Revision af Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at de foreslåede ændringer i Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København godkendes.
Problemstilling
Der er behov for at bringe Københavns Kommunes regelgrundlag i overensstemmelse med hinanden - herunder Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København og Forretningscirkulære for ydelse af tilskud i Københavns Kommune.
Herudover har der enkelte steder i retningslinjerne været behov for præciseringer/rettelser.
Løsning
Der er foretaget mindre sproglige og forståelsesmæssige ændringer.
Herudover er de væsentligste foreslåede ændringer:
Afsnit 1.2. Hvem kan søge?
Det er tilføjet, at folkeoplysende foreningers godkendelse kan genoptages til fornyet godkendelse hvert 4. år.
Afsnit 1.7. Tilsyn
Bestemmelsen om skærpet tilsyn er ændret, så forvaltningens beslutning om skærpet tilsyn forelægges Folkeoplysningsudvalget til orientering.
Afsnit 2.6. Debatskabende aktiviteter
Afsnittets vejledningsdel er opdateret efter dialog mellem Folkeoplysningsudvalgets repræsentanter og forvaltningen.
Afsnit 4.4. Lederkurser
Det er tilføjet, at der ikke gives tilskud til kompetencegivende uddannelser eller kurser.
Afsnit 6. Revisionsinstruks
Det er tilføjet, at revisionen skal leve op til kravene i folkeoplysningsloven, Forretningscirkulære for ydelse af tilskud fra Københavns Kommune og Københavns Kommunes Kasse- og regnskabsregulativ. Revisionsinstruksen er endvidere tilrettet, så den lever op til disse krav.
Grænsen for revision af registreret eller statsautoriseret revisor er forhøjet til 500.000 kr.
Kravene til revision er i øvrigt føjet til de relevante bestemmelser i retningslinjerne generelt.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
De reviderede Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København offentliggøres på kommunens hjemmeside.
Mads Kamp Hansen
/Marianne Kruckow
Beslutning
Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 3. december 2018:
Kåre Emtoft havde på voksenundervisningsområdets vegne fremsendt ændringsforslag til retningslinjernes punkt 2.15 (bilag 2).
Ole Sørensen ønskede, at ændringen i punkt 7.4 ("i relevant omfang") udgår.
Med disse ændringer blev indstillingen godkendt.