Nøgletal for udvikling i aktivitetstilskud og medlemstal på folkeoplysningsområdet 1999 - 2013
Indstilling og beslutning
- at Folkeoplysningsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Problemstilling
Løsning
Tre pointer, som kan uddrages af tallene, kan være af særlig interesse for Folkeoplysningsudvalget.
1. Der bliver flere børn og unge i Københavns Kommune.
Andelen af børn og unge i aldersgruppen under 25 år stiger fortsat. Tallene underbygger forventningerne om et fortsat stigende behov for aktiviteter i de folkeoplysende foreninger, hvilket også vil øge presset på tilskud og faciliteter.
2. Stor produktivitetsforbedring i de frivillige folkeoplysende
I perioden 1999 til 2013 er der sket en produktivitetsforbedring på ca. 42 % målt på aktivitetstimer og medlemstal. Når Københavns Kommune i 2013 giver en krone i tilskud til foreningerne, kommer der 44 % flere foreningsmedlemmer og 39 % flere aktivitetstimer, end da man gav en krone i tilskud i 1999. Det er i betragtning af områdets karakter en ganske betydelig produktivitetsstigning.
Analysen kan ikke sige noget om, hvordan produktiviteten er forbedret eller konsekvenserne heraf (kontingentudvikling, medlemssammensætning, aktivitetsudvikling osv.). Det er heller ikke muligt at aflæse en klar sammenhæng mellem tilskuddets størrelse og medlems- og aktivitetsudviklingen. Det kunne umiddelbart tyde på, at foreningsdeltagelse er om ikke uafhængigt af kommunalt aktivitetstilskud, så dog uden større sammenhæng med tilskuddet. Andre undersøgelser viser tæt sammenhæng mellem foreningsdeltagelsen og tilgængeligheden af egnede faciliteter.
3. Vækst i børns og unges foreningsdeltagelse
Set over hele perioden er en voksende andel af københavnske børn og unge blevet medlemmer af frivillige folkeoplysende foreninger. Denne tendens synes at fortsætte, idet der også ses en svagt stigende tendens i organisationsprocenten fra 2012 til 2013. I 2013 er ca. 57 % i aldersgruppen 6 - 24 år medlem af en folkeoplysende forening.
Forklaringer til bilag
Bilag 1 viser en række nøgletal for udviklingen 1999 - 2013 i aktivitetstilskud til de frivillige folkeoplysende foreninger. Aktivitetstilskuddet gives efter ansøgning til godkendte frivillige folkeoplysende foreninger i to former.
- Grundtilskud, som er et årligt beløb pr. medlem under 25 år. Som medlem forstås en person, der har betalt kontingent for hele året eller en del heraf.
- Timetilskud, som er et tilskud pr. aktivitetstime for hold, hvor mindst halvdelen af deltagerne er under 20 år.
I de første kolonner (B til I) står alene de rå tal fra de pågældende år. Alle beløb i disse kolonner er i løbende priser, hvilket vil sige de faktisk udbetalte beløb i de pågældende år.
I kolonne J og K er grundtilskuddet og timetilskuddet indekseret baseret på tallene i løbende priser, således at 1999 er sat til 100.
I kolonne L og M er grundtilskuddet og timetilskuddet indekseret baseret på faste priser (niveau 1999). Der tages således i disse kolonner højde for inflation og dermed formindsket købekraft.
I kolonne N fremgår antallet af indbyggere i Københavns Kommune, hvilket sammenholdt med medlemstallet giver en organisationsprocent, som fremgår af kolonne P.
I kolonne M er personer fra 0 til 5 år udeladt, idet disse vurderes at udgøre en meget begrænset del af medlemsskaren - det skal understreges, at der ikke er konkrete oplysninger om dette. Det giver en organisationsprocent, som fremgår af kolonne Q.
I forhold til kolonnerne P og Q kan disse alene anvendes til at være en indikator for unges medlemskab af frivillige folkeoplysende foreninger. Der er særligt mulighed for to store fejlkilder. Den første er, at medlemmer i københavnske foreninger ikke nødvendigvis har bopæl i Københavns Kommune. Det modsatte gør sig også gældende, så et barn bosiddende i Københavns Kommune kan sagtens være medlem af en forening uden for kommunen. Den anden mulige fejlkilde er, at det samme barn kan være medlem af flere forskellige foreninger.
I bilag 2 er nogle af tabellens sammenhænge illustreret i forskellige grafer.
Økonomi
Videre proces
Mads Kamp Hansen
/Anders Christensen