Mødedato: 06.04.2021, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ledig kapacitet på skoler

Folkeoplysningsudvalget skal drøfte udnyttelsen af gymnastiksale på kommunale skoler.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget drøfter, hvordan der sikres en bedre udnyttelse af gymnastiksale på skoler.

Problemstilling

På baggrund af evalueringen af fordeling af faciliter, som blev forelagt udvalget på sidste udvalgsmøde, kan det konkluderes, at der trods en nedgang i udbuddet af gymnastiksale på skoler fortsat er ledige tider, som kan anvendes til afvikling af aktiviteter for foreninger og aftenskoler.

Viggo Brøndegaard, medlem af Folkeoplysningsudvalget, har ønsket, at problemstillingen drøftes i udvalget.

Løsning

Københavns Kommune har – sammenlignet med andre kommuner – et lavt udbud af faciliteter pr. indbygger, Derfor er der behov for at drøfte, hvordan faciliteterne benyttes bedst muligt i København. 

Evalueringen viste, at der trods en nedgang af idræts- og bevægelsesfaciliteter på skoler på 16% stadig er ledige tider, som kan benyttes af foreninger og aftenskoler.

Udbuddet af faciliteter er faldet markant fra 2016 til 2019. Faldet i udbuddet af faciliteter skyldes blandet andet, at flere skoler i perioden har undergået helhedsrenovering, og Kultur- og Fritidsforvaltningen oplever i stigende grad, at skoler, der genåbner efter renovering, ikke ønsker at stille nær så mange lokaler til rådighed for fritidsbrugere, som de gjorde inden renoveringen. Derudover er der en del eksempler på, at den automatiske adgangskontrol, der skal sikre fritidsbrugernes adgang uden for skoletiden, ikke bliver genetableret eller ikke kan integrere med de systemtekniske løsninger

For at imødekomme udfordringen med faldet i udbuddet på skoler har Kultur- og Fritidsforvaltningen i samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningen udarbejdet en samarbejdsaftale. Samarbejdsaftalen danner rammen for det fremtidige samarbejde mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen og kommunens skoler. Med implementeringen af samarbejdspapiret forventes det, at udbuddet af faciliteter, herunder også bevægelses- og idrætsfaciliteter på skoler, vil stige.

Implementeringsplanen for samarbejdsaftalen skal forelægges henholdsvis Kultur- og Fritidsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget i april 2021. Herefter orienteres Folkeoplysningsudvalget om implementeringsplanen.

I forbindelse med udarbejdelsen af evalueringen blev det også undersøgt, hvilke faktorer der gør, at foreninger og aftenskoler ikke altid finder gymnastiksale attraktive:

  • Manglende adgang til nødvendige redskaber og rekvisitter.
  • Manglende opbevaringsmuligheder for foreningens rekvisitter.
  • Problemer med adgangsforhold.
  • Nedslidte og utiltalende faciliteter.
  • Tilgængelighed, som for eksempel afstand til offentlig transport.

Dialogen med de enkelte skoler i forbindelse med implementeringen af samarbejdsaftalen igangsættes efter planen i efteråret 2021. Kultur- og Fritidsforvaltningen vil i dialogen med skolerne henvise til, at de i fællesskab med en eller flere foreninger kan ansøge om midler til opbevaring og forbedringer m.m. i forenings- og aftenskolepakken. Dette forudsætter dog, at der i budget 2022 bliver afsat midler til videreførelsen af forenings- og aftenskolepakken.  

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

På baggrund af Folkeoplysningsudvalgets drøftelse arbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen videre med eventuelle yderligere forslag til, hvordan ledig kapacitet på skolerne i højere grad kan udnyttes til aftenskole- og foreningsaktiviteter.

 

Mads Kamp Hansen

/Rikke Lauritzen

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 6. april 2021:

Udvalget drøftede problemstillingen.

Til top