Udviklingspuljen for børn og unge 2018
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget giver tilsagn til ansøgningerne beskrevet under pkt. 1 og 2.
Problemstilling
Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til afgørelser over 100.000 kr. samt afgørelser hvor projektperioden overstiger et år.
Løsning
1. Athlete Nation
Athlete Nation søger en bevilling på 119.250 kr. som støtte til projektet "Styrkelse af børne- og unge indsatsen".
Foreningen afvikler p.t. projektet "Børnegrappling", der er støttet af Udviklingspuljen for børn og unge med 81.500 kr. Projektperioden udløber 30. november 2018.
Formål og målgruppe
Projektets formål er at skabe sammenhæng og struktur i arbejdet med børn og unge på tværs af foreningens mange hold og discipliner - herunder at uddanne nye frivillige trænere, fastholde medlemmer og rekruttere nye medlemmer i alderen 6 - 18 år.
Arbejdet vil bestå i forskellige tiltag, der vil munde ud i værktøjer, der kan forenkle foreningens arbejde. Der skal blandt andet udarbejdes procedurer for konflikthåndtering, upassende adfærd til træning eller ved omklædning, kortlægning af samarbejdspartnere, handleplaner for samarbejdsaftaler m.v.
Herudover byder projektet på 6 åben skole forløb for skoler på Nørrebro, Nordvest og Tingbjerg for 1-10. klassetrin, samt et børnestævne i Thaiboksning og et i Jiu Jitsu.
Foreningen forventer at kunne oprette et satellithold i Korsgadehallen med undervisning i Thaiboksning.
Varighed
Projektperioden er fra 1. september 2018 - 31. august 2019.
Succeskriterier
Foreningen forventer at kunne rekruttere 120 nye medlemmer og herudover få 20 nye frivillige via projektet.
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at der bevilges 119.250 kr.
2. Crossover
Crossover søger en bevilling på 39.900 kr. som støtte til projektet "Crossover Basketball for Nordvest Ungdom".
Til projektets 1. år bevilgede Folkeoplysningsudvalget 50.000 kr.
Formål og målgruppe
Crossover er en forholdsvis ny folkeoplysende forening, der med dette projekt vil rekruttere medlemmer i alderen 13-18 år. Foreningen har indgået samarbejde med fritidscenter Bispebjerg Syd, Tagensbo Skole og Degnestavnens bemandede Legeplads, hvorfra de unge rekrutteres. Aktiviteten er streetbasket, der afvikles på Tagensbo Skole.
Foreningen er tilfreds med projektets resultater og har på nuværende tidspunkt fået 28 nye medlemmer samt 13 nye frivillige.
Varighed
Projektperioden er fra 1. oktober 2017 - 31. januar 2019.
Succeskriterier
Foreningen forventer at kunne rekruttere 30-40 nye medlemmer i løbet af projektperioden.
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at der bevilges 39.900 kr.
Økonomi
Udviklingspuljen for børn og unge har i 2018 et budget på 4.867.000 kr.
Der er på dette møde indstillet to projekter med et forbrug på i alt 159.150 kr., samt et forhåndsgodkendt projekt med et forbrug på 39.900 kr.
Herefter er der forhåndsgodkendte projekter i 2018 med et samlet forbrug på 1.138.750 kr.
Der er på dette møde meddelt to administrative bevillinger med et samlet forbrug på 71.850 kr.
Rest på budget efter møde i FOU 19. juni 2018 | 1.499.884 kr. |
Indstillet til dette møde | 159.150 kr. |
Administrative bevillinger | 71.850 kr. |
Rest på budget | 1.268.884 kr. |
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen meddeler ansøgerne Folkeoplysningsudvalgets beslutning.
Mads Kamp Hansen
/Marianne Kruckow
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.