Mødedato: 04.06.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Afgrænsning af folkeoplysende voksenundervisning i forhold til formel uddannelse

Folkeoplysningsudvalget skal beslutte, hvordan den folkeoplysende voksenundervisning afgrænses over for formel uddannelse

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Folkeoplysningsudvalget vedtager en ændring af retningslinjerne for støtte til folkeoplysning under pkt. 2.2

Problemstilling

Tilsynet med Film+Teaterskolen Holberg har vist et behov for, at retningslinjerne er klare i forhold til afgrænsning mellem den folkeoplysende voksenundervisning over for formel uddannelse.

Da det er et grundvilkår, at hvert enkelt undervisningsforløb inden for den folkeoplysende voksenundervisning ikke kan godkendes særskilt, er det af afgørende betydning, at der er klare regler for, hvad der ligger inden for folkeoplysningsloven og Københavns Kommunes retningslinjer, og hvad der ikke gør.

Løsning

Det er grundlæggende Folkeoplysningsudvalget, der definerer og fortolker, hvad der ligger inden for den folkeoplysende voksenundervisning. Der er dog to væsentlige lovbestemmelser i folkeoplysningsloven, der afgrænser den folkeoplysende voksenundervisning fra anden uddannelse:
  • § 7, stk. 3: "Der kan ikke ydes tilskud til formelt kompetencegivende virksomhed".
  • § 7, stk. 4: "Den folkeoplysende voksenundervisning skal være åben for alle"

I tilsynet med Film+Teaterskolen Holberg tegner der sig et billede af en undervisning, der ikke har været afdækket af Folkeoplysningsudvalget før. Film+Teaterskolen Holbergs undervisning er kendetegnet ved:

- Et meget omfattende, flerårigt undervisningsforløb
- Undervisningen er fuldtidsundervisning
- Undervisning bliver flere steder beskrevet som en egentlig uddannelse
- Et samlet undervisningsforløb over tre år, der munder ud i, at deltagerne kan kalde sig skuespillere, hvilket dog ikke er nogen beskyttet titel
- Man har søgt godkendelse hos andre aktører i branchen (Dansk Skuespiller Forbund)
- Der præsenteres et samlet undervisningsforløb, der indirekte lukker af for, at alle kan deltage frit
- Det er uklart, om der opereres med optagelsesprøve, eller om der er tale om en "gensidig afklaring" mellem elev og skole

Tilsynet med Film+Teaterskolen Holberg giver anledning til at skærpe afgrænsningen af den folkeoplysende voksenundervisning i retningslinjerne i forhold til afgrænsning mellem den folkeoplysende voksenundervisning og formel uddannelse. I afslutning af retningslinjernes pkt. 2.2 "Hvad gives der ikke tilskud til?" indsættes et nyt afsnit med følgende formulering :
"Der gives ligeledes ikke tilskud til:

  • Undervisning, som udbydes som eller har karakter af formel eller kompetencegivende uddannelse
  • Uddannelse, hvor der kræves optagelsesprøve for at kunne deltage
  • Sammenhængende uddannelsesforløb, der strækker sig over mere end et år "

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser

Videre proces

Retningslinjerne for støtte til folkeoplysning opdateres på www.fritid.kk.dk med den vedtagne ændring under pkt. 2.2. Aftenskolerne i København meddeles særskilt om ændringen.


Mads Kamp Hansen
                                                                                    /Anders Christensen

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt.
Til top