Mødedato: 01.06.2004, kl. 15:00

Folkeoplysende voksenundervisning i Københavns Fængsler

Folkeoplysende voksenundervisning i Københavns Fængsler

Folkeoplysningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 1. juni 2004

 

 

9.      Folkeoplysende voksenundervisning i Københavns Fængsler

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at den folkeoplysende voksenund ervisning i Københavns Fængsler ophører med virkning pr. 1. august 2004.

 

 

RESUME

Folkeoplysningsudvalget behandlede på sit møde den 10. december 2002 en sag om folkeoplysende voksenundervisning i Københavns Fængsler. Efter forvaltningens opfattelse var aktiviteten i strid med folkeoplysningsbekendtgørelsens § 2, stk. 1 hvoraf det fremgår, at der ikke kan ydes tilskud til virksomhed, der hører under anden lovgivning.

Folkeoplysningsudvalget besluttede at indhente en udtalelse fra Undervisningsministeriet om sagen.

Undervisningsministeriets svar foreligger nu. Svaret bringer ikke endelig afklaring, idet der henvises til en udtalelse af 18. november 2003 fra Direktoratet for Kriminalforsorgen. 

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Som det fremgår af bilag 1 drejer sagen sig grundlæggende om, hvorvidt undervisningen i Københavns Fængsler er omfattet af Kriminalforsorgens forpligtelse, og aktiviteten dermed henhører under anden lovgivning.

Det fremgår af Undervisningsministeriets svar af 7. april 2004 jf. bilag 1, at man henviser til Justitsministeriets udtalelse af 18. november 2003 jf. bilag 2.

Kultur- og Fritidsforvaltningen lagde i sin skrivelse til Undervisningsministeriet følgende forhold til grund for sin opfattelse (skrevet med fed kursiv):

Kriminalforsorgen har i henhold til gældende lovgivning en forpligtelse over for de varetægtsfængslede til inden 8 dage at tilbyde dem undervisning og/eller beskæftigelse.

Det fremgår af Justitsministeriets svar, at varetægtsarrestanten har ret til blandt andet undervisning, at denne er gratis, samt at de varetægtsfængslede modtager dusør for at deltage i undervisningen.

Det fremgår endvidere, at det er Københavns Fængsler, der afgør, hvordan undervisningen skal tilrettelægges og afvikles.

Dette er i klar strid med folkeoplysningslovens § 9, hvoraf det fremgår, at det er foreningens bestyrelse, der ansætter og afskediger ledere, lærere og andre medarbejdere, samt træffer beslutning om valg af emner og tilrettelæggelsesform, om andre aktiviteter, om kursuslængde og om antallet af deltagere på det enkelte hold.

Dertil kommer, at folkeoplysende voksenundervisning kun vil kunne gennemføres i fængsler under forudsætning af, at Folkeoplysningsudvalget iht. lovens § 37, stk. 5 meddeler dispensation for åbenhedskriteriet. Derfor kan det ikke være den folkeoplysende voksenundervisning, der er forpligtet til at sikre de varetægtsfængsledes ret til blandt andet undervisning. Det er Kriminalforsorgens forpligtelse.

 

Kriminalforsorgen modtager fra Finansloven midler til at løse sine forpligtelser.

Det fremgår af Justitsministeriets svar, at de modtager en årlig rammebevilling til at drive fængslet for. I denne bevilling indgår ressourcer til undervisning af de varetægtsfængslede.

 

Kriminalforsorgen afholder den samlede udgift til deltagerbetaling.

Det fremgår af Justitsministeriets svar, at undervisningen er gratis.

 

Kriminalforsorgen udbetaler undervisningsdusør, for de timer, den varetægtsfængslede deltager i den folkeoplysende voksenundervisning.

Dette bekræftes i Justitsministeriets svar.

 

En række andre forhold i Justitsministeriets svar underbygger Kultur- og Fritidsforvaltningens opfattelse.

Det fremgår således af Justitsministeriets svar, at ansættelse i kriminalforsorgen forudsætter en ren straffeattest. De lærere, der står for den folkeoplysende voksenundervisning er ikke ansat i Kriminalforsorgen, men i en folkeoplysende forening jf. folkeoplysningslovens § 9. Ansættelsen skal hermed følge de regler, der gælder for pågældende forening.

Kriminalforsorgen er ikke forpligtet til at tilbyde folkeoplysende voksenundervisning, men undervisning. I det omfang de varetægtsfængslede deltager i den folkeoplysende voksenundervisning vil der ikke i samme tidsrum være efterspørgsel efter den undervisning, de indsatte har en ret til.

Der vil i forhold til folkeoplysningsloven intet være til hinder for, at de varetægtsfængslede deltog i undervisningen uden for fængslet, men undervisning gennemført i fængslet i medfør af Kriminalforsorgens forpligtigelse til at tilbyde undervisning og/eller beskæftigelse efter de ovenfor anførte retningslinier, tolkes af forvaltningen som værende en del af Kriminalforsorgens forpligtelse, som må løses inden for den økonomiske rammebevilling, de modtager.

 

MILJØVURDERING

Ikke foretaget

 

ØKONOMI

Umiddelbart har det ingen økonomiske konsekvenser. Det skyldes, at de udmeldte tilskudsrammer til foreningerne ikke er øremærket til konkrete aktiviteter. Dem bestemmer foreningens bestyrelse iht. lovens § 9.

Den pågældende forening vil kunne igangsætte andre aktiviteter, og først i forbindelse med regnskab saflæggelsen vil det vise sig, om der skal tilbagebetales midler.

Ved maksimalt tilskudstræk vil det kommunale tilskud til aktiviteten i Københavns Fængsler andrage ca. 800.000 kr.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

 

HØRING

Der er ikke foretaget høring

 

BILAG

Bilag 1: Undervisningsministeriets svar af 7. april 2004

Bilag 2: Justitsministeriets udtalelse af 18. november 2003

 

Mads Kamp Hansen

/ Niels-Anton Svendsen

 


 


Til top