Udviklingspuljen for børn og unge - revision af retningslinjer
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget godkender rammerne for det videre arbejde med revisionen af Retningslinjer for Udviklingspuljen for børn og unge, og
- at Folkeoplysningsudvalget udpeger to eller flere medlemmer til en arbejdsgruppe, der skal bistå forvaltningen med at udarbejde udkast til nye retningslinjer.
Problemstilling
Folkeoplysningsudvalget har tidligere drøftet rammerne for Udviklingspuljen for børn og unge, herunder målgruppe for ansøgere og tilskud til driftsmidler.
Udviklingspuljen har endvidere over en periode haft svært ved at tiltrække tilstrækkeligt med kvalificerede ansøgninger.
Løsning
Forvaltningen foreslår, at der nedsættes en arbejdsgruppe med deltagelse fra Folkeoplysningsudvalget og forvaltningen.
Følgende elementer bør efter forvaltningens vurdering som minimum indgå i arbejdet med og overvejelserne om nye Retningslinjer for Udviklingspuljen:
- Driftssynspunktet - i hvor høj grad skal udgifter, der kan betragtes som driftsudgifter, kunne dækkes, skal der være en grænse for hvor mange projekter en forening kan få støtte til samtidig, og/eller over en årrække.
- Målgruppe for ansøgere - skal projekterne være udsprunget og drevet af de enkelte foreninger, eller skal projekter opstået i forbundsregi også kunne støttes.
- Indhold - er der særlige områder, aktiviteter eller andet, udvalget ønsker at støtte.
- Skal der være et maksimum for, hvor mange projekter en forening kan deltage i på samme tid, og skal en forening kunne søge støtte til projekter i forlængelse af hinanden.
Det kan i forbindelse med arbejdet overvejes, om puljen eventuelt skal opdeles i flere formål. Puljen kunne eksempelvis opdeles i to eller flere:
- En del der kan støtte nyetablerede foreninger, herunder med støtte til udstyr/materialer.
- En del der - som i dag - støtter projekter der udspringer af foreningernes initiativ.
- En årlig ansøgningsrunde hvor udvalget indkalder ansøgninger til et aktuelt tema.
Udvalget har herudover tilkendegivet, at:
- Der er behov for klare retningslinjer.
- Der skal være plads til, at vilde idéer kan prøves af.
- Udvalget eventuelt kan øremærke penge.
- Det bør overvejes, hvor mange penge man kan få.
- Det er vigtigt, at det er en bred pulje.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis udvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen indkalde arbejdsgruppen til første møde.
Thomas Bach
/Rikke Lauritzen
Beslutning
Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 3. november 2020:
Udvalget udpegede Jonas Bjørn Jensen, Anders Berner, Flemming Jensen, Martin Duus og Søren Hemmingshøj til at bistå forvaltningen med at udarbejde udkast til nye retningslinjer for Udviklingspuljen for børn og unge.