Udviklingspuljen for børn og unge
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget giver tilsagn til ansøgningerne under pkt. 1 - 4.
Problemstilling
To foreninger søger Folkeoplysningsudvalget om midler fra Udviklingspuljen for børn og unge til 1. år af 2-årige projekter, en forening søger om midler til 1. år af et 3-årigt projekt, og en forening søger om midler til 2. år af et 2-årigt projekt.
Løsning
1. KFUMs Boldklub
KFUMs Boldklub søger en bevilling på 92.790 kr. som støtte til 1. år af projektet "Frivillighed - Projektansættelse af frivillighedskonsulenter". Til projektets 2. år vil foreningen søge en bevilling på 78.750 kr.
Formål og målgruppe
Projektets mål er at udvikle kompetencer og viden om frivillighed. Foreningens ledelse skal opnå bevidsthed om forhold som hvervning og motivering af frivillige, kommunikation, vidensdeling og organisering.
Den primære målgruppe er KFUMs ledelse, der udgør bestyrelse, administrationsudvalg, fodboldudvalg og aktivitetsudvalg.
Projektet vil ansætte en frivillighedskonsulent for hvert af områderne administration, fodbold og ledelse. Foreningen samarbejder med en klubkonsulent fra DBU, der i samarbejde med projektets konsulenter vil gennemføre projektet.
Arbejdet vil tage udgangspunkt i bøgerne "Ledelse af frivillige" og "Ledelse af frivillige i praksis".
Foreningen forventer, at effekten af en god tilgang til frivillige vil være en større og mere stabil frivillighedsgruppe, hvilket giver mulighed for at tiltrække flere børn til foreningens aktiviteter.
Varighed
Projektperioden er fra 1. september 2017 - 31. august 2018.
Succeskriterier
Foreningen forventer at effekten af projektet vil resultere i 100 nye medlemmer og 20 nye frivillige i løbet af projektperioden.
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at der bevilges 92.790 kr.
2. Ajax København Håndbold
Ajax København søger en bevilling på 173.200 kr. som støtte til 1. år af projektet "Handball4All". Til projektets 2. år vil foreningen søge en bevilling på 58.335 kr.
Formål og målgruppe
Projektets primære formål er at rekruttere børn og unge fra Sydhavnsområdet, hvor mange børn lever i socialt belastede familier og ofte har en problemfyldt skolegang. Med dette projekt, vil foreningen inkludere børnene i foreningslivet og dermed give dem muligheden for at opleve succes og samtidig føle sig som en del af et fællesskab.
Det sekundære formål er at rekruttere frivillige fra Københavns Idrætsefterskole, til at deltage i projektet som instruktører. Efterskoleeleverne kommer ofte fra ressourcestærke miljøer og har meget at byde på.
Aktiviteten er street handball, der tager udgangspunkt i den traditionelle håndbold. Øvelserne er centreret om inklusion, så alle kan være med uanset deres niveau.
Rekruttering vil ske i samarbejde med eksisterende boligsociale projekter samt skoler, og foreningen vil afvikle håndbolden i områderne hvor børnene færdes.
Varighed
Projektperioden er fra 1. juni 2017 - 1. november 2018.
Succeskriterier
Foreningen forventer 80 nye medlemmer under 25 år samt 10 nye frivillige instruktører.
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at der bevilges 173.200 kr.
3. BørneBasket København
BørneBasket København søger en bevilling på 250.000 kr. til 1. år af projektet "BørneBasket for 6000 københavnske skolebørn om året". Til projektets 2. og 3. år vil foreningen søge om bevillinger på 250.000 kr. årligt.
Formål og målgruppe
Projektets målgruppe er børn fra 0. - 6. klassetrin, og formålet er at gøre det lettere for børn i indskolingen at deltage i foreningsidræt.
Projektet vil gennemføre skolebasketforløb for 250 skoleklasser om året og forventer løbende at kunne rekruttere medlemmer til nye afdelinger, eksempelvis i Tingbjerg, Sydhavnen, Ørestad og andre områder, hvor der endnu ikke er en basketballklub.
Skoleforløbene skal afvikles som ugentlige undervisningsforløb i en 6 ugers periode og tilrettelægges samt afvikles i samarbejde med skolerne. Det vil ruste lærere og pædagoger til at kunne undervise i basketball fremadrettet.
Projektet har fået tilsagn om støtte fra Nordea-fonden og Børne- og Ungdomsforvaltningen.
For at opnå projektets mål om at etablere nye klubber, er der behov for længerevarende aftaler med skolerne. Derfor har foreningen valgt at gennemføre projektet over en 3-årig periode.
Varighed
Projektperioden er fra 1. januar 2018 - 31. december 2020.
Succeskriterier
Foreningen forventer at kunne rekruttere 100 børn og unge årligt.
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at der bevilges 250.000 kr.
4. Nørrebro Idrætsråd
Nørrebro Idrætsråd søger en bevilling på 500.000 kr. til 2. år af projektet " Styrkelse af foreningslivet på Nørrebro". Til projektets 1. år bevilgede Folkeoplysningsudvalget 500.000 kr.
Formål og målgruppe
Nørrebro Idrætsråd afvikler projektet i samarbejde med SheZone, Stevnsgade Basketball, Nørrebro Taekwondo, Global Kidz og Nørrebro United.
Målet er at styrke foreningerne og skabe grundlag for, at de kan rekruttere og fastholde nye medlemmer og frivillige ledere.
Hver af de 5 foreninger skal udover arbejdet i egen forening, agere mentor for en anden lokal forening, for herved at sprede erfaringer til så mange foreninger som muligt.
Projektet kører efter planen og Nørrebro Idrætsråd forventer at projektets mål bliver indfriet.
Varighed
Projektperioden er fra 1. maj 2016 - 30. april 2019.
Succeskriterier
Fordelt på de 5 deltagende foreninger samt mentor- foreningerne, forventer Nørrebro Idrætsråd ca. 600 nye medlemmer under 25 år samt ca. 70 frivillige ledere.
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at der bevilges 500.000 kr.
Økonomi
Udviklingspuljen for børn og unge har i 2017 et budget på 4.813.000 kr.
Der indstilles til dette møde 4 projekter med et samlet forbrug på 1.015.990 kr., og der er meddelt 7 administrative bevillinger med et samlet forbrug på 374.775 kr.
Resterende midler efter FOU 22. april 2017 | 3.696.457 kr. |
Indstillet til dette møde | 1.015.990 kr. |
Administrative bevillinger | 374.775 kr. |
Rest på budget 2017 | 2.305.692 kr. |
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen meddeler foreningerne Folkeoplysningsudvalgets beslutning.
Mads Kamp Hansen
/Rikke Thielcke
Beslutning
Peter Kjøller forlod mødet under behandlingen af Nørrebro Idrætsråds ansøgning grundet inhabilitet.
Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 6. juni 2017:
Indstillingen blev godkendt.