Regnskab for den folkeoplysende voksenundervisning 2016
Indstilling
- at Folkeoplysningsudvalget godkender redegørelsen for regnskabsaflæggelsen 2016 (bilag 1),
- at Folkeoplysningsudvalget godkender regnskabsaflæggelsen for de to aftenskoler, der har fået tilskud til børn- og ungeaktiviteter i 2016 (bilag 1, tabel 9), og
- at den samlede tilbagebetaling indgår i omfordelingen.
Problemstilling
Aftenskolerne i Københavns Kommune aflægger regnskab for tilskud i 2016 med frist den 3. april 2017. De aftenskoler, der modtager tilskud på mere end 1 mio. kr., indsender også deres samlede virksomhedsregnskab for 2016 med frist den 2. maj 2017. Aftenskolerne aflægger tilskudsregnskab for at afregne i forhold til det tilskud, de har fået i 2016, og de aktiviteter de har haft i 2016.
Aftenskoler der, udover at udbyde aktiviteter for voksne, også ønsker at udbyde aktiviteter for børn og unge, bruger det, der kaldes visitkortmodellen. Dette tilskud beregnes efter reglerne for tilskud til børn og unge, mens tilskudsbeløbet finansieres af rammen til voksenundervisning. Der er også aflagt regnskab for aktiviteterne i 2016 på dette område.
Denne regnskabsindstilling forelægges i år Folkeoplysningsudvalget inden sommerferien, og omfordelingsprocessen gennemføres lige efter regnskabsrunden i maj-juni mod september-oktober sidste år. Det sker for at give mulighed for, at overskydende midler kan anvendes i aftenskolernes planlægning for resten af året 2017.
Løsning
84 aktive aftenskoler, der fik tilskud i 2016, har aflagt tilskudsregnskab. 12 aftenskoler, der har modtaget tilskud på over en 1 mio. kr., har indsendt deres virksomhedsregnskaber.
Regnskabsaflæggelsen og revisionen heraf viser, om aftenskolerne har brugt tilskuddet i overensstemmelse med de gældende retningslinjer. Aftenskolerne tilbagebetaler tilskud, som ikke har været anvendt - d.v.s. som aftenskolerne ikke har haft undervisningsaktiviteter for. De aftenskoler, der har nedsat prisen på deres kurser til københavnske pensionister, arbejdsledige, studerende m.fl., får udlægget udbetalt med det samme. Det betyder, at den for aftenskolerne positive afregning på 270.142 kr. fratrækkes det samlede afregningsbeløb, da midler udbetales med det samme. Fra afregningen 2016 til omfordeling 2017 er rammen, der disponeres over, således 2.405.044 kr.
Når aftenskolerne aflægger deres tilskudsregnskab, giver det mulighed for at se på udviklingen inden for aftenskoleområdet. Det gælder blandt andet for antallet af deltagertimer, undervisningstimer, deltagernes egenbetaling, hvor meget der er brugt i PEA-tilskud (pensionister, efterlønsmodtagere og arbejdsløse) med videre. Udviklingen på de enkelte områder er vist i tabellerne i det vedlagte bilag 1, ligesom tallene for 2016 sammenlignes med tal fra tidligere år.
Gennemgangen af aftenskolernes regnskaber for 2016 viser, at nogle aftenskoler betaler en del tilskud tilbage - 2.675.785 kr. - men også, at andre aftenskoler har haft mange flere aktiviteter i 2016, end deres tilskud har rakt til. Det kaldes for meraktivitet. Der har været meraktivitet for 3.031.701 kr. i 2016. Meraktiviteten overstiger således tilbagebetalingen med 359.588 kr. Der udbetales ikke yderligere tilskud før i det efterfølgende år, i dette tilfælde 2018.
Økonomi
Aftenskolernes samlede tilbagebetaling udgør 2.675.785 kr. for 2016. Som oplyst i budgettet for 2016 kan tilbagebetalt tilskud fra 2016 anvendes som ekstra tilskud til aftenskolerne i 2016 ved en omfordeling.
Der var ingen tilbagebetaling fra visitkortskolerne i regnskab 2016 (se bilag 1 tabel 9).
Videre proces
Tilbagebetaling fra aftenskolerne fratrukket udbetalt PEA-tilskud 2.405.044 kr. kr., indgår i omfordelingsbudgettet på voksenundervisningsområdet, der fordeles i juni 2017.
Aftenskolerne kan søge om ekstra tilskud for ekstra aktiviteter i omfordelingen. De får meddelelse om, at deres tilskud er ændret ved denne omfordeling.
Mads Kamp Hansen
/Rikke Thielcke
Beslutning
Repræsentanterne for voksenundervisningsområdet ønskede, at indstillingens bilag 1 fremover erstattes af den af forvaltningen udarbejdede oversigt over tilskudsudviklingen indenfor voksenundervisning.
Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 6. juni 2017:
Indstillingen blev godkendt.