitetsdækningen ikke er på højde med de kommuner, som rapporten bruger som sammenligningskommuner. Det fremgår, at der er mange københavnere om de enkelte faciliteter, og der trækkes tråde til foreningernes forudsætning for faciliteter til understøttelse af deres virke.

Rapportens overordnede konklusion er, at københavnerne er aktive og selvorganiserede og tilfredse med deres faciliteter, som der dog er stort pres på.

Rapporten afdækker et voksende facilitetspres i de kommende år. Et pres som dog lettes noget af det store antal selvorganiserede udøvere, der eksempelvis bruger kommercielle fitnesscentre og byens parker og veje.

Lektor og ph.d. Klaus Eskelunds rapport

Rapporten er ligeledes opdelt i fire hovedafsnit.

Første del gennemgår med et historisk afsæt Københavns idrætspolitikker siden 1988. Det konkluderes, at der i perioden er sket en udvidelse af den idrætspolitiske dagsorden, så den ud over breddeidrætten (i foreningsregi) også fokuserer på eliteidræt og selvorganiseret idræt. Desuden fokuseres på den betydning, gadeidrætten har for Københavns brand som en moderne storby.

Anden del undersøger københavnernes idrætsvaner og sundhedsprofil. Den understøtter Idans vurdering af, at voksne københavnere dyrker mest selvorganiseret idræt efterfulgt af idræt i privat/kommercielt regi og sidst i foreningsregi. Løb og fitness er de mest populære aktiviteter. Der konstateres en udtalt social ulighed, hvor de højest uddannede er mest aktive og de lavest uddannede mindst. Børn og unge orienterer sig mod traditionelle sportsgrene i foreningsregi, men også i nogen grad mod selvorganiseret idræt. Idrætsvanerne følger i øvrigt samme mønster som sundhedsprofilen, og der konstateres også her en udtalt social ulighed.

Tredje del undersøger med fokus på foreningsidrætten, hvad der nærmere kendetegner den københavnske idræts-organisering, og hvilke udfordringer den står overfor. Det konkluderes, at København har en lav foreningsprocent og lav grad af frivillighed i foreningerne.

Fjerde afsnit er fremadskuende og aktualiserer et overordnet mål for idrætspolitikken i København. Der opstilles fire strategiske principper for en idrætspolitik: Foreningsidrætten i centrum, styring gennem puljemidler, folkeoplysning på ”nye flasker” og idrætspolitik som tværgående politik. Med dette afsæt formuleres et udkast til en idrætspolitik, der styrker den velfærdspolitiske dagsorden, uden at det går ud over idrættens egenværdi for den enkelte. Der lægges således op til en diskussion om fremtidens idrætspolitik i København ud fra en grundlæggende sondring mellem idrættens egenværdi og idrættens nytteværdi.

Forvaltningens bemærkninger

Idans rapport baserer sig på et design, som er anvendt i andre kommuner, og dermed er ikke alle sammenligninger lige retvisende for København. Det drejer sig særligt om sammenligningen af driftsudgifter, hvor der er forskellig konteringspraksis i kommunerne og forskelle på, hvilke indendørsfaciliteter der medtages, hvorfor de københavnske skoleidrætsfaciliteter ikke i fuldt omfang er med i sammenligningsgrundlaget.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har de seneste år arbejdet med en mere effektiv udnyttelse af faciliteterne og med optimering af indtægterne. I løbet af 2017 forventes nye bookingsystemer til foreningslivet og selvorganiserede at blive ibrugtaget, ligesom der pågår en revision af retningslinjerne, som skal gøre det mere smidigt at søge facilitetstid. Det er forvaltningens vurdering, at begge dele vil øge benyttelsen af faciliteterne.

Forvaltningen udarbejder i forbindelse med de årlige budgetforhandlinger forslag til investeringer i nye idrætsfaciliteter baseret på den demografiske udvikling. Arbejdet resulterer i, at der hvert år besluttes 1-2 nye større idrætsfaciliteter – ofte i sammenhæng med skoler med henblik på at sikre en effektiv ressourceudnyttelse. Dette arbejde har en særlig betydning i forhold til at skabe idrætsfaciliteter i nye byområder.

Det københavnske idrætsbillede med forholdsvis mange selvorganiserede idrætsudøvere fordrer, at der fortsat investeres både i og udenfor foreningslivet. Dette er helt i tråd med DIF's og DGI's vision ”Bevæg dig for livet”, hvor 75 % af danskerne skal være idrætsaktive, heraf 25 % udenfor det organiserede idrætsliv. Der arbejdes til stadighed på at forbedre forholdene for idrætslivet gennem forbedrede administrative løsninger, flere midler til folkeoplysende foreninger og særskilte indsatser som f.eks. Håndbolden tilbage til København. For det uorganiserede idrætsliv handler det meget om at sikre plads i form af løbestier, parker, skaterbaner og andre ”bevægelsesklare områder”.

København satser særligt på eliteidrætslivet gennem ”Team Copenhagen”. Her kan idrætslivet dels søge støtte til udvikling af eliteidrætten, dels styrke foreningsopbygningen gennem forløb målrettet bestyrelserne.

Med åbningen af Royal Arena kan København nu huse endnu flere events end før. Der arbejdes på at professionalisere eventarbejdet og skabe bedre sammenhæng mellem events, foreningsliv og kommercielle aktører.

Kultur- og Fritidspolitikken fastslår, at idrætten har en værdi i sig selv. Samtidig åbnes der for samarbejde med andre områder; skoler, daginstitutioner, sundhedscentre, boligorganisationer og mange andre. Her kan idrætten være indgangen til aktivitet, så flere københavnere deltager aktivt i byens liv.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Mads Kamp Hansen                          

                                   /Eva Kartholm