Evaluering af fordeling af faciliteter 2019-2021
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget tager evalueringsrapporten om fordeling af faciliteter 2019-2021 til efterretning,
- at Folkeoplysningsudvalget drøfter det videre arbejde som følge af rapporten, og
- at Folkeoplysningsudvalget anmoder Kultur- og Fritidsforvaltningen om at udarbejde forslag til konkrete ændringer af afsnit 5 i Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København.
Problemstilling
Referencegruppe Booking har sammen med Kultur- og Fritidsforvaltningen evalueret fordelingen af faciliteter i 2019, for perioden 2019-2021, for at vurdere, om det var muligt at udvikle og understøtte det folkeoplysende område bedre gennem fordelingen af faciliteter.
Løsning
Kultur- og fritidsforvaltningen har i samarbejde med referencegruppen udarbejdet en evalueringsrapport (bilag 1), der, med udgangspunkt i fordelingen af faciliteter 2019-2021, belyser forskellige udfordringer ved den gældende fordelingspraksis.
Evalueringsrapporten beskriver blandt andet baggrunden og processen for evalueringen og præsenterer de faktiske grundlag for indendørs- og udendørs-fordelingerne.
Evalueringen har haft fokus på fire udfordringer:
- Faciliteter.
- Kontrol.
- Bookingsystem.
- Retningslinjer.
Sidst i rapporten er der en række anbefalinger til, hvilke områder der er relevante at undersøge nærmere og som kan optimeres for at understøtte folkeoplysende aktiviteter gennem facilitetsfordeling.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Forvaltningen udarbejder på baggrund af referencegruppens og Folkeoplysningsudvalgets drøftelser og tilkendegivelser udkast til reviderede retningslinjer for fordeling af faciliteter.
Mads Kamp Hansen
/Rikke Lauritzen
Beslutning
Formanden for udvalget orienterede om møde med Kultur- og Fritidsborgmesteren og Sundheds- og Omsorgsborgmesteren om ældres adgang til særligt idrætsfaciliteter.
Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 2. februar 2021:
Evalueringsrapporten blev taget til efterretning.
Udvalget anmodede forvaltningen om på baggrund af evalueringsrapporten, det af udvalgets idrætsrepræsentanter indsendte bilag (bilag 2) og udvalgets drøftelser at udarbejde forslag til ændringer af afsnit 5 i Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København.