Mødedato: 04.02.2020, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Intern Revisions gennemgang af udvalgte foreningers medlemstal - status

Se alle bilag
Folkeoplysningsudvalget orienteres om forvaltningens opfølgning på Intern Revisions rapport om gennemgangen af udvalgte foreningers medlemstal.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Problemstilling

De folkeoplysende foreningers medlemstal ligger til grund for udbetalingen af medlemstilskud.

Intern Revision, Københavns Kommune, gennemgik efter anmodning fra Kultur- og Fritidsforvaltningen 15 udvalgte folkeoplysende foreningers medlemsgrundlag. Forvaltningen har efterfølgende fulgt op på Intern Revisions fund og anbefalinger.

Løsning

Intern Revisions gennemgang havde til formål at vurdere, om medlemstilskud for 2019 er udbetalt i overensstemmelse med Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København. Intern Revision har herefter:
1. Påset at det korrekte ansøgningsskema er anvendt,
2. modtaget medlemslister og stikprøvevis verificeret oplysningerne,
3. undersøgt om der har været et fald i medlemstallet på mere end 10 % og mindst 30 personer,
4. kontrolleret om personer fremgår med dobbelt medlemskab,
5. kontrolleret om foreningerne har modtaget kontingentindbetalinger fra medlemmerne,
6. stikprøvevist indhentet handicaperklæringer, og
7. optalt medlemstal i de enkelte alderskategorier.

Resultaterne af Intern Revisions gennemgang fremgår af rapporten "Gennemgang af udvalgte foreningers medlemstilskud", bilag 1. Intern Revision påpeger i den forbindelse, at det er forvaltningens ansvar at foretage det fornødne i forhold til at sikre, at udbetalingerne til foreningerne sker i overensstemmelse med gældende regler.

Forvaltningen har på den baggrund fulgt op på de konkrete resultater af Intern Revisions gennemgang i forhold til de 15 foreninger, hvis medlemstal er blevet gennemgået. Konsekvenserne er afklarede for 12 foreningers vedkommende, mens forvaltningen fortsat behandler sagerne vedrørende de tre resterende foreninger, jf. bilag 2.

På baggrund af gennemgangen har Intern Revision endvidere fremsat forslag til præciseringer af Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København og anbefalinger, kommunen bør følge fremover (bilag 1, afsnit 2.2). Forvaltningen har udarbejdet relevante forslag til revision af Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København, som Folkeoplysningsudvalget behandlede på sit møde den 17. december 2019. Der er ligeledes med denne dagsorden fremsat forslag til en ændring af Retningslinjerne. Forvaltningen vurderer, at Intern Revisions anbefalinger vedrørende Retningslinjerne er efterlevet, hvis udvalget godkender indstillingen under dagsordenens punkt 7.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Når sagsbehandlingen er afsluttet, orienterer Kultur- og Fritidsforvaltningen Folkeoplysningsudvalget om eventuelle konsekvenser for de berørte foreninger. Forvaltningen udarbejder endvidere forslag til revision af Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København til forelæggelse for udvalget.

 

Mads Kamp Hansen

                                            /Marianne Kruckow

Beslutning

Flemming Jensen forlod mødet på grund af inhabilitet under behandlingen af punktet.

Jesper Gjøtterup Andersen og Marie Neergaard Hald, Intern Revision, Københavns Kommune, redegjorde indledningsvis for Intern Revisions gennemgang af de 15 foreningers medlemstal.

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 4. februar 2020:

Indstillingen blev godkendt.

Til top