Forenings- og aftenskolepakken 2024 - behandling af ansøgninger
Folkeoplysningsudvalget skal behandle indkomne ansøgninger til Forenings- og aftenskolepakken samt pulje til genopretning af idrætsfaciliteter.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget giver tilsagn til ansøgninger på baggrund af følgegruppens indstilling, og
- at Folkeoplysningsudvalget beslutter, om der skal være en repræsentant for aftenskoleområdet med i følgegruppen for Forenings- og aftenskolepakken.
Problemstilling
Med Forenings- og aftenskolepakken er der varigt afsat midler til at understøtte og forbedre de fysiske rammer for folkeoplysende aktiviteter. I 2024 er der afsat 5,7 mio. kr. til udmøntning i Forenings- og aftenskolepakken.
Med budget 2022 er der derudover afsat en 4-årig pulje på to mio. kr. årligt til genopretning af idrætsfaciliteter.
Da Kåre Emtoft er udtrådt af Folkeoplysningsudvalget og dermed følgegruppen, er der p.t. ikke en repræsentant fra aftenskoleområdet med i den følgegruppe, der vurderer ansøgningerne forud for Folkeoplysningsudvalgets møder.
Løsning
Der er kommet i alt 12 ansøgninger til Forenings- og aftenskolepakken, hvoraf én af ansøgningerne kan udmøntes under pulje til genopretning af idrætsfaciliteter. Desuden er én af ansøgningerne en tillægsansøgning fra B93 til ansøgning om indkøb af mål, der modtog tilsagn i december 2023.
Alle ansøgninger indstilles til tilsagn, dog er tilsagn til ansøgningen fra Familieidræt om indkøb af airtrack til Gymnastikhuset i DGI-Byen betinget. Udvalget har tidligere afvist ansøgninger om forbedringer i DGI-byen med argumentet om, at nødvendigt udstyr i forhold til at kunne udføre den pågældende aktivitet bør være til rådighed.
Følgegruppen består efter Kåre Emtofts udtræden af Folkeoplysningsudvalget af fire repræsentanter fra foreningsområdet. Da Forenings- og aftenskolepakken understøtter både folkeoplysende foreninger og aftenskoler, kan det være relevant at have begge områder repræsenteret i følgegruppen. Der er ikke nogen kriterier for sammensætningen af følgegruppen, og det er derfor ikke nødvendigt at udpege en repræsentant fra aftenskoleområdet til at indgå i følgegruppen, men en mulighed.
Økonomi
Der er ansøgt for i alt 731.604 kr. i servicemidler i Forenings- og aftenskolepakken, og det indstilles at udmønte det fulde beløb.
Der er ansøgt for i alt 230.000 kr. i anlægsmidler til pulje for Genopretning af idrætsfaciliteter, og det indstilles at udmønte det fulde beløb.
Hvis indstillingen godkendes, vil der være 2,4 mio. kr. tilbage i restbudget på service i 2024 og 1,1 mio. kr. tilbage i restbudget på anlæg i 2024.
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen udmønter Forenings- og aftenskolepakken på baggrund af Folkeoplysningsudvalgets beslutning.
Mads Kamp Hansen
/Rikke Lauritzen
Beslutning
Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 2. april 2024:
Udvalget besluttede, at ansøgning nr. 6 i bilag 1 ikke kunne støttes. Med denne ændring blev indstillingen godkendt.
Udvalget udpegede Charlotte Lorentzen og Peter Hollbaum-Hansen til at deltage i følgegruppen.