Mødedato: 30.04.2003, kl. 19:00

Høring om indførelse af etnisk ligestillingsvurdering (Bilag)

Høring om indførelse af etnisk ligestillingsvurdering (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 30. april 2003

 

Sager til beslutning

23. Høring om indførelse af etnisk ligestillingsvurdering (Bilag)

FAU 210/2003 J.nr. 210/2003

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget drøfter om det kan tilslutte sig Økonomiforvaltningens indstilling.

RESUME

Borgerrepræsentationen behandlede den 28. februar 2002 et forslag fra SFs gruppe om indførelse af obligatoriske ligestillingsvurderinger i udvalgsindstillinger. Sagen blev henvist til Økonomiudvalget, som har sendt sagen til høring i de stående udvalg.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har ikke noget at tilføje til Økonomiforvaltningens indstilling.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Socialistisk Folkeparti (Bjarne Fey, Bo Asmus Kjeldgaard, Frank Hedegaard, Heinrich Metz, Hellen Hedemann, Jens Johansen, Marlene Krogh, Sven Milthers og Trine Schaltz) fremsatte den 28. februar 2002 over for Borgerrepræsentationen et medlemsforslag om, at der i indstillinger til de stående udvalg skal foretages en etnisk ligestillingsvurdering (BR 100/02). Vurderingen skal indgå på lige fod med miljøvurderingerne af forslag, der forelægges de stående udvalg. Sagen blev inden behandling i Borgerrepræsentationen sendt til høring i Det rådgivende Integrationsudvalg (IU 7/2002). Ved behandlingen i Borgerrepræsentationen blev sagen henvist til Økonomiudvalget. Økonomiudvalget tog Økonomiforvaltningens indstilling om, at sagen sendes til høring i de stående udvalg, til efterretning (ØU 55/2003).

Det Rådgivende Integrationsudvalg er enig i hensigten med forslaget og foreslår på den baggrund, at der med henblik på udvikling af en konkret model for etniske ligestillingsvurderinger gøres et etårigt forsøg i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Sundhedsforvaltningen.

 

Økonomiforvaltningen vurderer, at etniske ligestillingsvurderinger er overflødige, fordi det allerede er muligt at beskrive etniske ligestillingsaspekter enten i sagsbeskrivelsen eller under punktet "andre konsekvenser". Desuden er det en almindelig kommunalretlig grundsætning, at en sag skal være tilstrækkeligt belyst, så der foreligger et forsvarligt beslutningsgrundlag. Det forudsættes derfor, at oplysninger/vurderinger vedrørende etniske ligestillingsaspekter i dag fremgår af sagen, hvis de vurderes at have væsentlig betydning for sagen.

Høringsfrist

Fristen for fremsendelse af høringssvar til Økonomiforvaltningen er den 25. april 2003. Borgerrepræsentationens Sekretariat er orienteret om, at høringsfristen ikke kan overholdes, og det er aftalt, at høringssvaret fremsendes snarest efter Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets møde den 30. april 2003.

MILJØVURDERING

Indstillingen medfører ingen miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Indstillingen medfører ingen økonomiske konsekvenser

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

HØRING

Ingen

BILAG

Høringsbrev fra Økonomiforvaltningen med bilag (ØU 55/2003, BR 100/02 og

IU 7/2002)

Grethe Munk

/

Torben Brøgger

 

Til top