Mødedato: 03.12.2018, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, Udv. vær D, vær.103

B-sag: Administrative bevillinger fra Udviklingspuljen for børn og unge 2018

Folkeoplysningsudvalget skal orienteres om administrative bevillinger fra Udviklingspuljen for børn og unge.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget tager de administrative bevillinger til efterretning.

Problemstilling

Folkeoplysningsudvalget har delegeret afgørelser under 100.000 kr. til Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Løsning

1. Copenhagen Floorball Club

Copenhagen Floorball Club har fået bevilget 22.000 kr. til projektet "Floorball på Lukretiavej".

Formål og målgruppe

Projektets formål er at udvikle aktiviteter for udsatte børn og unge på Lukretiavej i Valby. Målgruppen er børn i alderen 7 - 12 år, og floorballtræningen vil blive afviklet aldersrelateret. Foreningen afvikler projektet i samarbejde med en koordinator fra de sociale indsatser Lejerbo København. Koordinatoren har allerede kontakt til områdets børn og unge.

Projektperioden er fra 14. august 2018 til 13. august 2019.

 

2. Copenhagen Floorball Club

Copenhagen Floorball Club har fået bevilget 8.000 kr. til projektet "Al-Hikma til BydelsBattle"

Formål og målgruppe

Projektet vil gennemføre undervisningsforløb for børn på 2. og 3. klassetrin fra Al-Hikma skolen. Træningen vil foregå på skolen og i Valby Hallen. Det primære formål, er at Al-Hikma skolens børn rustes til at deltage i stævnet Floorball BydelsBattle, der afvikles i slutningen af november 2018.

Projektperioden er fra 10. september 2018 til 26. november 2018.

 

3. KFUM Husumvold Gruppe

Husumvold Gruppe har fået bevilget 51.900 kr. til projektet "Medlemsvækst på nye måder".

Formål og målgruppe

Projektets formål er at skabe medlemsvækst. Målgruppen er opdelt i 3 - 6 år, 6 - 8 år og voksne over 18 år, der skal rekrutteres til frivillige lederroller.
En målrettet indsats i forhold til de 6 - 8 årige er ny for foreningen, der med dette projekt vil fokusere på synlighed. Det vil bl.a. ske ved at afvikle aktiviteter udendørs i foreningens nærområde.

Projektperioden er fra 20. september 2018 til 30. juni 2019.

 

4. C.I.Ks Håndboldafdeling

C.I.Ks Håndboldafdeling har fået bevilget 36.625 kr. til projektet "Rekruttering af ungdom fra skoler og institutioner".

Formål og målgruppe

Projektets formål er at få flere 6 - 16 årige børn og unge som medlemmer i klubben. Det skal ske via skoleforløb på Amagerbro Skole, den Classenske Legat skole og Skolen på Islands Brygge. Herudover byder projektet på "åbent hus" arrangement, der afvikles i Hal C.

Projektperioden er fra 1. november 2018 til 30. september 2019.

Økonomi

Udviklingspuljen for børn og unge har i 2018 et budget på 4.867.000 kr.

Der er på dette møde indstillet to projekter med et forbrug på 487.833 kr., samt et forhåndsgodkendt projekt med et forbrug på 250.000 kr.
Herudover er et forhåndsgodkendt projekt indstillet til afslag og et projekt fik bevillingen udbetalt af midler fra budget 2017.
Hvis udvalget godkender indstillingerne til dette møde, vil der herefter være 270.000 kr. tilbage af de forhåndsgodkendte midler.

Der er til dette mød meddelt fire administrative bevillinger med et samlet forbrug på 118.525 kr.

 

Rest på budget efter FOU 9. oktober 2018 993.484 kr.
Afslag på forhåndsgodkendt projekt 144.000 kr.
Forhåndsgodkendt projekt bevilget af budget 2017 126.000 kr.
Indstillet til dette møde 487.833 kr.
Administrative bevillinger 118.525 kr.
Rest på budget 2018 657.126 kr.

 

Mads Kamp Hansen

                                           /Marianne Kruckow                                  

 

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 3. december 2018:

Punktet blev behandlet umiddelbart efter dagsordenens punkt 1.

Indstillingen blev godkendt.

Til top