Mødedato: 03.09.2024, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Orientering om opfølgning på restancer

Folkeoplysningsudvalget orienteres om Kultur- og Fritidsforvaltningens arbejde med inddrivelse af folkeoplysende foreningers gæld til Københavns Kommune.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget tager denne orientering til efterretning.

Problemstilling

Ultimo maj 2024 havde ca. 200 godkendte, folkeoplysende foreninger forfalden gæld på ca. 2,1 mio. kr. til Københavns Kommune - primært gebyr for lokalebooking, men også fx tilbagebetaling af medlemstilskud. Hovedparten af restancerne er på under 50.000 kr., mens 5 foreninger/aftenskoler har en større gæld.

Løsning

Jævnfør Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i Københavns Kommune, pkt. 1.8.e vil en forening som udgangspunkt miste sin godkendelse som folkeoplysende forening, hvis den har gæld til Københavns Kommune, hvor der ikke er indgået en betalingsaftale. Det vil sige, at foreningen ikke længere kan modtage tilskud. Den kan heller ikke længere søge om ledige lokaletider i Foreningsportalen, ligesom allerede tildelte tider samt afsendte ansøgninger om tider vil blive annulleret.

I de tilfælde, hvor en forening har forfalden gæld til Københavns Kommune, sker følgende:

  1. Kultur- og Fritidsforvaltningen sender foreningen en rykker med en frist på 14 dage (Bilag 1). Rykkeren sendes til den mailadresse, foreningen har registreret sig med i foreningsportalen I mailen vejledes foreningen om muligheden for at indgå betalingsaftale. Foreningen orienteres også om, at fortsat manglende betaling vil få konsekvenser for dens status som folkeoplysende forening og dermed for dens tilskud og/eller lokaletider.
  2. Såfremt foreningen ikke reagerer på 1. rykker, sender forvaltningen endnu en rykker. Denne rykker sendes både til foreningens mailadresse samt til foreningens digitale postkasse. Fristen er ligeledes 14 dage. Forvaltningen har i flere tilfælde oplevet, at foreninger ikke har et aktivt CVR-nummer og dermed ikke kan modtage digital post, eller at den digitale postkasse ikke benyttes.
  3. Hvis foreningen efter tidsfristens udløb stadig ikke har fremsendt dokumentation for betaling eller har indgået betalingsaftale, vil 3. henvendelse til foreningen være en afgørelse om, at foreningen mister sin godkendelse som folkeoplysende forening sammen med en orientering om konsekvenserne for den pågældende forening.

Til orientering er der ikke blevet sendt rykkere i tre uger fra slutningen af juni til midten af juli. Dette er for at undgå at foreningerne bliver ramt, mens de foreningsansvarlige er på sommerferie.

Status pr. 8. august 2024:

  • Siden slutningen af maj 2024 har forvaltningen skrevet til 103 foreninger.
  • Heraf har 45 foreninger betalt i alt 476.142,80 kroner.
  • 2 (muligvis 3) foreninger har indgået betalingsaftale.
  • Af de resterende 55 foreninger er forvaltningen i dialog med flere.
    • 46 foreninger har modtaget 1. rykker.
    • 9 foreninger har modtaget 2. rykker. Der er endnu ikke truffet nogen afgørelser vedrørende annullering af godkendelser.
  • Ca. 80% af de 103 foreninger, forvaltningen har været i kontakt med, har enten aktuelle lokaletider eller modtager tilskud.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forvaltningen fortsætter med at inddrive gæld fra de resterende ca. 100 foreninger og vil løbende inddrive gæld fra eventuelle nye skyldnere.

 

Mads Kamp Hansen

                                                    /Rikke Lauritzen
Til top