Mødedato: 02.04.2024, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Orientering om forsøg med aktivitetstællere i to bydele

Folkeoplysningsudvalget orienteres om, at Kultur- og Fritidsforvaltningen har igangsat pilotprojekt vedrørende aktivitetstællere i idrætsfaciliteter i to bydele – Valby og Østerbro.

Projektet skal teste tællernes funktionalitet og kvalitet.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Problemstilling

Ifølge Idrættens Analyseinstitut er Københavns Kommune en af de to kommuner i landet, som har færrest idrætsfaciliteter pr. indbygger. Der er derfor et stort potentiale i at undersøge, hvordan kapaciteten i de eksisterende faciliteter i dag udnyttes og derigennem se på, hvordan disse kan udnyttes bedre.

Manglen på pålidelige data gør det sværere for Kultur- og Fritidsforvaltningen at træffe kvalificerede beslutninger om kapacitetsudnyttelse og for eksempel behovet for opførelse af nye faciliteter.

Løsning

Pilotprojektet skal afklare effektiviseringspotentialet af den anvendte løsning, herunder afklare pålideligheden, kvaliteten samt brugen af aktivitetsregistreringsdata i forvaltningens daglige og langsigtede planlægning.

Ved at implementere aktivitetstællere på idrætsanlæggene vil forvaltningen kunne indsamle data om den faktiske brug af faciliteterne. Disse data vil give mulighed for at identificere mønstre og tendenser i udeblivelser og derigennem give indblik i den faktiske anvendelse af idrætsanlæggene. De vil i sidste ende kunne give forvaltningen et grundlag for at optimere kapacitetsudnyttelsen, forbedre servicekvaliteten og imødekomme brugernes behov mere præcist.

På nuværende tidspunkt er Københavns Kommunes indsigt i den faktiske anvendelse af kommunens idrætsanlæg sporadisk, da den afhænger af enten tilstedeværelse af ansatte, eller at brugerne orienterer om tider, der ikke udnyttes. Der er derfor et ønske fra både forvaltning, politikere og brugere om en mere retvisende og konstant indsigt i brugen af anlæg. Dette vil være en fordel både i forhold til ressourceallokering og dermed forvaltningens mulighed for at imødekomme brugernes behov.

Der er nu opsat 22 kameraer på en bred vifte af faciliteter, herunder indendørs fodboldbaner, udendørs fodboldbaner, danselokaler, keramikværksted, billardlokale, bueskydningslokale, keglebane m.m. Kultur- og Fritidsforvaltningen forventer, at der i løbet af efteråret vil være indsamlet nok data til at give et kvalificeret billede af udnyttelsen af de pågældende faciliteter.

Foreninger og øvrige brugere vil blive inddraget i det videre arbejde med at optimere brugen af faciliteterne.

Økonomi

Projektet har ingen økonomiske konsekvenser. Pilotprojektet er finansieret via en innovationscase og budgettet for 2024 er på 0,4 mio. kr.

Videre proces

Pilotprojektet vil inden udgangen af 2024 udforme en evaluering af projektet. Evalueringen skal fungere som et fundament for, om der er grundlag og potentiale til at gå i EU-udbud med aktivitetstællere til alle kommunens kultur- og idrætsfaciliteter.

 

Mads Kamp Hansen

                                                    /Rikke Lauritzen

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 2. april 2024:

Udvalget tog orienteringen til efterretning.

Til top