B-sag: Udviklings- og aktivitetspuljen for aftenskoler - administrative afslag
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget tager det administrative afslag til efterretning.
Problemstilling
Folkeoplysningsudvalget har delegeret afgørelser under 100.000 kr. til Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Løsning
1. De intensive musik- og dramakurser
De intensive musik- og dramakurser har søgt om tilskud på 98.000 kr. til projekt ”Bæredygtighed - i øjenhøjde - for det enkelte menneske - for os alle”.
Forvaltningen har meddelt afslag på støtte til projektet.
Projektets formål er opbygningen af en internetportal, der skal give aftenskolerne en tydelig profil i bæredygtighedsspørgsmålet i bred forstand.
Forvaltningen har ved afgørelsen lagt vægt på, at projektet grundlæggende ikke falder inder under nogen af formålene i Retningslinjer for Udviklings- og aktivitetspuljen for aftenskoler, og at det ikke kan henføres til hverken konkrete aftenskolers indsatser eller aktiviteter. Forvaltningen har vurderet, at opbygningen af en internetportal ikke kan stå alene som synliggørelse af området i forhold til oplysning om eller markedsføring af aftenskolerne. Forvaltningen har desuden vurderet, at en internetportal, uanset at der linkes til den fra aftenskoler og foreninger, ikke kan stå alene, og at en portal, der står alene, ikke kan forventes forankret gennem et oparbejdet ”eget liv” uden som minimum yderligere aftenskolers/foreningers tilslutning også i form af konkrete indsatser/aktiviteter.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Mads Kamp Hansen
/Rikke LauritzenBeslutning
Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 3. december 2024:
Punktet blev behandlet umiddelbart efter dagsordenens punkt 1.
Indstillingen blev godkendt.