Mødedato: 05.12.2016, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Forslag til ændring af Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København

Se alle bilag
Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til ændringer af Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget vedtager Kultur- og Fritidsforvaltningens forslag til ændring af pkt. 2.4.6 (Ansøgning), pkt. 2.19 (Regnskabsaflæggelse) og pkt. 2.20 (Omfordeling) i Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København (bilag 1),
  2. at Folkeoplysningsudvalget vedtager Kultur- og Fritidsforvaltningens forslag til ændring af bestemmelserne om medlemstilskud og lokaletilskud til børn- og ungeforeninger i Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København (bilag 2),
  3. at Folkeoplysningsudvalget vedtager Kultur- og Fritidsforvaltningens forslag til ændring af pkt. 4.4 Lederkurser i Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København (bilag 3), og
  4. at Folkeoplysningsudvalget vedtager Kultur- og Fritidsforvaltningens forslag til ændring af afsnit 5.6 i Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København (bilag 4) og at bilag til Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København om den konkrete gebyrmodel ophæves.

Problemstilling

I forlængelse af forvaltningens tidligere oplæg om revision af Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København har forvaltningen arbejdet videre med at revidere retningslinjerne for voksenundervisning og børn- og ungeforeninger.

Endvidere ændrede Folkeoplysningsudvalget den 24. maj 2016 retningslinjerne for at leve op til de daværende budgetkrav vedrørende gebyr. Efter vedtagelsen af Budget 2017 og Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 25. oktober 2016 (dagsordenens punkt 6) er der behov for at ændre retningslinjerne på dette punkt, da gebyret bortfalder.

Løsning

Forslagene til ændringer er udtryk for et ønske om at forenkle sagsbehandlingen og at gøre det lettere at være forening og aftenskole i Københavns Kommune.

Voksenundervisning

På aftenskoleområdet bortfalder den selvstændige ansøgningsrunde. I forbindelse med tilskudsregnskabet markerer skolerne i stedet med et flueben, at de søger det efterfølgende år. Alle bestyrelsesmedlemmer underskriver tilskudsregnskab og ansøgning. Med andre ord flyttes bestyrelsens underskrifter til en ny samlet ansøgnings- og tilskudsregnskabsrunde. Ændringerne i retningslinjerne sker i pkt. 2.4.6 (Ansøgning) og pkt. 2.19 (Regnskabsaflæggelse).

Ligeledes på aftenskoleområdet flyttes omfordelingsprocessen fra sidst på året til maj hvert år. Denne ændring giver aftenskolerne bedre mulighed for at planlægge nye aktiviteter, de ikke har fået tilskud til i deres bevilling, ved at få adgang til overskydende midler tidligere på området før andet halvår går i gang. Dermed kan de ekstra midler indgå i planlægningen af nye kurser i efterårssæsonen. Ændringen i retningslinjerne sker i pkt. 2.20 (Omfordeling).

Medlems- og lokaletilskud

Det foreslås, at beregning af tilskud til medlemmer og lokaler fra og med tilskudsåret 2018 for de kendte foreninger beregnes ud fra forrige års endelige medlemstal og lokaleudgifter.

Det beregnede tilskud kan herefter kun ændres hvis:

  1. Foreninger ved ansøgningstidspunktet 1. juni kan dokumentere en medlemsstigning i perioden 1. januar - 31. maj på mindst 10 %, og stigningen er på mindst 30 medlemmer. Denne stigning kan i givet fald medtages ved næste års tilskudsberegning.
  2. Foreninger ved ansøgningstidspunktet 1. juni har haft en medlemsnedgang i perioden frem til 31. maj på mindst 10 %, og nedgangen er på mindst 30 medlemmer. Denne nedgang skal i givet fald medtages ved næste års tilskudsberegning, og foreningen har meddelelsespligt overfor forvaltningen.

Ændringen vil betyde, at foreninger, der skal indsende tilskudsregnskab for 2016 den 1. juni 2017, samtidig kan søge om tilskud for 2018, og at dette tilskud beregnes ud fra de faktiske tal fra 2016.

Nye foreninger vil stadig få udbetalt a conto tilskud det første år med efterfølgende afregning. Det samme gælder foreninger, der får væsentlige lokaleudgifter i løbet af året. De vil også stadig efter nuværende retningslinjer kunne søge om øget tilskud til de løbende frister.

Der foreslås en enkel justering af ordlyden vedrørende tilskud til egne lokaler, da forståelsen af "driftstilskud" har givet anledning til misforståelser.

Tilskud til lederkurser

Tilskud til lederkurser foreslås forenklet således, at der maksimalt ydes tilskud på op til 2.500 kr. pr. kursus, dog højst 80 % af kursusafgiften. Dermed bortfalder reglen om tilskud efter antal dage. Det er forvaltningens vurdering, at det er svært for foreningerne at overskue den nuværende model, hvor tilskud afhænger af antal kursusdage.

Voksengebyr for offentlige lokaler

Med vedtagelsen af Budget 2017 og Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 25. oktober 2016 (dagsordenens punkt 6) er gebyret for voksne foreningsmedlemmers brug af faciliteter stillet til rådighed af Københavns Kommune afskaffet. Der er herefter behov for at ændre retningslinjernes pkt. 5.6 (Gebyr), så de stemmer med den nuværende situation.

Økonomi

Ændringerne har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Ændringerne oplyses i nyhedsbrev fra Kultur- og Fritidsforvaltningen, på kommunens hjemmeside og diverse ansøgningsmaterialer opdateres. Foreningerne, der modtager medlems- og/eller lokaletilskud, orienteres pr. mail, og endelig indarbejdes ændringerne i "Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København".

Forvaltningen arbejder videre med at revidere retningslinjerne for voksenundervisning og børn- og ungeforeninger. Når arbejdet er endeligt afsluttet vil forvaltningen foretage en samlet gennemskrivning - og om muligt yderligere forenklinger - af retningslinjerne

 

Mads Kamp Hansen

                                  /Rikke Thielcke

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 5. december 2016:

Udvalget vedtog, at transportudgifter kan dækkes indenfor den angivne ramme. Dog højst med prisen for billigste offentlige transport.

Med denne tilføjelse blev indstillingen godkendt.

Til top