Stevnsgade Basketball
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget tager orienteringen til efterretning, og
- at Folkeoplysningsudvalget godkender det skærpede tilsyn med Stevnsgade Basketball.
Problemstilling
Forvaltningen har konstateret, at der i forbindelse med regnskabsaflæggelsen for et projekt, der har modtaget støtte fra Udviklingspuljen for børn og unge, er afgivet forskellige og urigtige oplysninger.
Stevnsgade Basketball afholdt ordinær generalforsamling den 15. august 2018. En stor del af bestyrelsen er nu nyvalgt. Den nyvalgte har oplyst, at den ønsker at samarbejde om en opklaring af uregelmæssigheder og en afklaring af foreningens økonomi.
Løsning
Et tidligere medlem af Stevnsgade Basketball oplyste den 17. august 2018, at et konkret bilag, der var anvendt som dokumentation i forbindelse med aflagt projektregnskab, var falsk. Forvaltningen kontaktede leverandøren, som oplyste, at der var tale om et "modificeret tilbud" (jf. bilag 1). Forvaltningen standsede samme dag alle udbetalinger til Stevnsgade Basketball og politianmeldte muligt dokumentfalsk fra foreningens side den 20. august.
Forvaltningen havde møde med tre medlemmer af den nyvalgte bestyrelse den 20. august (bilag 2). Stevnsgade Basketballs bestyrelse er indkaldt til nyt møde med forvaltningen den 11. september 2018.
Forvaltningen har endvidere iværksat skærpet tilsyn (jf. bilag 1). Forvaltningen vurderer, at det skærpede tilsyn bør bestå af:
- Udbetaling af tilskud i rater.
- Krav om kvartalsregnskaber udført af autoriseret revisor, hvor godkendelse forudsætter udbetaling af følgende kvartals rate. (forvaltningsrevision).
- Krav om kvartalsmæssige møder med forvaltningen med gennemgang af regnskaber og aktivitetsplaner.
- Krav om originalbilag for alle regnskabsposter for tilskud i udviklingspuljer og for lederkurser.
- Forvaltningen vil herefter tjekke et udvalg af bilagenes ægthed direkte med leverandørerne.
- Krav om dokumentation for medlemstal på halvårlig basis.
Endelig påbegynder Intern Revision, Københavns Kommune en gennemgang af alle regnskaber fra Stevnsgade Basketball for perioden 2016-2018. Foreningen er i den forbindelse anmodet om bilag, der dokumenterer de regnskabsmæssige registreringer (f.eks. fakturaer, kvitteringer og andre materialer som f.eks. bestyrelsesreferater, korrespondance, aftaler og kontrakter) samt kontooversigter, kontodetaljer og bankudskrifter med specifikation af ind- og udbetalinger.
Økonomi
Forvaltningen vil efter gennemgang af sagen tage stilling til, om der skal rejses tilbagebetalingskrav, og om foreningen Stevnsgade Basketball fortsat opfylder betingelserne for at modtage tilskud som folkeoplysende forening.
Videre proces
Forvaltningen fører skærpet tilsyn med Stevnsgade Basketball som anført.
Mads Kamp Hansen
/Marianne Kruckow
Beslutning
Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 4. september 2018:
Indstillingen blev godkendt.