Mødedato: 02.04.2024, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Status på indhentelse af erklæring om børneattester 2024

Se alle bilag

Forvaltningen orienterer om status vedrørende foreningers indsendelse af tro- og love-erklæring om indhentelse af børneattester.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Problemstilling

Alle godkendte folkeoplysende foreninger er den 2. januar 2024 blevet anmodet om at afgive erklæring om indhentelse af børneattester for 2024. Erklæringen skal afgives i Foreningsportalen og er sendt til 1.166 foreninger.

Løsning

En folkeoplysende forening skal i henhold til Folkeoplysningslovens § 4, stk. 4, afgive erklæring om, at foreningen indhenter børneattester. Sker dette ikke, skal kommunen undlade at yde tilskud og anvise lokaler til foreningen, jf. folkeoplysningslovens § 33, stk. 7. Kravet fremgår også af Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København, afsnit 1.5.h.

Efter den første anmodning om at afgive erklæring er der sendt rykker den 13. februar 2024 og 2. rykker den 28. februar 2024.

Sidste frist for afgivelse af erklæringen var den 10. marts 2024.

Pr. 15. marts mangler 51 foreninger at afgive erklæringen. Navnene på de 51 foreninger fremgår af bilag 1. Her fremgår også, om den enkelte forening er bevilget medlems-/lokaletilskud i 2024, og om foreningen er tildelt lokaletider.

24 af de 51 foreninger er hverken bevilget tilskud eller tildelt lokaletider, hvorfor de nu er spærret i Foreningsportalen. Henvender foreningerne sig senere, vil de blive bedt om at afgive erklæringen som en forudsætning for atter at kunne søge tilskud og/eller ledige lokaletider.

De sidste 27 foreninger vil efter Folkeoplysningsudvalgets møde den 2. april 2024 modtage en sidste rykker med 8 dages frist.

Er erklæringen herefter ikke afgivet sker følgende:

  1. Eventuelle tildelte lokaletider bliver annulleret,
  2. eventuelt tildelt medlems-/lokaletilskud bliver krævet tilbagebetalt,
  3. foreningen spærres i Foreningsportalen, og
  4. brugsaftaler vil blive opsagt.

Afgiver foreningen erklæringen senere, frigives den i Foreningsportalen og kan søge resttider og tilskud til førstkommende ansøgningsrunde.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og fritidsforvaltningen sender efter Folkeoplysningsudvalgets møde den 2. april 2024 en sidste rykker til de 27 foreninger med de beskrevne konsekvenser. Rykkeren vil blive sendt både til foreningens kontaktperson og til foreningens digitale postkasse. Afgiver foreningen erklæringen senere, vil den igen få mulighed for at søge resttider og tilskud.

 

Mads Kamp Hansen

                                             /Rikke Lauritzen

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 2. april 2024:

Udvalget tog orienteringen til efterretning.

Til top