Mødedato: 06.04.2021, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Drøftelse af ønsker til Budget 2022

Se alle bilag
Folkeoplysningsudvalget skal drøfte udvalgets ønsker til Budget 2022.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget drøfter udvalgets ønsker til Budget 2022.

Problemstilling

Budgetforhandlingerne er påbegyndt, og Kultur- og Fritidsudvalget har førstebehandlet Budget 2022. Budgetprocessen er beskrevet i Budgetpublikation 2021 (jf. bilag 1).

Det fremgår af folkeoplysningsloven § 35, at folkeoplysningsudvalget skal inddrages forud for vedtagelsen af kommunens budget for den folkeoplysende virksomhed.

Løsning

Kultur- og Fritidsudvalget førstebehandlede Budget 2022 den 17. marts 2021. Der var i den forbindelse ikke forslag af direkte betydning for folkeoplysningsområdet. Kultur- og Fritidsudvalget andenbehandler Budget 2022 den 29. april 2021.

Der er fremsat et investeringsforslag, "Idræt - øget kapacitetsudnyttelse", som forventes at give en effektivisering på 0,4 mio. kr. om året. Forslaget går ud på at øge kapacitetsudnyttelsen i Grøndal MultiCenter, Nørrebrohallen og Svanemøllehallen i dagtimerne på hverdage og delvist i weekenden, hvor der er et potentiale i bedre udnyttelse af den ledige kapacitet. Der er tre hovedelementer i forslaget:

  1. Målrettet markedsføring for at få flere brugere ind i dagtimerne.
  2. Dialog med foreninger, der har lokaler til rådighed, som kun anvendes på udvalgte tidspunkter, og som med fordel kan stilles til rådighed for flere brugere resten af tiden.
  3. Opgradering af faciliteter, så de bliver mere attraktive for selvorganiserede brugere og øvrige samarbejdspartnere.

Der er herudover bevillinger på folkeoplysningsområdet, der står til udløb, jf. Budgetpublikation 2021, afsnit 1.2.

 

Forvaltningen foreslår, at udvalget drøfter dets ønsker til Budget 2022.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forvaltningen arbejder videre med udvalgets ønsker ud fra udvalgets drøftelser.

 

Mads Kamp Hansen

  /Rikke Lauritzen

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 6. april 2021:

Udvalget drøftede ønsker for folkeoplysningsområdet i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2021.

Specifikt blev bevillingsudløb for Forenings- og aftenskolepakken og de Sociale Partnerskaber samt muligheden for at gøre brug af erfaringerne fra Corona-krisen i forbindelse med genetableringen af aftenskole- og foreningsliv (gerne i indsatser på tværs af forvaltninger) nævnt.

Repræsentanterne for det frivillige folkeoplysende foreningsområde håber at kunne fremsende samlede ønsker for området.

Til top