Iværksættelse af en styrket og sammenhængende aktiverings- og sprogindsats for kontanthjælpsmodtagere med etnisk minoritetsbaggrund
Iværksættelse af en styrket og sammenhængende aktiverings- og sprogindsats for kontanthjælpsmodtagere med etnisk minoritetsbaggrund
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 30. oktober 2002
Sager til beslutning
9. Iværksættelse af en styrket og sammenhængende aktiverings- og sprogindsats for kontanthjælpsmodtagere med etnisk minoritetsbaggrund
FAU 449/2002 J.nr. 449/2002
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager orienteringen til efterretning.
RESUME
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets besluttede på mødet den 14. november 2001, at der skal indføres supplerende aktivering til danskundervisning i hele Københavns Kommune.
I forlængelse heraf har en arbejdsgruppe med deltagelse af repræsentanter fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen drøftet, hvordan man sikrer koordinationen i den fortsatte planlægning og dimensionering af en ny sammenhængende sprog- og aktiveringsindsats. Arbejdet er mundet ud i en række anbefalinger for samarbejdet og indsatsen på området.
På mødet den 7. august 2002 tiltrådte Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, at beskæftigelsesindsatsen i fire lokalcentre (tidligere forsøgsbydele) i løbet af 2002 omstilles i tråd med principperne for den brugerrettede beskæftigelsesindsats. Samtidig blev udvalget orienteret om, at der tilbagestod beslutninger om placeringen af en resterende indsats, herunder en del af indsatsen i Lokalcenter Indre Nørrebro, og at man med denne ville sætte fokus på ledige kontanthjælpsmodtagere med anden etnisk baggrund end dansk.
Det viste sig ikke muligt at etablere en bydækkende indsats direkte med udgangspunkt i beskæftigelsesindsatsen i lokalcentret Indre Nørrebro. Der blev derfor nedsat en arbejdsgruppe i forvaltningen bestående af en række medarbejdere fra lokalcentrene, repræsentanter fra beskæftigelsescentrene og centralforvaltningen, der efterfølgende har udarbejdet et forslag til de fremtidige rammer for en styrket indsats på området.
Med forslaget kombineres således ønsket om at skabe rammer for den styrkede og kombinerede indsats med en udnyttelse og tilbageførelse af de foreliggende ressourcer og erfaringer på området i en ny bydækkende enhed. Forslaget skal således ses i sammenhæng med indgåelse af nyt lejemål til beskæftigelsesindsatsen.
Enheden skal hvad angår placering og udformning af den styrkede indsats, udover at leve op til de omtalte anbefalinger tilgodese en række særlige hensyn, herunder især:
- Sikre fastholdelse og resultater i den arbejdsmarkedsrettede indsats
- Målrette og systematisere samarbejdet mellem beskæftigelsesindsatsen og sprogcentrene
- Samle ansvaret for visitation, ydelse og løbende individuel opfølgning på både det beskæftigelsesmæssige- og sproglige sigte.
Da beskæftigelsesenheden således er en bydækkende enhed, der primært er visitationsenhed samt bindeled mellem lokalcentre, beskæftigelsescentre og sprogcentre placeres den organisatorisk og fysisk i sammenhæng med København Jobcenter.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede på mødet den 14. november 2001, at der i forlængelse af et pilotprojekt i Brønshøj-Husum, hvor kontanthjælpsmodtagere i danskundervisning blev tilbudt supplerende aktivering, skulle gennemføres en lignende indsats i 2002 i hele Københavns Kommune.
I forlængelse heraf har en arbejdsgruppe med deltagelse af repræsentanter fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Sprogcentret Kigkurren, Københavns Jobcenter og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen drøftet, hvordan man sikrer koordinationen i den fortsatte planlægning og dimensionering af en ny sammenhængende sprog- og aktiveringsindsats.
Arbejdet er mundet ud i en række anbefalinger for samarbejdet og indsatsen på området og i forlængelse heraf nedsættes en arbejdsgruppe, der skal komme med konkrete forslag til modeller for samarbejdet mellem sprogcentrene og beskæftigelsesindsatsen.
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltrådte på mødet den 7. august 2002, at beskæftigelsesindsatsen i fire lokalcentre i løbet af 2002 omstilles i tråd med principperne for den brugerrettede beskæftigelsesindsats der er politisk vedtaget i Københavns Kommune. Det blev i den sammenhæng nævnt, at der tilbagestod beslutninger om placeringen af en resterende indsats med fokus på ledige kontanthjælpsmodtagere med anden etnisk baggrund end dansk, og at dette kunne ses i sammenhæng med, at den nærmere udformning af Indre Nørrebros beskæftigelsesindsats i den fremtidige model ikke var endelig afklaret.
Organisationsmæssige rammer
Det har længe været klart, at den nævnte opprioritering af den sammenhængende sprog- og aktiveringsindsats ikke til fulde ville kunne etableres indenfor rammerne af den nuværende beskæftigelsesorganisation, herunder Uddannelsescentret for Indvandrere, der har måttet koncentrere indsatsen omkring aktivering af personer på integrationsydelse i henhold til integrationsloven.
Det har således været opgaven at pege på nogle organisationsmæssige rammer for den styrkede indsats med anvendelse af de nuværende økonomiske og personalemæssige ressourcer, samt at drage nytte af de erfaringer og ressourcer der har været bl.a. i de tidligere forsøgsbydele.
En arbejdsgruppe bestående af en række medarbejdere fra lokalcentrene i Indre og Ydre Nørrebro, Brønshøj-Husum, Kgs. Enghave samt repræsentanter fra beskæftigelsescentrene og 11. kontor har derfor udarbejdet et forslag til de fremtidige rammer for en styrket indsats på området.
Der har i arbejdet med placering og udformning af den styrkede indsats skullet tilgodeses en række særlige hensyn:
- Organisatorisk placering
Som central bydækkende enhed, og gennem dens karakter af primært visitationsenhed og bindeled mellem lokalcentre, beskæftigelsescentre og sprogcentre placeres beskæftigelsesenheden i en position, der i vidt omfang er parallel til de funktioner, der ligger i Københavns Jobcenter (KJC). Det foreslås derfor at enheden placeres organisatorisk under KJC.
- Opgaverne
Opgaverne i den nye enhed bliver bl.a. præget af,
- at der skal ske bedre fastholdelse og resultater i den arbejdsmarkedsrettede indsats
- at samarbejdet mellem beskæftigelsesindsatsen og sprogcentrene skal målrettes og systematiseres, herunder inddragelse af sprogvurderinger i handlingsplaner,
- at den skal sikre samarbejde på tværs af de øvrige beskæftigelsescentre herunder iværksættelse af interne kombinationsforløb og samordning af eksisterende tilbud,
- at Center for Jobformidling og Center for offentlig jobtræning skal inddrages i arbejdet omkring tilvejebringelse af jobåbninger og jobtræningspladser, med henblik på igangsættelse af eksterne kombinationsforløb
- at ansvaret samles for visitation og ydelser og med løbende individuel opfølgning på både det beskæftigelsesmæssige – og sproglige sigte.
- Målgruppe og visitationsmodel
Arbejdsgruppen har på baggrund af de hidtidige erfaringer udpeget en ændret målgruppe for indsatsen i det mindste i en opstartsfase. Det har samtidig åbnet muligheden for at arbejde udfra en objektiv visitationsmodel. Den objektive visitation gør det muligt hurtigt at tilrettelægge en indfasningsplan fra de enkelte centre udfra nogle på forhånd givne volumenmæssige størrelser.
På baggrund af erfaringerne fra pilotprojektet og et analysearbejde foreslås målgruppen for en styrket etnisk indsats i en indledende fase at bestå af:
- Kontanthjælpsmodtagere, som har cirkuleret mellem danskundervisning og arbejdsmarkedsrettet træning.
- kontanthjælpsmodtagere, der alene modtager danskundervisning og som
- dels er karakteriseret ved at have rimelige sproglige forudsætninger (spor 2 og 3),
- dels er karakteriseret ved ikke at være stærkt fastlåste i familiemæssige forpligtelser, ligesom der kan peges på en aldersmæssig afgrænsning.
Med denne metodik bliver målgruppen for en ny etnisk indsats foreløbig ca. 1.600 personer.
MILJØVURDERING
Sagen har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Den særlige enhed dimensioneres med 20 medarbejdere. Lønudgifter og husleje hertil, ca. 9 mill. kr. afholdes indenfor rammerne af beskæftigelsesbudgettet.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen.
HØRING
Omlægningen af indsatsen i fire lokalcentre (tidligere forsøgsbydele ), herunder konsekvenserne for sagsansvar og personale, har været drøftet med medarbejderne i de berørte lokalcentre samt været forelagt HSU.
BILAG
Ingen.
Grethe Munk
/
Torben Brøgger