Udvælgelse af Sociale partnerskabsforeninger
Folkeoplysningsudvalget skal overfor Kultur- og Fritidsudvalget indstille hvilke foreninger, der skal indgås Sociale partnerskaber med i perioden 2018-2021.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget overfor Kultur- og Fritidsudvalget indstiller, at følgende 9 foreninger hver bevilges 200.000 kr. årligt og indgår Sociale partnerskaber med Kultur- og Fritidsforvaltningen i perioden 2018 – 2021:
- Amager Judo Skole,
-
BK Union,
-
Boldklubben Skjold,
-
BørneBasket København,
-
Copenhagen Floorball Club,
-
Global Kidz,
- Hovedstadens Svømmeklub,
- Rollespilsfabrikken,
- Stevnsgade Basketball, og
2. at Folkeoplysningsudvalget overfor Kultur- og Fritidsudvalget indstiller, at foreningerne Ajax København Håndbold og Vestia inviteres til at indgå i et delt partnerskab og samlet tildeles 200.000 kr. årligt i perioden 2018 - 2021.
Problemstilling
Med Budget 2018 blev der afsat midler til 10 nye Sociale partnerskaber mellem folkeoplysende foreninger og Kultur- og Fritidsforvaltningen. Hver forening modtager 200.000 kr. årligt i fire år til ansættelse af en ressourceperson i foreningen.
Foreningerne har kunnet ansøge i perioden 26. oktober - 23. november 2017. Der er indkommet i alt 24 ansøgninger.
Midlerne tildeles i henhold til Retningslinjer til ansøgning om Sociale partnerskaber (bilag 1), som Kultur- og Fritidsudvalget godkendte d. 12. oktober 2017.
Løsning
Baggrund
Folkeoplysende foreninger, der ligger i udsatte byområder og har en stor andel af socialt udsatte børn og unge, har ofte problemer med at inddrage forældre, tiltrække kompetente frivillige, der både kan træne og løse sociale problemstillinger samt inddrive kontingent.
Derudover har disse foreninger typisk et øget behov for et tæt samarbejde om målgruppen med lokale aktører som for eksempel frivilliggrupper, helhedsplaner, skoler og opsøgende gadeplansarbejdere. Det kan dog være svært for foreningerne at finde tiden til at være aktive i lokalområdet og indgå sådanne samarbejder. Disse problemstillinger har vist sig vedvarende og løses ikke ved midlertidige projekter af kortere varighed.
Støtten skal gå til ansættelse af en ressourceperson (20 timer om ugen), som skal arbejde for, at foreningen kan rumme udsatte børn og unge. For at sikre fremdrift, fokus og udvikling i de berørte foreninger, indebærer de Sociale partnerskaber, at der indgås en gensidigt forpligtende partnerskabsaftale mellem foreningen og forvaltningen.
Kriterier for udvælgelsen af foreninger
De Sociale partnerskaber kan udelukkende søges af folkeoplysende foreninger hjemmehørende i Københavns Kommune. Ansøgere skal, som udgangspunkt:
-
have mindst 150 børne- og ungemedlemmer,
-
have aktiviteter i eller i nærheden af et socialt udsat byområde.
Overordnet prioriteres foreninger, der ønsker at udvikle børne- og ungdomsarbejdet for bedre at kunne rumme socialt udsatte børn og unge, og foreningerne har skullet beskrive, hvordan de påtænker at arbejde med følgende:
-
Intern organisering og struktur i foreningen.
-
Rekruttering og inddragelse af frivillige, herunder frivillige med fokus på social trivsel.
-
Indgåelse af lokale samarbejder om målgruppen, herunder samarbejde med FritidsGuiderne KBH og FerieCamp.
-
Rekruttering og fastholdelse af børne- og ungemedlemmer i aktiviteterne.
Foruden ovennævnte parametre er der i udvælgelsen lagt vægt på diversitet i aktiviteterne og geografisk spredning.
Udvælgelsen
Da der i overvejende grad er modtaget ansøgninger fra idrætsforeninger, har Kultur- og Fritidsforvaltningen inddraget DGI Storkøbenhavn og Idrætsforum København i udvælgelsen af foreningerne.
Ud fra en samlet vurdering indstilles følgende foreninger til Sociale partnerskaber:
- Amager Judo Skole
- BK Union
- Boldklubben Skjold
- BørneBasket København
- Copenhagen Floorball Club
- Global Kidz
- Hovedstadens Svømmeklub
- Rollespilsfabrikken
- Stevnsgade Basketball
Forvaltningen indstiller derudover til et delt partnerskab mellem Ajax København Håndbold og Vestia, da begge foreninger har hjemsted på Bavnehøj Idrætsanlæg. Parterne kan med fordel indtænke andre foreninger, der er hjemmehørende på anlægget. Partnerskabsaftalen afhænger naturligvis af de to foreningers accept af et delt partnerskab, som vil betyde, at de skal dele ressourceperson.
Tre af de ansøgende foreninger lever ikke op til det overordnede krav om mindst 150 børne- og ungemedlemmer. Det gælder:
- CPH Youth Football Club
- Den Blå Foreningsby
- Nørrebro Fighters
Følgende foreninger indstilles derudover ikke til Sociale partnerskaber:
- Amager SK
- Athlete Nation
- B93
- CPH Panna House
- Familieidræt
- Fremad Amager
- Goldschmidts Musikakademi
- Krumspring
- SSB
- Street Society
Økonomi
Bevillinger til foreninger (10 x 200.000 kr.) |
2,0 mio. kr. pr. år |
Understøttelse og administration |
0,2 mio. kr. pr. år |
I alt: |
2,2 mio. kr. pr år |
Videre proces
Sagen vil blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget d. 21. december 2017.
Kultur- og Fritidsforvaltningen giver herefter ansøgerne besked. Bestyrelserne i de foreninger, der får bevilget midlerne, indkaldes derefter til et obligatorisk introduktionskursus. Midlerne udbetales til foreningerne primo 2018.
De foreninger, der ikke indgås partnerskab med, tilbydes et møde med forvaltningen med henblik på at afdække, hvordan foreningernes fortsatte arbejde med inklusion kan understøttes på anden vis.
Mads Kamp Hansen
/Rikke Thielcke
Beslutning
Anders Berner, Peter Kjøller og Søren Hemmingshøj forlod mødet under behandlingen af punktet grundet inhabilitet.
Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 4. december 2017:
Indstillingen blev godkendt.