Udviklings- og aktivitetspuljen for aftenskoler 2018
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget giver tilsagn til ansøgningen fra Pas På Hovedet.
Problemstilling
Aftenskolen Pas På Hovedet søger Folkeoplysningsudvalget om støtte med 133.625 kr. fra Udviklings- og Aktivitetspuljen for Aftenskoler til 2. år af projektet "Digitalisering af folkeoplysning om hjernerystelse". Til projektets 1. år bevilgede Folkeoplysningsudvalget 133.625 kr.
Løsning
Projektets formål er at digitalisere folkeoplysning om hjernerystelse. Digital undervisning vil kunne tilgodese hovedparten af foreningens målgruppe, der primært består af folk, der er ramt af hjernerystelse.
Projektet har mødt problemer i forhold til at afvikle webinar og fysisk foredrag på én gang. Det er forstyrrende for de kursister, der deltager digitalt, hvis der er uro blandt de fremmødte deltagere. Herudover er der en tendens til, at fremmøde fravælges, når der er mulighed for at deltage digitalt. Dette løses ved at optage de fysiske foredrag for senere at bruge optagelserne til digital brug.
Projektet har afviklet 90 lektioner og har involveret ca. 130 deltagere. Aftenskolens erfaring er, at udvikling tager længere tid end planlagt, men når udviklingsfasen er overstået, går implementeringen hurtigere end planlagt.
Aftenskolen forventer derfor, at projektet når de opsatte mål.
Varighed
Projektperioden er 1. januar 2018 - 31. december 2019.
Succeskriterier
Aftenskolen forventer at kunne udvide skolens undervisning med 125 timers digital folkeoplysning og samtidig vil projektet udarbejde erfaringsopsamling, der kan formidles til andre aftenskoler.
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at der bevilges 133.625 kr.
Økonomi
Udviklings- og Aktivitetspuljen for aftenskoler har i 2018 et budget på 810.000 kr.
Der er til dette møde indstillet et projekt med et forbrug på 133.625 kr. og der er meddelt en administrativ bevilling med et forbrug på 71.250 kr.
Rest på budget efter FOU 19. juni 2018 | 393.120 kr. |
Indstillet til dette møde | 133.625 kr. |
Administrativ bevilling | 71.250 kr. |
Rest på budget 2018 | 188.245 kr. |
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen meddeler ansøger Folkeoplysningsudvalgets beslutning.
Mads Kamp Hansen
/Marianne Kruckow
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.